Henning fik en indskydelse om at gå i kirke: Var jeg ikke gået ind ad den dør, havde jeg måske ikke været her i dag

For ni år siden fik Henning Sand Sørensen den tanke, at han skulle gå i kirke, selv om han intet forhold havde til kirke eller kristendom

Henning Sand Sørensen fandt troen i en frikirke i København for omkring ni år siden. I dag kommer han og hans kone især i frikirken KBC, Københavns Bibeltrænings Center, i Albertslund.
Henning Sand Sørensen fandt troen i en frikirke i København for omkring ni år siden. I dag kommer han og hans kone især i frikirken KBC, Københavns Bibeltrænings Center, i Albertslund. Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

For lidt over ni år siden fik jeg nærmest ud af det blå den tanke, at jeg skulle gå i kirke. Jeg havde ellers ikke haft nogen relation til kirken og havde ikke nogen specielt positive minder om kirke og kristendom fra min barndom. Alligevel fik jeg den tanke, at jeg havde brug for at gå i kirke. Jeg havde tænkt på, hvordan jeg som værnepligtig var kommet på et af KFUM’s Soldaterhjem. Vi var nogle fra kasernen, som gik derover indimellem, fordi det var hyggeligt, og vi havde ikke så meget andet at få tiden til at gå med. Dengang gjorde det ikke så stort indtryk på mig, men nu huskede jeg, hvordan de ansatte på soldaterhjemmet altid var nærmest irriterende glade og hjertelige.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle finde en kirke, så jeg søgte lidt på internettet og fandt to forskellige frikirker i København, som jeg kiggede nærmere på. Valget faldt på Kirken i Kulturcentret i Københavns Nordvestkvarter, og jeg tog derhen søndag formiddag, parkerede bilen og gik hen til indgangen. Da jeg tog i døren, var der en stemme, som tydeligt sagde til mig: ”Hvis du går ind ad den dør, bliver dit liv totalt forandret.” Det kom til at holde stik.

Mandegruppen blev vendepunkt

Jeg gik ind, og med det samme var der en mand, der kom hen til mig og bød mig velkommen og spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg forstod ikke helt spørgsmålet og sagde bare ”derudefra”. Nu ved jeg, at han mente, hvilket kirkesamfund jeg kom i. Men jeg var helt blank på den slags. Han fortalte, at han var med i en mandegruppe i kirken, og så præsenterede han mig for en masse andre, som var med i samme gruppe. De modtog mig alle med en utrolig varme og hjertelighed. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. De viste mig rundt og tog mig med ind i salen, hvor der blev holdt gudstjeneste, og de sørgede for, at jeg var i midten af deres kreds hele tiden.

Det hele var meget overvældende, men det føltes rigtigt. De havde egentlig sommerpause i mandegruppen, men fordi jeg var kommet, besluttede de at holde et møde næste dag, hvor jeg blev inviteret med. Jeg besluttede at gå positivt ind i det, så når de andre bad, bad jeg med. Jeg havde jo ikke for alvor noget forhold til Jesus på det tidspunkt, men jeg ser alligevel den søndag og mødet i mandegruppen dagen efter som det afgørende vendepunkt i mit liv.

Jeg var blevet skilt et halv år tidligere, og jeg sad alene i et hus og var åndeligt nærmest død. Jeg arbejdede i et privatkonsulentfirma, hvor det var penge og resultater, der talte. Jeg havde kørt derudad med 120 kilometer i timen, og alt handlede om dyre biler og nyt hus. Der manglede nærhed og mening.

I kirken oplevede jeg en hjertelighed og rummelighed og et stærkt fællesskab omkring troen. Jeg havde en stærk oplevelse af kærlighed, men til at begynde med – da jeg ikke rigtigt kendte Jesus – følte jeg ikke, at jeg fortjente den. Jeg ville bare gerne give mest muligt tilbage, så jeg engagerede mig som frivillig i kirken på alle mulige planer. Ret hurtigt blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe med et eller andet i kirken, og jeg begyndte med at vaske gulv og rengøre toiletter.

De andre anede ikke, hvad jeg havde lavet i min erhvervskarriere, men de kunne fornemme, at jeg kunne noget med at lede. Så jeg blev hurtigt involveret i deres store kvindekonferencer, og jeg blev også leder af en af grupperne i kirken. Siden blev jeg producer med ansvar for at afvikle gudstjenester og konferencer og den slags. Jeg har også lavet teambuilding-kurser for lederskabet i kirken.

Skilsmissen var en stopklods

I begyndelsen var det først og fremmest fællesskabet, der tiltrak mig, men jeg kunne se, at det var troen på Jesus, der gav de andre glæde og overskud. Så på et tidspunkt kom det naturligt til mig at overgive mit liv til Jesus, og det er jo det, der er det afgørende. Jeg tror på, at Jesus har kaldt på mig i mange år, men jeg forstod det ikke, fordi jeg var så optaget af alt det verdslige. Jeg tror, at skilsmissen var en stopklods, som Gud satte op for mig for at give mig en chance for at lytte og finde Jesus.

Den største forskel på mit liv før og efter, at jeg gik ind ad den kirkedør for ni år siden, er, at der er kommet en ro og balance i mit liv. Nu stoler jeg på, at uanset om verden vælter rundt om mig, så har Jesus fat i mig, og jeg skal bare holde fast i den tro og det håb.

Jeg tænker indimellem på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde haft mod til at træde ind ad døren dengang for ni år siden. Det var solskin og strålende vejr til en kajaktur. Men jeg valgte kirke frem for kajak, og det takker jeg virkelig Jesus for. Var jeg ikke gået ind ad den dør, havde jeg måske ikke været her i dag. Åndeligt set havde jeg i hvert fald været død.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har ikke tvivlet på, at Gud eksisterer. Men jeg kan stadig blive udfordret af at turde overgive mig helt til troen, så jeg kan lukke øjnene og lade mig falde bagover og stole på, at Jesus griber mig – uden lige at skulle bede nogle om at lægge en pude under. Jeg tror, at vi mennesker har en vis modstand mod helt at give slip.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det er først og fremmest vigtigt at lære Jesus at kende, og det gør man ved at læse Bibelen. Men ofte kan det, Jesus lærer os, være svært at forstå, fordi han vender det hele på hovedet, så det strider mod, hvad vi er blevet opdraget til at tænke og tro. Derfor kan det være godt at have en gruppe, som man kan mødes med for at vende og dreje det, man har læst.