Gudstjenestens dele understøttede hinanden: Alle salmerne afspejlede evangelieteksten

Den sidste gudstjeneste i kirkeåret havde Kristus i centrum, og det prægede hele forløbet

Vor Frelser Kirke i Horsens, hvor den sidste gudstjeneste i kirkeåret fandt sted
Vor Frelser Kirke i Horsens, hvor den sidste gudstjeneste i kirkeåret fandt sted . Foto: Hubertus45.

Alle kirker er ens i Kristus, og dog har alle kirker deres ejendommelighed, det vil sige deres unikke særpræg. Det gælder også for Vor Frelsers Kirke på torvet i Horsens. Denne kirke er ensbetydende med den store Kristus-figur, som lyser fra alteret – den kommer én i møde og drager én til sig. Den forgyldte Kristus-figur med tornekronen bagved prenter sig ind i sjælen. Det exceptionelle værk af Erik Heide viser Kristus, som opstår af graven og af langfredagens smerte, og som – ligesom på Jellingstenen – breder sine arme ud mod verden. Kristus, der med ordene fra dagens evangelium siger: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Kristus – ”lys af lys”. På denne sidste søndag i kirkeåret samlede gudstjenesten sig om Kristus som lyset i verdens og vor sjæls mørke. Budskabet blev endda understreget ved de to dåb, som fandt sted. For hvert barn tændte præsten et lys som symbol på, at barnet har modtaget Kristi lys, og familierne blev inviteret til at tage kærterne med sig hjem og tænde dem. Det er en kraftfuld, symbolsk skik fra den universelle kirke – i den ortodokse og den katolske kirke tændes dåbslyset ved det store påskelys i kirken, og familierne tænder så dåbslyset på dåbsdagen, og hver gang sjælen trænger til at mindes dåbsnåden. 

Temaet blev slået an ved præludiet i form af Klaus Lyngbyes orgelmeditation over Grundtvigs ”Skyerne gråner”, som med ét bragte omkvædet ”Derfor bærer blus vi med glæde” i hukommelsen og fik opmærksomheden til at koncentrere sig om Kristus, som selv er lyset og ”den evige vår”.

”Skyerne gråner” blev som motet gentaget af koret efter prædikenen. Det indrammede smukt første del af gudstjenesten og skabte et længere øjeblik af mild stilhed, i hvilket prædikenens ord bundfældede sig. 

Hemmeligheden ved en vellykket gudstjeneste – det vil sige en gudstjeneste som bringer Guds ord i vort hjerte og derved giver næring til sjælen – er nemlig koncentration og ikke adspredelse. Derfor er det gavnligt, at det centrale tema bliver gentaget og – som ved et prisme – får mulighed for at afspejle sig i både salmer og en musik, som holder sig inden for samme eller lignende stil. En gudstjeneste er ikke et kalejdoskop af hurtigt skiftende ord, billeder og lyde, men et hele. Forkyndelsen foregår ikke kun gennem prædikenen, men også gennem salmerne og musikken. Det er en helhed, hvor hver bestanddel føjer sig ind i helheden. 

Alle salmerne afspejlede her evangelieteksten og indkredsede og forlængede forkyndelsen. Kristus, den liv- og lysgivende. Kristus, som ved sin selvopofrelse skænker os freden:

”I Jesus søger jeg min fred / … / ved korset er mit blivested / dér hviler sig mit hjerte”.

Prædikenen udfoldede betydningen af freden: Kristus bærer vor skam, skyld og straf, og som befrieren møder han os i ordet, sakramenterne og taler til vort hjerte. Ved at kalde os til sig tager han ikke alle vores byrder – bekymringer og sorg – fra os, men gør os i stand til at bære dem, fordi han er med til at bære dem. Ja, vist giver han fred til vores hjerter, men gaven og giveren kan ikke adskilles fra hinanden. Dette er kernen. Han selv er vor fred, og freden – Guds fred med os og vor fred med Gud og derfor med vor næste – er kun at finde hos ham.

Slutsalmen var Kingos ”Tak for al din fødsels glæde”, som er et resumé af den kristne lære eller en trosbekendelse i lovssangsform, sådan som trosbekendelsen altid er, for den er ord båret af tro og derfor af taknemmelighed. Melodien, som synges på ”Nu velan, vær frisk til mode”, understregede den intense taknemmelighedens glæde i salmen.

Sidste søndag i kirkeåret i Vor Frelsers Kirke i Horsens blev den perfekte kristocentriske gudstjeneste – for hvad ellers kan en gudstjeneste være? – i hvilken sjælen gencentrerer sig, fordi den finder sit tyngepunkt i Kristus.

Højmessen blev afrundet ved den i de danske kirker ofte anvendte ”Jesu, bleibet meine Freude” af Bach. Det er menighedens svar på Kristi ”Kom hid til mig” med de ord, som Bach brugte i sin kantate: ”Jesus forbliver min glæde, mit hjertes trøst (…), mit livs kraft.”

Højmesse den sidste søndag i kirkeåret, den 20. november kl. 10 i Vor Frelsers Kirke, Horsens.

Prædikant: Leif Nielsen. Organist: Kevin Laplante.