Det var en aften i 2006. Jeg var i en livskrise og havde det dårligere, end jeg nogensinde havde haft det før. Jeg lå på sengen og var fuldstændig slået ud og tom for tanker. Pludselig mærkede jeg noget, der var som en varm hånd, der greb ind i mig og tog min smerte væk. Så bredte der sig en fornemmelse af fylde, som jeg aldrig har oplevet tilsvarende før eller siden. Samtidig var der en stemme, der talte til mig. Den sagde, at den var Helligånden, og fortalte mig, at Guds kærlighed til os mennesker er uendelig. Jeg rejste mig og gik ind til min familie og fortalte, hvad der var sket, og hvad Helligånden havde sagt. Det væltede bare ud af mig.
På overfladen forandrede det ingenting, for jeg var stadig midt i det samme kaos i min livskrise, og jeg vidste også, at det, jeg havde oplevet, ville jeg aldrig kunne bevise eller godtgøre over for andre. Jeg var ikke fremmed over for åndelige fænomener, for jeg havde tidligere klart kunnet mærke, at der er noget liv inden under det liv, vi kan måle og veje. At der er en åndelig sfære, hvor det egentlige liv – det, der bevæger verden – findes. Men jeg var stadig ikke klar over, hvordan jeg skulle finde frem til dette liv og den sandhed, det udspringer af. Det tog mig adskillige år og mange skridt, men oplevelsen den aften satte mig på sporet.
Min morfar lærte mig Fadervor
Siden barndommen har jeg haft et religiøst instinkt – en fornemmelse af, at der var noget andet, som jeg følte mig draget imod. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvor jeg skulle rette denne længsel hen. Mine forældre er ikke troende, men min mor tog mig dog med i kirke til jul og ved andre sjældne lejligheder. Min morfar og min farfar var til gengæld troende. Min farfar tog mig indimellem med i kirke, og min morfar, som ellers var ret privat om sin tro, lærte mig Fadervor. Jeg var omkring 6-7 år gammel, og han kom op fra viktualiekælderen og hen til mig i haven og spurgte mig, om jeg kendte Fadervor, og det gjorde jeg jo ikke. Så det påtog han sig at lære mig.
Jeg søgte som ung en form for disciplin, der kunne hjælpe mig til at vokse som menneske, og en integration af det åndelige liv i alle hverdagslivets aspekter – og en helhed, hvor krop, sanser, intellekt og ånd kunne mødes.
Nogle år senere var jeg på ferie i Grækenland og var ude at gå en søndag morgen. Da klokken blev 10, tænkte jeg, at de nok også havde gudstjeneste på det tidspunkt. Jeg gik ind i en kirke og blev fuldstændig opslugt af det, jeg oplevede. Jeg forstod ikke et ord af, hvad blev sagt og sunget, og kendte intet til de liturgiske handlinger. Folk gik rundt og tændte lys ved ikonerne og bad. Det virkede fremmedartet, og samtidig følte jeg mig fuldstændig hjemme.
Nogle år senere var det, at Helligånden greb ind i mit liv midt i min livskrise. Derefter begyndte jeg at læse i Det Nye Testamente, især Johannesevangeliet. Jeg blev grebet af, hvordan ordene kærlighed og sandhed blev gentaget igen og igen. Og jeg begyndte at lede efter et sted, hvor den forståelse af begreberne, som jeg kunne læse ud af evangelierne, var afspejlet. Det fandt jeg til en vis grad i den romersk-katolske kirke, men i endnu højere grad i den ortodokse kirke.
Vi prøver at blive som Jesus
I den ortodokse kirke taler vi om theosis, guddommeliggørelse. Det handler om at stræbe efter kristelighed, det vil sige at blive et sandt menneske ved at søge at blive som Kristus. Vi prøver at leve troen, som vi forstår den ifølge kirkens forskrifter – og det foregår ikke kun i kirken og om søndagen. Jeg går i kirke flere gange om ugen. Derudover holder jeg mit fokus på Gud ved at bede morgen- og aftenbøn og bede små bønner i løbet af dagen – før og efter alle måltider, og når jeg begynder og afslutter mit arbejde. Vi har også en del fasteperioder og fastedage i løbet af året. Vi faster omkring halvdelen af året, primært lever vi her vegetarisk eller vegansk. Fasten op til påske indebærer desuden et intensiveret bønsliv med fokus på bod og anger.
At blive ortodoks kristen har forandret alt, selvom jeg på mange måder lever samme liv som før. Lidt forenklet vil jeg sige, at før jeg kom til troen, eksisterede jeg bare, nu lever jeg. Det er som forskellen på at se en film og være med i den. Du kan betragte filmen og have en mening om den, men du står uden for handlingen. Nu er jeg trådt ind i filmen og er med til at drive handlingen frem i stedet for at lade mig drive hid og did af andres impulser og idéer.
Det sker sjældent, at jeg bliver grebet af anfægtelse. Men sker det, behøver jeg bare at tænke på oplevelsen med Helligånden. Så er enhver form for tvivl blæst væk. For det var så stærk og ren en oplevelse, som jeg ikke havde bedt om. Den kom bare til mig – manifest og helt og aldeles klar.
Hvad har udfordret din tro?
Der er ikke noget, der for alvor har udfordret min tro. Men det går mig på, når vi skændes åbenlyst i den ortodokse kirke – ofte i relation til noget politisk. Det giver folk et virkelig skidt billede af os og svækker vores mulighed for mission. Det anfægter ikke min tro, men det bedrøver mig.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et råd, jeg fik for nylig af min præst under et skriftemål: Har du ikke fred i hjertet, opnår du ingenting. Det er et fuldstændig djærvt og enkelt råd, som rammer fuldstændig plet. Kirken er sjælens hospital, og livet i kirken er lige præcis en bevægelse frem mod fred i hjertet. Men det kommer ikke af sig selv. Det er ikke bare fede åndelige oplevelser og musik og ikoner og røgelse. Det er disciplin og hårdt arbejde til sidste åndedrag.