Håb er det største samtaleemne, når patienter og præster taler sammen

Det er typisk patienter og pårørende, der selv inviterer præsten til samtale ved sygesengen, viser ny undersøgelse. Og her er det især håbet, mere end konkrete religiøse emner, der fylder

Typisk bruger præsten tiden på at lytte, samtale og at være sammen med patienten, siger præst og ph.d.-studerende Karsten Thomsen, der har foretaget undersøgelser af møder mellem patient og præst.
Typisk bruger præsten tiden på at lytte, samtale og at være sammen med patienten, siger præst og ph.d.-studerende Karsten Thomsen, der har foretaget undersøgelser af møder mellem patient og præst. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

I de fortrolige samtaler mellem præst og patient er det ikke spørgsmål om Gud, himmel og helvede, der fylder, men håbet.

Det fortæller Karsten Thomsen, hospitalspræst og ph.d.-studerende ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet. Han har foretaget en række undersøgelser af møder mellem præster og patienter på danske hospitaler.

"Undersøgelserne viser for det første, at vi grundlæggende har præster, som er gode til at fornemme, hvad patienterne har brug for af åndelig eller eksistentiel omsorg. Danske præster er meget fintfølende, og det gælder også på hospitalet, hvilket afspejles i mine undersøgelser," siger Karsten Thomsen.

Samtalerne mellem præst og patient handler ikke nødvendigvis om sygdom og sundhed, men med udgangspunkt i patientens historie bevæger samtalen sig over i eksistentielle og åndelige spørgsmål – uden at det dog nødvendigvis bliver eksplicit religiøst:

"Håb er det største samtaleemne, men også emner som ensomhed, frygt, identitet og menighedsløshed fylder rigtig meget. Spørgsmål om døden, og hvad der måtte ske bagefter, fylder mest hos de uhelbredeligt syge, mens dogmatiske begreber om Gud, himmel og helvede nærmest ikke fylder noget," siger Karsten Thomsen.

At samtalen mellem præster og patienter ofte handler om håb, giver god mening, mener Bertel Nygaard, der er historiker og lektor på Aarhus Universitet, og som har skrevet en bog om emnet:

"Håb er en grundbetingelse for vores eksistens. Vi har brug for at håbe, fordi det holder vores fremtid åben og giver muligheden for, at ting kan blive bedre, ikke mindst når det gælder sygdom," siger Bertel Nygaard.

Men håb er ikke altid hensigtsmæssig, pointerer han:

"Håb kan også bedrage os eller stille os ting i udsigt, som aldrig vil gå i opfyldelse. Forestil dig en terminal syg kræftpatient, der gang på gang bliver skuffet, fordi realiteterne ikke lever op til håbet. Derfor er det vigtigt at kunne tilpasse eller bearbejde håbet, så det fungerer som en ressource og ikke en snublesten. Og her er præsten, som har en stærk håbsbevidsthed, en god samtalepartner," siger Bertel Nygaard.

Når præst og patient taler om håb, bruges begreber og ord, som passer med patientens egen forståelsesverden, religiøs elle ej, fortæller Karsten Thomsen.

Ting som skriftemål, håndspålæggelse, bibellæsning og ritualer som vielser og dåb hører da også til sjældenhederne i mødet mellem præst og patient. Bøn og velsignelse er meget almindeligt, men ved lidt over halvdelen af samtalerne er der slet ingen ritualer, som kendes fra kirken.

"Typisk bruger præsten tiden på at lytte, samtale og at være sammen med patienten," siger Karsten Thomsen.

Så hvis nogen forestiller sig hospitalspræsten som en opsøgende forkynder, der med Bibelen under armen banker på patientens dør på jagt efter sårbare sjæle, skal de tro om igen.

Undersøgelserne viser også, at initiativet til over halvdelen af samtalerne bliver taget af patienten eller af en pårørende. Omkring hvert tredje møde er arrangeret af en sundhedsmedarbejder, mens det kun er hvert 10. møde, hvor præsten har banket på døren til hospitalsstuen.

Det er ikke kun uhelbredeligt syge patienter, der ønsker en snak med præsten. Ej heller er det folk i deres sidste leveår.

"Aldersmæssigt ligger hovedvægten af patienterne omkring de 60 til 70 år. Det er naturligt, det er jo dem, der er flest af på et hospital. Men godt hver fjerde af patienterne er under 40," siger Karsten Thomsen. 

Mødet med hospitalspræsten varer typisk 40 minutter til en time, men der er også patienter, der på grund af deres sygdom har meget korte møder på under 10 minutter.

I undersøgelser fremgår det også, at patienter uanset religiøs orientering er meget tilfredse med samtalerne, hvor de oplever, at præsten lytter i stedet for at forkynde.

Dette billede af præsten passer godt med, hvordan præster ser sig selv, vurderer Marie Vejrup Nielsen, der er lektor og ph.d. i religionsvidenskab på Aarhus Universitet:

"Præsten ser sig som en, der skal finde frem til, hvad det er, det enkelte menneske har brug for – og at de ikke ser sig selv som en autoritet på religion eller døden, men som en samtalepartner, der er åben for at gå de veje, folk har brug for," siger hun.