Historisk kloster i Ukraine ransaget: Efterretningstjeneste ledte efter russiske spioner og våben

Det historiske hulekloster i Kiev blev tirsdag ransaget efter mistanke om, at klosteret husede russiske agenter, der brugte stedet til at planlægge sabotage og opbevare våben

Ransagningen af det historiske klosterkompleks Kyiv Pechersk Lavra fra 1000-tallet er meget opsigtsvækkende, fortæller Emil Saggau, der er kirkehistorier med speciale i ortodokse forhold.
Ransagningen af det historiske klosterkompleks Kyiv Pechersk Lavra fra 1000-tallet er meget opsigtsvækkende, fortæller Emil Saggau, der er kirkehistorier med speciale i ortodokse forhold. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix.

Klosterkomplekset Kyiv Pechersk Lavra, der er kendt som huleklostret, og en række andre af Ukraines religiøse institutioner blev tirsdag ransaget af landets efterretningstjeneste.

Den ukrainske efterretningstjeneste SBU udtalte efterfølgende, at det skete som del af tjenestens "systematiske arbejde for at imødegå de undergravende aktiviteter i de russiske specialtjenester i Ukraine". Desuden reagerede de på mistanke om brugen af klostret “til beskyttelse af sabotage- og rekognosceringsgrupper, udenlandske statsborgere, og våbenopbevaring”.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

I samarbejde med politiet har efterretningstjenesten undersøgt over 350 kirkebygninger og kontrolleret 850 personer. 

Især ransagningen af det historiske klosterkompleks, Kyiv Pechersk Lavra, fra 1000-tallet, som står på UNESCO-verdensarvsliste og som kaldes ét af Ukraines syv undere, er meget opsigtsvækkende, fortæller Emil Saggau, der er kirkehistorier med speciale i ortodokse forhold:

"I Ukraine er ransagning af kirker og klostre associeret med sovietregimets kristenforfølgelser. Og Kyiv Pechersk Lavra er ikke bare Ukraines historiske, litterære og åndelige hjerte, det er blandt de ti vigtigste klostre i hele den ortodokse verden," siger Emil Saggau.

Klostret er også hovedsæde for den ukrainsk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet, som løsrev sig fra Rusland i maj måned efter, at overhovedet for Moskva-patriarkatet, Patriark Kirill, havde givet sin fulde støtte til Ruslands invasion af Ukraine.

Men trods løsrivelsen fra Rusland er flere præster blevet beskyldt for stadig at støtte krigen, og den ukrainske efterretningstjeneste har holdt skarpt øje med klostret:

“På grund af de historiske forbindelser mellem klostret og Moskva-patriarkatet, er der en klar formodning om, at flere af klostrets munke og præster har prorussiske sympatier. Men spørgsmålet er, hvor stærke forbindelserne er nu, og om de handler på deres sympatier,” siger Emil Saggau.

Efterretningstjenesten fik bekræftet sin mistanke, da der dukkede en video op fra en gudstjeneste i klostret den 12. november, hvor en præst talte om Ruslands "opvågning", og få dage senere blev en præst taget i at uddele foldere, der retfærdiggjorde Ruslands invasion af Ukraine.

Det ledte tirsdag til en ransagning af både Kyiv Pechersk Lavra og andre klostre og kirker i Ukraine.

Ransagningerne viser, at myndighederne ikke længere holder de religiøse rum hellige, som man har gjort før, forklarer Emil Saggau.

“I 2014 flygtede demonstranterne fra Maidan-pladsen ind i Kyivs klostre, og her gik politiet ikke efter dem, netop fordi man respekterede de religiøse rum. Men under krigen er Ukraines kirker og klostre både blevet ransaget, beskudt og bombet,“ siger Emil Saggau.

Det står ikke klart, om efterretningstjenesten fandt russiske agenter eller våben i de kristne institutioner.

Efterretningstjenesten har dog meddelt, at de har tilbageholdt russiske statsborgere, og at de under ransagningen fandt pro-russisk litteratur og både russisk, amerikansk og ukrainsk valuta.

Ifølge ukrainske medier har tjenesten siden krigens begyndelse afsløret 33 agenter for Rusland blandt medarbejdere i den ukrainsk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet, og de har indledt 23 straffesager.

Den ukrainsk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet føler sig dog ikke kun presset af de ukrainske myndigheder, forklarer Emil Saggau:

"I de besatte områder er flere af deres kirker blevet opslugt af den russiske kirke, så de går en meget usikker fremtid i møde," forklarer han. 

Tirsdagens ransagninger er allerede blevet mødt med skarp kritik fra Rusland. Kreml-talsmand Dmitrij Peskov beskyldte Ukraine for at være i krig med den ortodokse kirke, og talsmanden for Moskva-patriarkatet, Vladimir Legoyda, udtalte, at ransagningen næppe ville møde kritik fra Vesten:

"Som i mange andre tilfælde af forfølgelse af troende i Ukraine siden 2014 vil denne intimidering af troende med sikkerhed gå ubemærket hen i det internationale menneskerettighedssamfund," sagde Vladimir Legoyda.

Også Patriark Kirill har fordømt ransagningen, som han kaldte en "intimiderende handling mod troende".