En gruppe sognepræster har foreslået at oprette en neutral instans til behandling af krænkelsessager i folkekirken. Den norske kirke har allerede oprettet et sådant ressourcecenter, hvor krænkede kan indklage deres sager og få omsorg og behandling. Idéen blev skudt ned af de danske biskopper. Men har præsterne alligevel fat i et større principielt spørgsmål?
Måske har folkekirken brug for en instans over biskopperne. En instans, der er uafhængig af stifterne og uafhængig af det politiske system i kirkeministeriet. På trods af fornyet opmærksomhed på stifternes administration fra kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensens (S) side, er ministeriet præget af træg sagsbehandling.
Ydermere er Kirkeministeriet nok ikke den rette instans til at behandle for eksempel teologisk motiverede klagesager. I Sverige har man af historiske grunde en ærkebiskop. Dertil et ansvarsnævn for biskopperne. Da den svenske kirke er fri af staten, har den også en synode, et såkaldt kirkemøde, der er øverste styringsorgan.
I Danmark er det aldrig lykkedes at få opfyldt grundlovens såkaldte løfteparagraf for folkekirken fra 1849, nemlig at folkekirkens forhold ordnes ved lov. Flere udvalg har gennem tiden forsøgt sig med forslag, senest i 2012-2014. Folkekirken er derfor stadig reguleret ved løbende lovgivning. Systemet er blevet udbygget med menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd og så videre – og øverst oppe fungerer Folketinget reelt som øverste synode for folkekirken. Det er et kompromis, der trods alt har vist sin funktionsduelighed i godt hundrede år.
De danske reformatorer foreslog i 1536 kong Christian III, at der skulle være en "drabelig mand" i spidsen for kirken. Det var en slags øverste biskop. Kongen valgte at sætte sig selv i stedet og derved gøre staten til kirkens foresatte. I århundreder fungerede Det Teologiske Fakultet som kirkens øverste læremyndighed, men da universitetet ophørte med at være bundet til lutherdommen, forsvandt dette. Hver biskop blev sit eget stifts allerøverste i teologiske sager. Måske kunne man forestille sig en anden ordning, der ikke ville ændre systemet grundlæggende, men derimod indføre en erstatning for en manglende teologisk top. Altså noget, der kunne kaldes for en folkekirkelig ombudsmand.
Folketingets ombudsmandsinstitution blev oprettet efter svensk forbillede i 1954 som opfyldelse af en løfteparagraf i grundloven af 1953. Og folkekirken er som forvaltningsmyndighed underlagt denne ombudsmand. Derimod ikke i sager om lære og forkyndelse. Ombudsmanden har truffet afgørelse i en række klager over forvaltningsafgørelser i folkekirken. På den måde er ombudsmandsinstitutionen allerede i dag med til at afklare folkekirkens svært overskuelige lovgivning. Det gælder for eksempel biskoppernes bispemøde, der ikke er lovfæstet.
Da et dagblad søgte aktindsigt i bispemødernes referater blev det afvist af kirkeministeriet. Møderne var ikke en del af den offentlige forvaltning. Referaterne viste sig imidlertid at være blevet journaliseret af Københavns Stift. Således mente ombudsmanden, at bispemøderne alligevel var en del af bispeembedets sagsbehandling. Derfor skulle avisen se referaterne. I dag lægger biskopperne selv referaterne ud på folkekirkens hjemmeside. Her ser vi, at ombudsmanden altså har påvirket praksis i folkekirken. Kunne man nu forestille sig, at folkekirken fik sin egen ombudsmandsinstitution? En ombudsmand, hvorunder der også kunne være et kontor for behandling af seksuelle krænkelser og sager, der skal løftes ud af stifterne. Hvad så med lærespørgsmål?
Lige nu er det de enkelte biskopper i deres stifter, der har ansvar for deres præsters lære. Måske skulle en kirkelig ombudsmand også kunne efterprøve sager, hvor biskoppernes forvaltning og tilsyn kommer under anklage? En præst, der er utilfreds med sin biskops teologiske tilsyn ville kunne få større retssikkerhed i et sådant system. Simpelthen fordi præsten kunne få efterprøvet sin teologiske sag hos en folkekirkelig ombudsmand. Folketingets tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen foreslog i 2006, at der blev oprettet et lærenævn til teologiske sager. Det mødte ikke opbakning fra daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V). Immervæk er det kanske værd at genoverveje?
En folkekirkelig ombudsmand kunne være den instans, som uden om teologiske, politiske eller kammeratlige forhold kunne behandle klagesager og indstille lærespørgsmål til efterprøvelse i retssystemet for behandling af gejstlige læresager. Vedkommende ville derfor selv skulle besidde teologisk ekspertise, men også have tilknyttet jurister inden for kirkeret. Folkekirkens sindrige system fungerer – men noget knager. Det kan være tid til en eftersmøring.
Rasmus H.C. Dreyer er adjunkt og ph.d. i kirkehistorie, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.