Betydningen af samtalen i ægteskabet kan ikke overdrives
Flemming Baatz Kristensen, født 1953, er sognepræst i Sct. Pauls Sogn i Aarhus
Man kan lære meget om kærlighed, når man som præst sidder med de efterladte til begravelsessamtale og får beskrivelser af ægteskaber. Med årene finder par ud af, hvor forskellige de er, og de når til en accept af, at de ikke skal lave den anden om. I samtalen med de efterladte kan jeg høre, at det gode parforhold ofte har været kendetegnet af, at man havde et stort, fælles vi, men at man også havde noget hver for sig. Og så har man talt sammen. Betydningen af samtalen i ægteskabet kan ikke overdrives. Det er stadig sådan, at mange kvinder tror, at mænd ved, hvad de tænker. Det gør vi ikke. Så: Tal, tal, tal.
Følelser kommer og går, dem har vi ikke indflydelse på, men det har vi på viljen. I viljen sidder ansvaret. Kærlighed er ansvar. Kærligheden er ikke kun følelser og forelskelse, men holdning, valg, handling, trofasthed, opmærksomhed og det at arbejde for den anden og fællesskabet. Måske er den største trussel mod ægteskabet fristelsen til at gå ens egne veje og trække sig fra ens ægtefælle.
Jeg har været præst i over 40 år, og med tiden udviklede mine vielsessamtaler sig til at blive vældig lange, for jeg havde så meget, jeg gerne ville sige til parret. Det blev til samtaler på tre timer, og det var opslidende for parret og for præsten. Noget af alt det jeg gerne vil sige til parrene, har jeg i stedet skrevet ned.
Jeg sender teksten til parret og beder dem læse det sammen og hver for sig, inden vi mødes til samtalen. Og jeg opfordrer par til at tage teksten frem hvert år på deres bryllupsdag, for det er godt at blive mindet om, hvad der ligger bag det ”ja” og det løfte, man har givet hinanden. I teksten citerer jeg en parterapeut, der engang gav et råd, som jeg ved, mange har haft glæde af, når de oplevede, at deres forhold var på skæv kurs: ”I skal bare gøre godt mod hinanden, så kan følelserne komme igen.” Kærligheden kan vindes på ny.
Det tager få sekunder at sige ”ja”, men det tager mange år at leve med det, som Johannes Møllehave en gang formulerede det. Og hvordan lever man med det ja? Det løfte man giver til hinanden i vielsen afspejler, at Guds kærlighed er tilværelsens inderste og bankende hjerte og stærkeste kraft. Jeg plejer at sige til par, at når de går i bad om morgenen, og bruserens vand fosser ned over dem, skal de tænke på, at de er elsket af Gud og af deres ægtefælle. Man må holde sit hjerte åbent for Gud og for ens ægtefælle. Relationen skal fornyes ustandseligt. Den er et hvilepunkt, men samtidig må man ikke falde i søvn i forholdet.
"Kom" er et vigtigt kærlighedsord
Louise Højlund Franklin, født 1979, sognepræst i Langenæskirken i Aarhus
Det første, der dukker op, når jeg tænker på kærlighed, er "Both Sides Now" - en sang af den canadiske sangerinde Joni Mitchell. I den synger hun: I really don’t know love at all. Kærlighed er ikke noget, vi kan tage et fast greb om, lægge under mikroskop og forstå som en videnskab. Det er erfaringer, der lagrer sig i kroppen og sindet, og fortællinger, vi deler med hinanden. Når jeg taler med par, som skal vies, giver jeg dem ikke en guide til kærlighedens veje og vildveje. Det kan jeg ikke. Jeg hører deres kærlighedshistorie, og vi stopper op ved både det dyrebare og det svære. Det bestandige og flygtige. Og vi taler om hengivenhed og om at slippe sit jeg og gå ind i et vi.
For mig er ”kom” et vigtigt kærlighedsord. Når man siger ja og giver hinanden et løfte om kærlighed for livet, synes jeg også, man siger ja til at komme, når den anden siger kom. Det kan se ud på rigtig mange forskellige måder, og man skal ikke nødvendigvis hænge uløseligt sammen, men der skal hele tiden være et fællesskab. Steder at mødes, lommer af godhed og fællesskab. Latter og kys. Nærhed. Noget af det værste i verden er den ensomhed, som kan opstå, hvis man er to sammen, der ikke hører hinandens ”kom”. Der skal altid være mulighed for at række hånden ud, og for at den bliver taget og kærtegnet. Og der skal være en forståelse for, at når den ene har et problem, har man begge et problem. Det kan man ikke vente med at gøre noget ved. Den slags hengivenhed er meget vigtig i et ægteskab, hvor begge giver slip på noget af sig selv og lægger det i den andens hånd. Det er en enorm tillidserklæring. Det er at ære og elske.
Jeg ser, ægteskabet som en ring, vi lægger rundt om det, vi gerne vil beskytte, og som noget, der holder os fast, når vi farer vild i os selv. I et ægteskab har man sin egen ring, men man har også en beskyttende ring af alle dem, der har været vidner til vielsen. Vidnerne skal også være med til at støtte og værne om ægteskabet. Det kan vi godt blive bedre til. At turde blande os. Det er som om, der findes noget, som kun hører til inden for ægteskabets inderste ring, en idé om, at det skal ægteparret selv klare, men det kan være svært, og man kan nemt blive døv for den andens ord. Så kan det være rart og gavnligt, at nogen udefra tør hjælpe til. Det gælder også, at man som par skal række ud. Først til hinanden, men også til andre. Evangeliet er en stor fortælling om, at man skal tro på, at livet er bevægeligt. At alt det, der er hårdt, kan blive blødt igen.
