Hun var i praktik som præst i 9. klasse. Nu vil Dorthe Tofte-Hansen være biskop

Folkekirken har meget få tilbud til unge voksne, mener bispekandidat Dorthe Tofte-Hansen. Vinder hun bispevalget i Fyens Stift, har hun flere initiativer, hun vil sætte i gang med det samme

Dorthe Tofte-Hansen bor i Dalum Præstegård i Odense med sin mand og to yngste børn. Ved siden af ligger Dalum Kirke, hvor hun har været præst i 20 år.
Dorthe Tofte-Hansen bor i Dalum Præstegård i Odense med sin mand og to yngste børn. Ved siden af ligger Dalum Kirke, hvor hun har været præst i 20 år. Foto: Leif Tuxen.

Kan man komme i praktik som præst? Dorthe Tofte-Hansen gik i 9. klasse, hun skulle i erhvervspraktik, og hun kunne faktisk godt tænke sig at komme i praktik som præst. Hun spurgte sin konfirmationspræst, som hun havde været glad for at gå hos. 

"'Ja ja', svarede han bare, 'du møder klokken 08.00, og så drikker vi kaffe som det første'. Så det gjorde jeg og fulgte ham i en uge, og det var virkelig spændende," siger Dorthe Tofte-Hansen, hvis fine, lyse træk lægger sig i genkaldende folder. 

Denne artikel er en del af denne serie:
Bispevalg i Fyens Stift

Hun sidder i sin ene stue i Dalum Præstegård i Odense. Gården putter sig for enden af en snæver allé klædt i golde vinterfarver. Et stenkast derfra ligger Dalum Kirke. Her har Dorthe Tofte-Hansen været sognepræst i 20 år. 

Praktikugen var langt fra første gang, Dorthe Tofte-Hansen stiftede bekendtskab med kristentroen og kirkelivet. Hun havde sunget i kirkekor, siden hun var ni år en fritidsinteresse, som i øvrigt fulgte hende gennem gymnasiet og tiden på teologistudiet på Københavns Universitet og hun holdt af kirkerummet og gudstjenesten, som fyldte hende med en særlig ro og eftertanke.

"Min konfirmationspræst var intellektuel og god til at bruge litteratur i både sine prædikener og sin tænkning, og for en ung pige som mig, som altid havde været enormt glad for at læse, smeltede min kærlighed til bøger, sprog og sang sammen i praktikugen." 

I dag er hun kandidat til bispeembedet i Fyens Stift, som bliver ledigt, når den nuværende biskop, Tine Lindhardt, går på pension i udgangen af januar. 

En insisterende gøen afbryder samtalen, og Dorthe Tofte-Hansen rejser sig for at lukke familiens toårige gravhund, Fanny, ind i stuen. 

I barndomsbyen Humlebæk gik Dorthe Tofte-Hansen i en halvdagsbørnehave, fordi moderen ikke arbejdede. I børnehaven spillede lederen på guitar og sang kristne sange for børnene. Hun var luthersk missionsk, og Dorthe Tofte-Hansens grundtvigske forældre var lidt betænkelige ved hende. 

"Men jeg havde et meget nært forhold til hende. Hun prægede mig, og da jeg blev indsat som præst i Vestervang Kirke i Helsingør, var hun til stede. Det var meget rørende og sødt, særligt fordi Luthersk Mission har det svært med kvindelige præster," siger hun.  

Forældrene fik Dorthe Tofte-Hansen døbt og tilskyndede hende til at blive konfirmeret, men det var først senere og på eget initiativ, at hun rigtigt stiftede bekendtskab med kirken. Godt nok har hendes tro, skynder hun sig at understrege, altid været der.  

"Men det var først, da jeg begyndte på teologistudiet, at jeg forsøgte at formulere, hvad troen handler om for mig. Jeg er inspireret af den eksistensteologiske tilgang og finder hvile i, at der findes noget, som er større end mig selv."

Særligt finder hun trøst hos den danske præst og forfatter Jakob Knudsen, som står bag to af sognepræstens favoritsalmer "Se, nu stiger solen" fra 1890 og "Tunge, mørke natteskyer" fra samme år, hvor angst og mørke spiller hovedrollen. 

Dorthe Tofte-Hansen citerer salmen frit fra hukommelsen.

"'Vær mig nær, thi uden dig ensomhed mig truer', skrev Jakob Knudsen. For mig er det et billede på, at mennesket kan føle sig ensomt og overladt til sig selv i verden, men det er vi ikke. Troen er modsvaret til angsten."

Hun holder en lille pause. 

"Det, der er svært, lægger jeg over til Gud," siger hun så.  

Folkekirken har meget få tilbud til unge voksne, mener bispekandidat Dorthe Tofte-Hansen, som vil række ud til gruppen af unge voksne, hvis hun bliver biskop.
Folkekirken har meget få tilbud til unge voksne, mener bispekandidat Dorthe Tofte-Hansen, som vil række ud til gruppen af unge voksne, hvis hun bliver biskop. Foto: Leif Tuxen.

