Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?
Det har min klasselærer på Zahles Seminarieskole i København, Mette Strøm. Hun kunne fortælle de bibelske historier på en levende måde og med så enormt engagement, at det smittede og åbnede for en nysgerrighed. Senere har jeg lært meget både i min egen konfirmationsundervisning og naturligvis på det teologiske fakultet. Men det er særligt de historier, som Mette fortalte os helt tilbage i måske 3.-4. klasse, der står klarest for mig.
Har du en særlig bibelsk sætning, som har betydet meget for dig?
Ja, Hebræerbrevet kapitel 11, vers 1, som lyder 'Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses'. Jeg blev introduceret for den sætning, da jeg var omkring 16 år, og det var som om, at noget faldt på plads. For det første er den smuk, næsten som et kort digt. For det andet rummer den sætning utrolig meget klogskab. Frem for alt håb. Derudover vil jeg også nævne salmebogen. Hver eneste gang jeg sidder med den i hænderne overvældes jeg af mængden af smuk poesi, der formidler Bibelens fortællinger. Også på en indirekte måde. For eksempel er nåden, noget der virkelig optager mig. Nåden er svær at definere og alligevel så afgørende for vores liv, som Johannes Møllehave skriver 'Nåden er, når alt er tabt / at få alt tilbage'.
Hvad er tro for dig?
Tro er noget helt andet og forskelligt fra det erkendelige. Tro er ikke noget, der kan måles i mere eller mindre. For mig er troen at finde ud af livet gennem håbet. Den er opretholdelse, åbenhed, åndelighed, udvikling, opbyggelighed, optimisme og tankevirksomhed. For mig er det evighedens ramme om menneskeheden og universet og en tro på, at det kan blive bedre, og at livet kan blive godt igen. Troen er godhed og mildhed frem for kamp og aggression.
Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?
Alle kender udtrykket 'ligeglad er aldrig glad'. Det er interessant, at Lukas fortæller, at dommeren er ligeglad og ikke frygter Gud. At være ligeglad betyder ikke, at man er i konflikt. Det betyder, at man er uinteresseret, passiv og dermed ingen holdning har. Men vi mennesker lever jo et liv med hinanden, og hvis vores indgangsvinkel til verden var fuldkommen neutral eller uden nogen form for mening, ville vi så overhovedet leve? Dommeren i fortællingen er ikke optaget af at hjælpe enken. Først da han simpelthen bliver bange for, at kvinden vil slå ham i ansigtet, reagerer han. Også det er interessant. Han giver kvinden hendes ret - ikke fordi han alligevel nærer omsorg for hende, men fordi han bliver bange for, hvad der vil ske med ham, hvis han ikke gør det. Men hvad nytter det? Hvis vi slår medfølelsen fra i mødet med hinanden og kun vender blikket indad, ville vi få et meget fattigt samfund.
Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvad ville du så lade teksten handle om?
En har engang sagt, at retten skabes og genskabes i det konkrete møde. Det, der er ret, kan ikke læses noget sted, for ret er noget, vi giver og får, når vi møder det andet menneske, og når vi møder Gud. Det er en smuk anskuelse, og det ville aldrig kunne lade sig gøre, hvis vi var ligeglade med andre. Kristendommen har en gylden regel - gylden, fordi der den dag i dag ikke kan siges noget mere relevant til mennesker. Reglen stammer fra Bjergprædikenen og lyder 'Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem'. Det er den ene regel, vi bør leve vores liv her på jorden efter.
Hvordan lægger teksten op til, at man personligt kan handle anderledes?
Teksten minder os om forholdet mellem lov og religion. I dag er loven det, vi ved, man skal gøre eller ikke skal gøre. Religionen minder os om noget andet. Alt det uden for os selv. Livet må ikke leves udelukkende efter regler og love. Det skal også bygges på moral, følelser og omsorgen og kærligheden for hinanden. Livet bliver større, hvis vi møder hinanden med respekt og kærlighed, og i teksten argumenteres for, at følelser er en bedre rådgiver end regler.