Johannesevangeliet spillede en central rolle for Luther, og derfor forekommer det naturligt, at meget i den lutherske tradition er en forlængelse af budskabet fra ugens prædiketekst.
Gud er kærlighed, og kærligheden gør mennesket større. Det mener Bo Kristian Holm, der er professor mso i systematisk teologi og leder af Lumen-centret ved Aarhus Universitet.
"Guds kærlighed gør mennesket til mere, end det er i sig selv," siger teologen.
Men ikke nok med det. Johannes' fremhævelse af Guds hengivenhed påvirkede den måde, Martin Luther læste Bibelens tekster på under Reformationen. Det er muligt at trække tråde derfra og helt frem til nutidens velfærdssamfund.
"Luthersk teologi har været med til at forandre samfundssynet og forestillingen om, hvad der skal bære det. Påvirkningen findes også helt derude, hvor vi ikke længere kan få øje på religion, for eksempel i velfærdsstaten," siger han endvidere.
Selvom den socialdemokratiske historie om Danmark er spundet af den store fortælling om arbejderbevægelsen, så kan man ifølge teologen ikke afskrive betydningen af den lutherske tradition i det system, vi kender i dag.
"Der findes velfærdsstater andre steder, så lige præcis dét kan den lutherske tradition ikke tage patent på. Men man indrettede velfærdsstaten på en særlig måde i Norden. Her var og er den politiske magthaver ikke bare lig magt. Vedkommende har også et ansvar. Det kan man se helt tilbage fra kong Christian III's indførsel af Reformationen i 1536, hvor kongen i kirkeordinansen fik ansvar for fattigforsorgen. Der udviklede sig en forståelse af, at staten har en forpligtelse for, at mennesker lever ordentligt. Den måde, udviklingen skete på, er farvet af den lutherske reformation," siger lektoren, der er medforfatter til bogen "Pligt og omsorg", som kortlægger den kristne kulturarvs betydning på områder, man som udgangspunkt ikke forstår som religiøse.
Da det blev en statslig opgave at tage sig af syge og fattige, fulgte den tanke med, at dem, man tog sig af, tillige skulle lære noget, så også de kunne tage sig af deres medmennesker. I de danske tugthuse skulle de kende den lille katekismus og studere et håndværk, for herigennem kunne de lære at stole på den gode Gud og have evnerne til både at forsørge sig selv og være samfundet til gavn.
Den gensidige forpligtelse relaterer sig især til Det Gamle Testamentes fjerde bud, som er essentielt for Luthers forståelse af den sociale orden:
"Du skal ære din far og din mor, at det kan gå dig vel, og du må leve længe på jorden."
Luther udvidede ærepåbuddet til at gælde enhver autoritet. Autoriteter, der ikke blot kunne nyde at have rettigheder, men som ligeledes bar et ansvar i den sociale relation.
Men hvordan hænger den noget ulige tro på autoriteter sammen med Luthers budskab om, at alle er lige for Gud?
"Det var for Luther nødvendigt med strukturer i verden, for mennesker er netop ikke altid så fornuftige, som de burde være. Men over for Gud er alle lige, for ingen kan sige sig fri for synd, og alle er omfattet af kærlighed og selvhengivelse," siger Bo Kristian Holm. Den tankegang kan ses i tekster fra Reformationen og frem.
Generelt for alle de ti bud gælder, at Luther også udlagde dem som positive påbud. Dette er Bo Kristian Holms yndlingsbillede på den lutherske nyfortolkning:
"Buddet om, at man må ikke stjæle, bliver i den lille katekismus også udlagt sådan, at man skal hjælpe med at forbedre sin næstes ejendom," fortæller han.
Ansvaret er samfundsbærende.
"De, der har magt, tager sig af dem, der endnu ikke har magt. Hvor der er gensidig forpligtelse, er det muligt at danne samfund. Derfor gælder det om at støtte op om de grundstrukturer, der er nødvendige for at holde et vellykket samfundsliv i gang," forklarer han.
Det gælder også de steder i verden, hvor strukturerne kan forekomme ulige. Her findes Guds kærlighed også, siger teologen, og man kan se den gennem de briller, Guds søn har givet os på.