Hospitalspræst: "Gud har ikke lovet, at det skal gå os godt, men han er altid med os"

Vi må gerne håbe på miraklet, men ikke forvente det, mener hospitalspræst Karen Søe Pedersen i sin udlægning af søndagens tekst

B.O - Kristeligt Dagblad: Hospitalspræst Karen Søe Pedersen, Aalborg Universitetshospital, 21. oktober 2021.
B.O - Kristeligt Dagblad: Hospitalspræst Karen Søe Pedersen, Aalborg Universitetshospital, 21. oktober 2021.

Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?

Den kongelige embedsmand opsøger Jesus og beder om et mirakel, nemlig helbredelsen af sin døende søn. Jesu første svar til embedsmandens ønske om et mirakel er en anklage: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Det er ikke bare henvendt til embedsmanden, men også til dem der har stået og lyttet til Jesus, og til os, som læser med.

Mellem linjerne siger Jesus, at vi ikke skal lade vores tro styre af ydre tegn og undere. Og det sætter os fri fra at slutte, at det går os dårligt, fordi vi har tænkt eller gjort noget forkert, eller det går os godt, fordi vi er gode.

Det er en befrielse, at troen ikke kan måles og vejes. Gud er med os alle dage, ikke fordi vi er gode, men fordi vi er hans børn.

Som hospitalspræst møder jeg også folk, der håber på mirakler, selvom prøver og scanninger viser, at det går den gale vej.

Vi kan ikke lade være med at håbe på et mirakel og også bede om, at det må ske, når vi selv eller vores kære er ramt. Men jeg ser, at vi langt fra altid får det, vi beder om. Det går os ikke som den kongelige embedsmand, der får sin søn tilbage.

Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om?

Jeg ville netop tage fat i faderens fortvivlelse og hans nødråb om helbredelse. På hospitalet møder jeg mange dybt fortvivlede pårørende, der råber eller beder Gud om at helbrede deres elskede.

Bønnen og råbet skal siges, men de sætter os også i et dilemma. For hvis det ikke går, som vi beder om, hvad så? Har vi så ikke bedt nok, eller har vi ikke fortjent det, vi beder om? Eller har vi været for egoistiske i vores bøn?

Jeg vil tage med i min prædiken, at vi skal udvide bønnen og bede: ”Gud, hvis du har magt til det, beder vi dig om, at den syge klarer sig igennem. For vi holder ikke til at miste vores kære. Sådan som det ser ud, ser det ikke ud til, at du har magt til det. Giv os styrke og vær med os, også når det ikke går sådan, som vi beder om.”

Hvilke overraskelser, som alle måske ikke får øje på, vil du gerne pege på i fortællingen?

Jeg hæfter mig ved det, Jesus siger til embedsmanden: ’Din søn lever’. Det er den virkelighed, embedsmanden længes efter at høre, gælder. Men ordene har en dobbelt betydning, når de kommer fra Jesus. ‘Din søn lever’ betyder også det dybere, at sønnen – og vi andre med – har det evige liv.

Jeg husker en familie, der netop havde fået den forfærdelige besked, at der skulle slukkes for deres datters respirator. Jeg blev kaldt ind på sygehuset, for at vi sammen skulle bede fadervor, lyse velsignelsen og synge en salme. Mine første ord til familien var:

”Min største medfølelse med jer!”

Faren svarede: ”Tak fordi du siger sådan. Men for mig er det lige nu en stor trøst, at vores datter kommer hjem til Gud, hvor der ikke er smerte og sygdom og bedre at være.”

I det øjeblik var hans tro stærkere end min, og den støttede familien midt i sorg og kaos.

Hvilken bibelsk fortælling har haft størst betydning for dig?

Det må være lignelsen om den fortabte søn. Jeg tænker på den i situationer, hvor jeg har det svært med mig selv. Hvis jeg bliver jaloux eller bitter eller føler mig tilsidesat. Så husker jeg, at der er plads til mig uanset hvad. Gud står med åbne arme. Gud tilgiver mig.

Hvilket bibelcitat ville du vælge til din gravsten?

Så ville jeg vælge en linje fra salme nummer 754 ’Se, nu stiger solen af havets skød’.

”Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn.”

Den linje står jo usynligt på hvert et gravsted, tænker jeg.

Johannesevangeliet 4,46-53