Glæd dig over det mysterium, den anden er
Jesper Fodgaard, født 1975, er sognepræst i Vor Frelsers Kirke i Aalborg
Vi bliver altid gift med en fremmed. Det er en pointe hos den amerikanske teolog Stanley Hauerwas, som jeg nævner enten i samtalen med parret eller i vielsestalen. Vi tror, at vi kender hinanden og elsker hinanden, men i virkeligheden er der så meget, vi ikke ved om hinanden endnu, fordi det ikke er der endnu. Livet med os selv og livet med hinanden forandrer os. I ægteskabet er det vores opgave at elske og ære den fremmede, som vi nu er blevet sat sammen med, så ægtefællen bliver smukkere, klogere, bedre og sjovere, end han eller hun nogensinde havde troet mulig.
Den australske musiker og forfatter Nick Cave skriver i et nyere essay, at et samfund uden barmhjertighed bliver ufleksibelt, humorforladt og hævngerrigt. Det samme gælder ægteskabet. Et ægteskab uden barmhjertighed bliver et benhårdt tyranni at være i. Vi har brug for at vise barmhjertighed og blive mødt med det. Det udtrykkes tydeligt i en af læsningerne ved vielsen: ”Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.” Lige så vigtigt som det er at elske og ære, lige så vigtigt er det at lade sig elske og tage mod kærligheden. Der er en helbredende kraft i at lade sig elske, men mange kæmper med det, for vi lever med så mange stemmer i vore sind, som siger, at vi ikke er værd at elske. De stemmer tier ikke, bare fordi vi er blevet gift, men langsomt kan der sive noget ind, så mennesker kan opleve at blive forvandlede.
Når jeg tænker på en vielse, så er det vigtigste ikke, hvad jeg får sagt, men at jeg lægger hænderne på parret, beder for dem og velsigner dem. Vi indgår i et ægteskab som to uløste gåder, for vi kender ikke vore egne historier til bunds, og derfor er vi mysterier for hinanden. De gåder skal ikke løses, men de skal fejres, og man skal glæde sig over det mysterium, den anden er. Vi er skabt i Guds billede, og ægteskaber bliver ulykkelige der, hvor man forsøger at skabe hinanden i den andens billede. Så er vi ved at fravriste mysteriet sin kraft.
I vores kultur hylder vi en sentimental idé om kærlighed ved første blik, men jeg vil hellere tale om kærlighed til sidste blik, som må være visionen for et ægteskab. Her tænker jeg kærlighed på de store, romantiske aftener, men også i de tusinder af blikke, vi sender hinanden gennem årene. Blikkene sætter sig i os og er der forhåbentlig også, når vi skal se på hinanden for sidste gang.
For meget kontrol bliver en spændetrøje for kærligheden
Mette Geil, født 1965, præst i Rødding Frimenighed og forhenværende forstander på Krogerup Højskole og Diakonhøjskolen
Kærlighed er en stor kraft. Kraften findes i den tilgivelse, man viser hinanden, og det tilhørsforhold, man tilbyder hinanden. I den hengivenhed, man deler med hinanden. I samtaler med brudepar oplever jeg altid, at forventningsbuen er spændt til bristepunktet. Det hele er meget kontrolleret, planlagt og ønskelisten står krystalklar. Det er godt og smukt, men der er også noget forløsende og mere i overensstemmelse med levet liv, når jeg møder par i den anden ende af livet. På det tidspunkt har livet også budt på jokere, ikke kun esser, og kortspillet har været blandet og broget, som livet nu engang er.
Det er svært at få virkeligheden til at leve op til de forestillinger, vi gør os om kærlighed. Når man forsøger at kontrollere ens forhold, hinanden og fælles liv, kan det nemt blive en spændetrøje, som skaber angst og mismod. Det kan virke meget tjekket, men det kan også gøre, at glæden forbliver uforløst. Når vi til gengæld lader ægteskabet være større end os selv, opdager vi en vældig sammenhængskraft. Parforholdet kan være den lille enhed - et lille drivhus - i det større fællesskab. Det er her, særligt i ægteskabet, at vi oplever noget, der er større end jeg’et. Her lærer vi at være der for hinanden og med hinanden. På den måde er det ikke bare en sorg for det enkelte par, når det ikke lykkes, men også et tab af en fælles fortælling, som vi har brug for i det store fællesskab for at lære, hvordan man sætter sig selv til side for andre mennesker.
Den største trussel mod parforholdet er jeg’et. Det er mig og mit i stedet for dit og vores. I dag knækker kærligheden mange gange sammen på grund af en samfundsmæssig overbelastning af det enkelte menneske og derfor også af det enkelte menneske i relation til et andet menneske. Derfor vil jeg heller ikke mene, at man skal tage al den skyld og skam, som følger med et opbrudt ægteskab, på sig selv alene. Der findes et ydre og voksende pres, som vi må hjælpe hinanden med at holde øje med og administrere, så det ikke tager yderligere overhånd. Det gør vi ved hver dag at forny vores kærlighed til den, vi elsker. Det er ikke sådan, at enten er den der, eller også er den der ikke. Kærligheden er dynamisk og levende og kan altid fornyes.