Gudstjenesten var et rart, velkendt og roligt åndehul. Men ikke unik

Prædikenen var tænksom og havde afstikkere til Karen Blixen og P.G. Lindhardt, da Vor Frue i Nyborg havde højmesse i søndags

Vor Frue Kirke i Nyborg.
Vor Frue Kirke i Nyborg. Foto: Wikimedia Commons.

Tredje søndag efter helligtrekonger befandt jeg mig i Nyborg og tog til højmesse i Vor Frue Kirke.

Kirken er smuk, middelalderlig og med højt til loftet. Under loftets høje hvælvinger gled jeg ind på en kirkebænk og fandt mig til rette, mens jeg smagte på kirkerummet med øjnene. Kirken er enkel, men med store bemærkelsesværdige objekter, der med tiden har fundet deres plads rundtom i kirken. Den store, mørke prædikestol fra det 16. århundrede og det farverige korbuekrucifiks var bare et par af de ting, der fangede min opmærksomhed.

Der skulle tilsyneladende være barnedåb til højmessen. Jeg selv og parret på bænkene bag mig var ved at rejse os, da præludiet begyndte, fordi vi ventede, at dåbsfamilien ville komme ind ad døren, men den viste sig allerede at sidde forrest i kirken.

Denne artikel er en del af denne serie:
Med Kristeligt Dagblad til gudstjeneste

Der var dukket mange op i kirken, men kun cirka halvdelen deltog i nadveren. Jeg gætter på, at det var de faste kirkegængere, der deltog, mens dåbsfølget blev på bænkene. Det er selvfølgelig ikke til at vide med sikkerhed, men under alle omstændigheder ærgerligt.

Gudstjenesten begyndte med Grundtvigs ord, da vi sang salme 4, ”Giv mig, Gud, en salmetunge”, og salme 320, ”Midt iblandt os er Guds rige”. Senere sang vi også salme 728, ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord” – en af mine personlige favoritter. Det var en fornøjelse at høre på koret, både til salmerne, men særligt også motetten, der afslørede gode og stærke vokaler.

Præsten talte med myndig, rolig stemme og førte os igennem gudstjenesten. Prædikenen var tænksom, med et ekvilibristisk sprog og med afstikkere til Karen Blixen, P.G. Lindhardt og flere andre blev søndagens tekst fra Matthæusevangeliet ad omveje åbnet for os.

Vil man have et billede af, hvordan folkekirkens højmesse i sit udgangspunkt tager sig ud, havde tredje søndag efter helligtrekonger i Nyborg været det helt rigtige sted at tage hen. Der var ikke nogen overraskelser eller hurlumhej, og det var samlet set en meget klassisk højmesse med dåb. De velkendte elementer og præstens ro gjorde højmessen næsten meditativ og med plads til fordybelse.

Efter gudstjenesten gik jeg rundt i krogene af kirken, der har fem skibe, og igennem årene er blevet udvidet og ombygget. På et bord var der stillet en kasse med små kort, hvorpå der stod ”bøn”, ”salme”, ”velsignelse” og lignende, som man kunne tage. På bagsiden af kortene stod små tekster, man kunne læse. Jeg hæftede mig ved et kort med ordene ”oplev kirkerummet”, hvor der på bagsiden stod en opfordring til at sætte sig ved knæfaldet ved alteret og mærke nærværet – det førte til den samme ro og meditation, som gudstjenesten havde gjort.

Gudstjenesten var et rart, velkendt og roligt åndehul, men ikke unik. Den tjente for mig et vigtigt formål som eksempel på, hvorfor debatten om gudstjenesten og liturgien i folkekirken er vigtig. For selvom vores fællesskab beror på ritualer, rammer og gentagelser, må vi aldrig stoppe med at forny os og eksperimentere for at gøre de ord, vi hører i gudstjenesten, levende, og de oplevelser, vi har i gudstjenesten, bevægende. Om det er med musik, udsmykning eller inddragelse af menigheden – som da præsten til julegudstjenesten hos os sagde ”lad os med apostlen tilønske hinanden…” og bad os bogstaveligt talt se os omkring, fange øjenkontakt med de andre fremmødte og tilønske hinanden. Det gjorde ordene levende for mig. 

Der var højmesse i Vor Frue Kirke, Nyborg, den 22. januar, tredje søndag efter helligtrekonger. Prædikant var Christian von Tangen Sivertsen.