Grønlandsk biskop indviet med tak til Hans Egede

Dronning Margrethe og mange biskopper deltog, da Paneeraq Siegstad Munk forsinket blev indsat som grønlandsk biskop i Nuuk

Dronning Margrethe II var i grønlandsk folkedragt, da hun ankom til gudstjenste med bispevielse.
Dronning Margrethe II var i grønlandsk folkedragt, da hun ankom til gudstjenste med bispevielse. Foto: Ritzau Scanpix.

Det ligner egentligt indersiden af mange andre, almindelige, men nyere folkekirker i Danmark. Opført i 1970’erne, med hvidkalkede murstensvægge, lyst træ, detaljer i messing, og med kirkebænke, der suppleres af Børge Mogensens ”Folkestol”.

Men vi er ikke i Danmark. Vi er i Grønland. I Hans Egede kirke i på toppen af en klippe i hovedstaden Nuuk. Og både kirkebænke og folkestole summer af liv, for denne dag er en festdag.

Under hvide anorakker, farvestrålende perlekraver, gråbrune moskussjaler, jakkesæt, og mere praktiske fleecetrøjer gemmer sig grønlandske toppolitikere, embedsmænd, kirkelige spidser fra ind- og udland og enkelte mere jævne folk, som har været heldige at blive inviteret med. Denne søndag i oktober skal den nye grønlandske biskop bispevies.

Også dronning Margrethe er indbudt, og alle rejser sig, da hun iført sin grønlandske nationaldragt ankommer og tager plads forrest i kirken med sit følge.

Da præludiet slås an, forstummer summen helt, og ind træder først præsterne i Hans Egede kirke, efterfulgt af syv danske biskopper, den islandske og den færøske, og bagest går gudstjenestens hovedperson, den 44-årige Paneeraq Siegstad Munk. Side om side med forgængeren Sofie Petersen. Iført helt hvid kåbe og med håret opsat på traditionel grønlandsk vis med et bredt blåt bånd om en knold midt på hovedet. Hun smiler forsigtigt og måske lidt bevæget, ved synet af de mange kirkegængere, der venter hendes ankomst.

Det er næsten præcis et år siden, at Paneeraq Siegstad Munk blev valgt som Grønlands nye biskop, men grundet coronarestriktioner er hendes bispevielse blevet udskudt. Meget passende skriver vi nu det symbolske år 2021, der markerer 300-året for kristendommens indførelse i Grønland.

Havet, hvorpå den grønlandske apostel Hans Egede kom sejlende i 1721, anes i horisonten gennem kirkens vinduer, men missionæren havde næppe forestillet sig, at der i dag ville ligge en moderne, murstenskirke opført til ære for ham og opkaldt efter ham midt i den grønlandske hovedstad. Og han havde nok heller ikke forestillet sig, at kristendommen ville stå så stærkt i Grønland 300 år senere, som den gør i dag, hvor næsten 95 procent af befolkningen er medlem af folkekirken.

Afgående biskop og ordinator Sofie Petersen citerede i sin tale til Paneeraq Siegstad Munk Hans Egedes afskedsprædiken ved afrejsen fra Grønland i 1736, der tog udgangspunkt i ordene:

”Forgæves har jeg anstrengt mig, på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter” (Esajas 49, 4b)

Hans Egedes arbejde ikke har været nemt, men det har slet ikke været forgæves, fastslog Sofie Petersen. Når Paneeraq Siegstad Munk nu står i spidsen for folkekirken i Grønland, hviler hendes arbejde på skuldrene af den dansk-norske missionær, og Sofie Petersen indledte talen med at understrege ”taknemmelighed for, at han gik i land på Håbets Ø for at forkynde den kristne tro, som i dag vægtes højt af mange grønlændere”.

For enden af hver bænkerække i kirken sad grønlandske præster fra hele landet og lyttede til Sofie Petersens ord. Det er dem, som i det daglige er i kontakt med de mange grønlændere, som tror på kristendommen.

Grønland er et stort land, hvor vejr, vind og geografi gør det omstændigt og dyrt at komme ud i alle afkroge af stiftet, også for dens biskop. Men det er vigtigt, at den nye biskop tager ud og møder menighederne og de ansatte, og endnu vigtigere, at hun tager ud og besøger de steder, som ikke har præst, understregede Sofie Petersen.

”Ja, for selv om vi i dag så let som ingenting kan få kontakt med hinanden, så har menigheden brug for mødet og besøget, også den almenmenneskelige kontakt.”

Det var ikke kun præster fra hele Grønland, der var repræsenteret i Hans Egede kirke søndag.

Syv danske biskopper, alle på nær Haderslev, Ribe og Aalborg stift, var rejst til Nuuk for at deltage, og det samme var den islandske og færøske biskop.

På hver deres modersmål læste to danske biskopper, fra Lolland-Falster Stift, Marianne Gaarden, og fra Viborg Stift, Henrik Stubkjær, og den færøske og den islandske biskop dagens tekster op.

Den færøske biskop stak ud med guldbånd over skuldrene på et klassisk, sort jakkesæt frem for bispekåbe. Kufferten med kåbe havde ikke klaret turen videre fra en mellemlanding i Reykjavik, men den lokale herretøjsforretning i Nuuk havde været venlig at holde ekstraordinært åben, så Færøernes kirkelige overhoved stod ren og pæn ved alteret.

Det var den afgående biskop Sofie Petersen, der foretog den endelige ordination af Paneeraq Siegstad Munk. Ved sin side havde hun de to assisterende biskopper – fra København, Peter Skov-Jakobsen, og fra Roskilde, Peter Fischer-Møller. De tre slog kreds om hende, og i formaningerne til den nye biskop lød det:

”Styrk hende til trofast at føre tilsyn med menighederne, at vejlede de rådvilde og trøste de bange, undervise og irettesætte og med Guds ords sandhed modstå al vildfarelse, og lad dit hellige evangelium hos os forblive rent og ret, så vi som en salig frugt deraf må få det evige liv, ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre.”

Paneeraq Siegstad Munk holdt selv en prædiken med budskab om både håb og tilgivelse og sluttede af med at takke majestæten, alle nuværende, der har hjulpet hende på vej til bispeembedet, men også de, der ikke længerere er i blandt os. Takken faldt på både dansk og grønlandsk.

Da postludiets sidste tone havde lydt, og Dronningen og biskopperne igen havde forladt kirkerummet, slog koret på svalegangen tonerne an til den ikoniske grønlandske (jule)salme Guuterput (Vor Gud). De resterende gæster i Hans Egede kirke stemmede i så hjertet løftede sig en smule, og mens de langsomt lod sig flyde med ud i den grå efterårsluft udenfor denne efterårssøndag i Nuuk i 2021.

Kilder: naalakkersuisut.gl.