Hendes liv endte i disharmoni, da barndommens tro blev kappet. Men et møde med en musiker ændrede alt

Efter mange år som spirituelt søgende følte Karoline Hausted sig i vildrede både musikalsk, menneskeligt og trosmæssigt. Mødet med en amerikansk harpenist blev afgørende for, at hun fandt en ny vej

Karoline Hausted fandt det befriende at gå om bord i Californiens mange spirituelle strømninger, da hun flyttede dertil i 2011. Men hun kom til at savne noget.
Karoline Hausted fandt det befriende at gå om bord i Californiens mange spirituelle strømninger, da hun flyttede dertil i 2011. Men hun kom til at savne noget. Foto: Liv Høybye.

I 2015 boede jeg i Californien og arbejdede som musiker, sådan som jeg også havde gjort i Danmark. Samtidig havde jeg i nogle år været søgende inden for forskellige religiøse og spirituelle traditioner. Jeg havde deltaget i ceremonier hos den indfødte befolkning, holdt fuldmåneceremonier og læst forfattere som Thomas Moore, Thomas Merton, Alan Watts og Kahlil Gibran. Jeg havde også uddannet mig som yogalærer.

Det var inspirerende, men jeg følte mig samtidig langt fra mit skandinaviske kristne og kulturelle matrix. Jeg er vokset op med kristendommen, som jeg især lærte at kende via skolen, hvor vi sang salmer og lærte bibelhistorier. Det fremstod meget abstrakt for mig, men jeg husker, at jeg som barn skrev breve til Gud, som jeg gemte under træer, og førte lange samtaler med Gud, som nærmest havde karakter af forhandlinger.

Som ung lagde jeg afstand til kirken og kristendommen, som jeg fandt gammeldags, patriarkalsk og undertrykkende. Jeg var gået i gang med at studere orgel. Men jeg oplevede kirken som firkantet og fandt ikke rum for lange, søgende samtaler om tro. Derfor var det befriende for mig at kunne gå om bord i Californiens mange spirituelle strømninger, da jeg flyttede dertil i 2011.

Efter knap fem år i USA følte jeg, at jeg var klar til et stort skift i mit indre og musikalske liv. Siden jeg som barn begyndte at udtrykke mig musikalsk, havde musikken været en kilde til glæde, men nu var det, som om musikken tjente mit eget personlige ræs i stedet for at være til tjeneste. Jeg var træt af at forsøge at tilpasse mig musikbranchens forventninger til, hvordan en kunstner skal være. Der var tre parallelle spor i mit liv, som var i disharmoni: Den tradition og religion, jeg var vokset op med, var blevet kappet. Mit spirituelle liv var famlende. Og mit musiske liv gjorde ondt.

Jeg overvejede at uddanne mig til hospicemusiker og var derfor på udkig efter et transportabelt instrument. Jeg blev foreslået keltisk harpe og blev anbefalet at opsøge harpenisten Therese Schroeder-Sheker i Oregon. Det blev et vendepunkt.

I første omgang læste jeg en af Therese Schroeder-Shekers bøger, der handlede om arbejdet med døende og brugen af musik som palliativt redskab. Det, der især greb mig, var kravet til musikeren om nærvær. Therese tilbød forskellige uddannelser, og jeg ansøgte om at komme ind på det, der hed Contemplative Musicianship. Jeg forstod ikke meget af, hvad der lå i ordet kontemplativ, men jeg ville gerne arbejde med musikkens spiritualitet og uddanne mig til at bruge musikken som tjeneste.

Jeg begyndte at spille harpe og fik mulighed for at begynde helt forfra i en proces, Therese kaldte metanoia, hvor man langsomt, lag for lag skræller vanetænkning og ubevidste fastgroede tanke- og væren-mønstre bort – ikke kun i forhold til musikken, men i forhold til verden. Hun stillede mig den opgave at finde ud af, hvor jeg kom fra, og det førte til, at jeg fik fornyet interesse for skandinavisk kultur, historie og religion. Når jeg var på besøg i Danmark, fandt jeg stakkevis af bøger, som jeg slæbte med til USA. Jeg tog også en salmebog med og satte mig i en periode hver dag med en salmetekst, som jeg komponerede en melodi til.

I løbet af de tre år, uddannelsen varede, fik jeg kontakt med mine rødder, samtidig med at jeg kunne åbne mig opad og udvide min horisont. Jeg blev bedre til at lytte både indad og udad. Som musiker har jeg fået mod til at lade stilheden mellem tonerne fylde rummet ud og invitere lytterne ind i stilheden. Og jeg har fået større selvtillid i forhold til troen, så jeg kan være i kirken uden at tænke, at min måde at tro på er forkert. Som organist og kirkemusiker er jeg med til at fylde kirkens rum, og jeg føler, at jeg bidrager med noget særligt, når jeg bruger harpen til meditative gudstjenester.

De tre spor – de religiøse rødder, spiritualiteten og musikken – er blevet forbundet og kan virke sammen på en ny måde i mit liv. Det afspejler sig også på mit nye album, hvor der både er irske folkemelodier, danske salmer og egne kompositioner på harpe.  

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer min tro, når jeg føler angst og smerte og ikke føler mig forbundet eller i kontakt med verden, mig selv og andre mennesker. Så har jeg brug for at kigge indad eller gå ud i verden og sætte mig selv i spil på en ny måde. Jeg kan have en dag, hvor alt synes sort, men så møder jeg måske en gammel ven eller en fremmed, der giver mig et kæmpe smil, og så er jeg tilbage på vejen, og der er håb.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At man skal finde sig og holde fast i en daglig spirituel praksis. Det var min lærer Therese Schroeder-Sheker, der gav mig det råd. Det behøver ikke at være den samme praksis altid. Jeg kan sætte mig med et tændt stearinlys, kigge ind i flammen og lytte. Gå en tur i naturen. Eller skrive dagbog. Man skal passe og pleje sit indre liv, for der er der så mange ting at hente – især i stilheden.