Man må ikke blive "rutinepræst" 

Gennem sin karriere har Dorthe Tofte-Hansen taget efteruddannelse som sorggruppeleder, arbejdet som sygehuspræst, og så er hun praktikvejleder for nyuddannede præster. Hun har tænkt sig at lade sig forme resten af sit liv. Også som biskop, hvis det er hende, der trækker flest stemmer i den igangværende afstemning om det fynske bispesæde.

"Det er vigtigt, at man ikke kører på rutinen, eller når til et punkt, hvor man bilder sig selv ind, at der ikke er mere at lære. Hver gang man har en opgave, skal man se den som en ny udfordring. Ellers bliver man rutinepræst," siger hun med et fast blik. 

Fanny springer rundt i det brune lædermøblement og kræver fokus. Dorthe Tofte-Hansen ler undskyldende. 

Frygten for at blive "rutinepræst" vil sognepræsten bruge som drivkraft til at løse de opgaver, hun allerede øjner i horisonten. 

Hun nævner i flæng præstemangel og affolkning i Fyns mange landsogne. Hun har svært ved at pege på den vigtigste opgave, men begrebet tillid, siger hun, spiller en afgørende rolle i, hvordan hun vil gribe forestående opgaver an. 

"Det handler selvfølgelig om at bruge tillid til at sikre et godt arbejdsmiljø, men det handler også om, at jeg fra første dag skal have sat et godt hold og skabt tillid mellem mig selv og provsterne, præsterne og menighedsrådene."

Hun vil vække tillid ved at vise, at hun rent faktisk lytter, siger hun. 

"Man kan sidde og lytte, men man skal huske at tage det, som bliver sagt, med sig videre i det konkrete arbejde. Det betyder nødvendigvis ikke, at man skal lade andre bestemme, men jeg tror faktisk, der er rigtig meget brug for, at folkekirkens ansatte føler sig hørt, og at man som biskop viser, at man gerne vil samarbejde." 

Katrine Blinkenberg har sagt, at der findes en tavshedskultur i folkekirken. Har hun ret? 

"Jeg kan godt forstå, hvad hun mener, men jeg kan ikke helt genkende billedet. Det er klart, at dem, som ikke trives særligt godt og føler sig overladt til sig selv, kan have en opfattelse af at blive ramt af tavshed, hvis de ikke får den hjælp, de skal have." 

Vil du arbejde for at ændre denne som biskop?

"Jeg er stor fortaler for, at nyansatte præster bliver en del af et fagligt netværk og får et stærkt kollegialt fællesskab. Derudover mener jeg, at efteruddannelsen af de nyuddannede præster skal styrkes, og det samme skal muligheden for supervision for præster. Der ligger også et ansvar ved præsterne selv, for vi skal tage ansvar for vores eget liv. Men det er ikke det samme som at sige, at jeg ikke synes, det skal tages alvorligt," siger Dorthe Tofte-Hansen og kommer i tanke om noget: 

"Jeg tror på, at det som biskop er vigtigt, at man ikke kun fokuserer på, at vi har alle de her problemer. Man skal blive ved med at have en vision. Vi er her også, fordi vi vil noget med vores kirke." 

Hun tager hånden til hovedet og fortsætter: 

"Der er for eksempel ikke nogen, som gider at sidde i menighedsråd, hvis de bare får at vide, at de skal ordne præstegården og løse problemer. Selvfølgelig skal man som biskop ikke lægge opgaver ned over hovedet på folk, men man kan sætte nogle pejlemærker op." 

Dorthe Tofte-Hansen har to "forsigtige" bud på pejlemærker. Hun retter sig selv "... eller jeg har to bud, som jeg synes er rigtigt vigtige". 

"Helt konkret skal plejehjemsbeboere have bedre mulighed for at komme til gudstjeneste i en kirke. Det er godt og vigtigt, at præster kommer på plejehjemmene, men uanset om man er gammel, dement, eller multihandicappet, tror jeg, det vil være dejligt en gang imellem at komme i kirke og bruge sine sanser i det smukke rum med højt til loftet og lytte til det rungende orgel."

Det andet bud handler om en gruppe, som Dorthe Tofte-Hansen ikke mener får nok af folkekirkens opmærksomhed. De unge voksne. 

"Vi ved, at over 40 procent af de unge voksne mistrives og føler sig ensomme. Folkekirken har meget få tilbud til denne gruppe, og jeg tror egentlig, at deres generation er meget mere åbne end min egen generation over for kirke og kristendom. Der er kæmpe potentiale for at hjælpe til og række ud." 

"Fanny, nu stopper du simpelthen," udbryder Dorthe Tofte-Hansen med et kærligt blik på samtalens firbenede deltager, der øjensynligt er træt af at dele opmærksomheden. 

Måske Fanny skal til at vænne sig til det.