Jeg var 15 år og boede på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland. Min familie og jeg var kommet til Danmark som flygtninge fra Iran tre år tidligere, og vi havde fået afslag på asyl. Jeg havde svært ved at se noget håb for fremtiden.
I Iran havde min familie haft store problemer, og familieproblemerne var blevet værre, efter at vi var kommet til Danmark. Min mor og jeg havde aldrig rigtig været tætte. Vi kunne ikke forstå hinanden, og det endte i konflikter, hver gang vi forsøgte at tale sammen. Jeg var også vokset op med en følelse af, at jeg var forkert og syndig. At jeg ikke var god nok, som jeg var. Jeg ville bare væk fra det hele, fra min familie, fra livet på udrejsecentret. Jeg tænkte på at stikke af eller at tage mit eget liv.
En aften kom jeg tilbage til asylcentret efter et besøg hos en veninde. Jeg følte, at jeg var ved at miste mig selv. På det tidspunkt var jeg begyndt at gå til dåbsundervisning i en kirke sammen med min far. Jeg vidste ikke, om jeg ville døbes, men jeg ville gerne vide mere om kristendommen. Da jeg allerførste gang var i en kirke, havde jeg mærket en særlig fred. Det var i Holstebro, hvor jeg gik i modtageklasse på en lokal folkeskole, og vores lærer tog os med i kirke til påske, så vi kunne lære noget om de kristne traditioner. Vi sang nogle salmer og læste nogle bibelvers, og jeg mærkede en tryghed i rummet, som jeg ikke havde oplevet før. Som om der var en, der passede på mig.
Den aften i udrejsecentret bad jeg Jesus om at give mig et tegn. Hvis du er der, så giv mig et tegn, eller vis mig et mirakel, så jeg kan vide, at det er dig, jeg skal følge, bad jeg. Der skete ikke noget mirakel eller noget overnaturligt. Men næste dag, var det, som om jeg havde fundet mig selv. Jeg følte en stor lettelse indeni. En form for fred, jeg ikke havde kendt tidligere. Den voldsomme hovedpine med besvimelser, der havde plaget mig længe, var også forsvundet. Og mit forhold til min mor var forandret. Det var, som om hun kunne mærke, at jeg var i fred med mig selv, og derfor fandt hun også en form for fred, og vi kunne åbne os for hinanden.
Fra den dag vidste jeg, at kristendommen er sand, og at Jesus er med mig. Jeg vidste stadig ikke, hvordan jeg skulle få en fremtid, for vores situation var den samme. Vi boede stadig på udrejsecentret og frygtede at blive tvunget tilbage til Iran. Men nu troede jeg på, at Jesus ville være med mig, uanset hvad der skete. Jeg vidste, at Jesus forstår mig og vil skabe et godt liv for mig, hvis jeg bare går i hans fodspor og bliver på hans vej. Et stykke tid efter blev min far og jeg døbt i Grønnevang Kirke i Hillerød. Selvom jeg kun fik nogle håndfulde vand på hovedet, var det, som om jeg blev badet over hele kroppen. Jeg følte mig renset og fri bagefter. Noget tid senere blev min mor døbt i en anden kirke.
Min familie er kurdere og har været yarsanier i mange generationer. Det er en religion, hvor slægten og traditionerne betyder meget, og især for min far var det noget, han følte sig forpligtet på. Yarsani-mænd skal have overskæg som et tegn på respekt for Gud, og der var også forskellige højtider og pilgrimstraditioner, som vi deltog i. For mig som barn betød det mest noget, fordi det var festligt og sjovt at møde vores familie. Jeg kunne ikke rigtig føle troen i hjertet.
Med kristendommen er det anderledes. Jesus elskede alle, uanset deres hudfarve eller baggrund. Han gav kærlighed uden at forvente at få noget igen. Det ideal er meget smukt og gør kristendommen til noget særligt, og det er det, jeg ønsker at følge i mit liv. Jeg tror, at hvis alle elskede hinanden lidt mere, som Jesus gjorde, ville verden blive et smukkere og bedre sted.
Jeg beder ikke hver dag eller på bestemte tidspunkter. Jeg beder, når jeg føler, at jeg har brug for det, eller når en, jeg kender, har brug for det – eller når verden har brug for det. Jeg går i kirke de fleste søndage og synger også i et kor, Omid, som synger kristne sange på farsi.
Kristendommen betyder ikke, at Gud fjerner alle sorger fra vores liv, og jeg er forberedt på, at der kommer svære situationer i mit liv igen. Men hvis jeg bliver ved med at følge Jesus, skal det nok gå, og jeg kan også lære noget af det, der er svært. Man kan godt sige, at min barndom og ungdom er blevet stjålet fra mig, men jeg har også lært meget af de syv år som asylsøger. Jeg har lært at være stærk og modig og tålmodig, og jeg er blevet så taknemlig for den frihed, vi har fået nu. Man kan altid lære noget af det mørke, man går igennem. Man kommer ud i lyset, men lyset har en pris.
Hvad har udfordret din tro?
Indimellem, mens vi boede på udrejsecentret, forstod jeg ikke, hvorfor Gud ikke hjalp mig. Hvorfor skulle jeg vente så længe? Så kunne jeg godt blive vred eller sur på Gud. Men det varede ikke ret længe. For når du kan mærke, at Gud er ved din side, kan du gå igennem det hele. Man må være tålmodig og trofast mod Gud – og tro på, at man kan lære noget af det, der sker.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er buddet om næstekærlighed. Det er det største i kristendommen. At man skal give kærlighed til dem, man kender, og til dem, man ikke kender, til alle, man møder på sin vej. Man kan ikke forklare betydningen af det. Det er noget, man skal forstå med hjertet.