Det var en lørdag i påsketiden i 2016. Jeg havde sagt ja til at døbe et barn, selvom jeg på det tidspunkt ikke arbejdede som præst. Jeg kendte ikke familien ret godt, men da det af forskellige grunde var svært for familien at få arrangeret en dåb hos den lokale præst, havde jeg sagt ja. Så nu stod jeg i Tinglev Kirke i Sønderjylland og havde min præstekjole på for første gang i lang tid.
Jeg havde ikke tænkt andet end, at jeg gerne ville hjælpe familien. Men under dåbshandlingen stod det med ét fuldstændig klart for mig, at jeg skulle være præst igen. Jeg kunne mærke i krop og sjæl, at det var dér, jeg hørte til. I kirken, i min præstekjole og i præsteembedet. Det var en stærk vished, som kom meget klart til mig. Under dåbsfesten, hvor min familie og jeg var inviteret med, sagde min mand til mig: ”Det er det, du skal. Du skal være præst igen.” Han kunne se det på mig.
Jeg tror på Helligåndens inspiration, og jeg tænker, at det var Gud, der kaldte mig tilbage til min tjeneste som præst. Jeg havde heller ikke haft lyst til at forlade præsteembedet. Men det var gået sådan, fordi jeg skulle have familielivet til at hænge sammen. Jeg ville ikke have, at mine børn skulle se tilbage og sige, at mit arbejde havde været vigtigere end familiens behov. Jeg havde været sognepræst på Lolland i 16 år, da jeg forlod jobbet og i stedet uddannede mig til farmakonom og sammen med min mand overtog et apotek i Aabenraa.
I de otte år, der gik, indtil jeg stod i kirken i Tinglev og døbte en lille dreng, havde jeg kun udført ganske få kirkelige handlinger. Jeg blev ellers ret ofte spurgt af mennesker, jeg ikke kendte, om jeg ville vie, begrave eller døbe nogen, fordi mange mennesker kender mig fra min og min families medvirken i tv-dokumentarserien ”Årgang 0”. Serien havde jo over en million seere til de mest sete afsnit, så mange mennesker syntes, at de kendte mig, og opsøgte mig af den grund. Det var selvfølgelig en stor tillidserklæring, men jeg sagde kun ja til mennesker, jeg kendte godt. Men da moderen til den lille dreng spurgte mig i foråret 2016, gjorde jeg en undtagelse, og det er jeg dybt taknemlig for i dag. Det blev jo min vej tilbage til det sted, jeg hører til. Jeg forestillede mig ellers, at jeg skulle blive i apoteksbranchen resten af mit arbejdsliv.
Jeg er født i en katolsk familie, hvor troen var noget nærmest naturgivent, som man fik ind via fællesskabet og familielivet. Det er jeg meget taknemlig for, for det har betydet, at jeg altid har haft en stærk og selvfølgelig tro på Gud. At jeg selv skulle blive præst, var der selvfølgelig ikke lige lagt op til, for det er jo ikke muligt for kvinder at blive præster i den katolske kirke.
Gud havde en besked til mig
Men der skete så det, at min far blev syg og døde, da jeg var 12 år. Efter nogle år fandt min mor sammen med en jesuit, der underviste på det katolske Niels Steensens Gymnasium, hvor jeg var elev. Han var opvokset i Holland og blevet jesuit som 18-årig, fordi det gav ham en god mulighed for at få en uddannelse, ikke fordi han egentlig ville vælge ægteskab og familieliv fra. Da min mor og han forelskede sig, besluttede han at forlade Jesuiterordenen og gifte sig med hende.
Det endte med, at de kun måtte sidde bagerst i kirken, og de måtte ikke gå til alters. Så min stedfar blev i stedet præst i folkekirken. Min mor, der altid havde drømt om at blive præst, begyndte at læse teologi og blev også præst sidenhen.
Efter den lørdag i 2016, hvor jeg havde mærket, at Gud kaldte mig tilbage til kirken, begyndte jeg at søge job nærmest med det samme. Efter ret kort tid fik jeg et embede som præst for den danske menighed i Tarp i Sydslesvig, og der var jeg i to år, indtil jeg fik min nuværende stilling i Felsted, som ligger tæt på Aabenraa, hvor min mand fortsat driver apotek.
Min katolske baggrund bruger jeg blandt andet, når jeg laver meditationsgudstjenester. Men jeg er blevet en ret god lutheraner med tiden, og selvom jeg sætter stor pris på at være opkaldt efter karmeliternonnen og mystikeren Teresa af Avila, kunne jeg ikke finde på at bede til hende, for at hun kan gå i forbøn for mig. Jeg får heller ikke guddommelige visioner, sådan som hun gjorde. Men da jeg stod i Tinglev Kirke den aprildag for fem år siden, var jeg ikke i tvivl om, at Gud havde en besked til mig: Jeg kunne mærke, at jeg var landet der, hvor jeg hørte til, både i krop og sind.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg er så heldig at være vokset op i en familie, hvor troen var noget nærmest naturgivent, og hvor man altid har sagt, at der er en mening med det, der sker. Den tro har egentlig aldrig forladt mig, men det er da indimellem en udfordring at se, hvad meningen er. Da jeg i en årrække ikke kunne se nogen mulighed for at virke som præst, havde jeg da svært ved at se, hvad meningen med det var. Er det virkelig Guds mening, at jeg skal forlade den kirke, hvor jeg har tjent i 20 år?
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At give Gud i vold. Læn dig tilbage og stol på, at Gud vil det rigtige. En god kollega, Rebekka Maria Brandt Kristensen, der er sognepræst i Søllested på Lolland, sagde det for nylig til mig, og jeg må give hende ret. Når man bliver frustreret over noget, er det eneste rigtige at give det Gud i vold og stole på, at Gud nok skal finde ud af det.