Som ung blev Ruslands patriark Kirill kritiseret af konservative russiske kredse for at være for liberal. Hans teologiske højskole i Minsk i årene efter Sovjetunionens sammenbrud blev betragtet som en af de mest åbne og reformvenlige i den ortodokse verden. Han var tæt på europæiske kirkeledere og kommunikerede intenst med dem. Og han tog initiativ til et banebrydende dokument om kirkens forhold til det moderne samfund, som i et moderne sprog argumenterede for kirkens ret til at modsætte sig magthaverne, hvis de krænkede kristne værdier.
I dag er den 75-årige Moskva-patriark Kirill alt andet end liberal: Han har hyldet Ruslands autoritære leder, Vladimir Putin, som et Guds mirakel og velsignet den russiske invasion i Ukraine den 24. februar, som har ført til tusindvis af dræbte civile og de værste flygtningestrømme i Europa siden Anden Verdenskrig.
”Må Herren bevare det russiske land... Et land, som nu omfatter Rusland og Ukraine og Belarus og andre stammer og folk,” sagde han i en søndagsprædiken tre dage efter invasionen og kaldte Ruslands modstandere for ”onde kræfter”.
Hvem er manden med det grå skæg, den overdådige hovedbeklædning og de sammenknebne øjne, som ofte poserer side om side med Putin? Hvad driver ham?
”Kirill har et meget klart verdensbillede,” siger Thomas Bremer, professor i økumeni, østlige kirkestudier og fredsforskning ved det tyske Münster Universitet.
”Verden er delt i en østlig og en vestlig civilisation, den østlige er overlegen, og den vestlige er rådden, forkælet og dekadent. Det er ikke bare propaganda, han er overbevist om, at det er tilfældet.”
Demokrati ses som lovløst kaos
Kirill blev født Vladimir Mikhajlovitj Gundjajev i Leningrad – i dag Sankt Petersborg – i 1946. Hans ældre bror, far og bedstefar var også præster, og hans bedstefar blev sendt i de sovjetiske Gulag-straffelejre på grund af sin modstand mod den pro-kommunistiske kirke. Den unge Vladimir arbejdede som landkorttegner, inden han begyndte på præsteseminariet. Som munk tog han navnet Kirill efter en af de helgener, der var med til at opfinde forløberen til det kyrilliske alfabet. Han blev biskop i 1976, ærkebiskop et år senere, metropolit i 1991 og i 2009 valgt til leder af den russisk-ortodokse kirke, et af verdens største kirkesamfund efter den katolske kirke.
Han er ingen åndelig leder og har aldrig selv udviklet nogen teologi, men er snarere en dygtig politiker, som bruger sekulære principper for kirkeledelse og har gjort den russisk-ortodokse kirke til en veldrevet institution.
Det siger Alexander Agadjanian, Research Fellow ved Jerevan Statsuniversitet og professor ved Center for Religiøse Studier, Russisk Statsuniversitet i Moskva.
Kirill overtog en kirke, der havde oplevet en enorm vækst efter det ateistiske sovjetregimes kollaps. Han var populær, havde i et årti været vært for sit eget tv-show om religiøse emner og havde en tro på, at kirken skulle spille en dynamisk rolle i det russiske liv.
”Men selv i sin relativt liberale periode kæmpede han med at definere det kristne standpunkt over for efter hans mening ultra-liberale idéer som menneskerettigheder, som han modvilligt accepterede som havende kristen oprindelse, og postmoderne relativisme, som han skarpt kritiserede som uacceptabel fra en kristen position,” siger Alexander Agadjanian.
Kirills erfaringer som præstesøn i Sovjetunionen gjorde ham kritisk over for alt, han anså som venstreorienteret radikalisme, herunder den sekulære vestlige kultur, som skyllede ind over Rusland i 1990’erne. Som mange andre russere blev Kirill rystet af årene efter kommunismens fald, som var præget af uhæmmet kriminalitet, fattigdom og eksistentiel usikkerhed. Selv i dag er demokrati et negativt ladet begreb i Rusland, fordi folk knytter det til det postsovjetiske lovløse kaos, påpeger Thomas Bremer.
”Vi ved ikke, om han allerede som ung betragtede Vesten som rådden og dekadent. Måske har han ikke forandret sig, men er blot blevet mere udtalt i sin modstand,” siger han.
Det ekstravagante er ham dog ikke fremmed. Den russiske modedesigner Svetalana Begovatova har ifølge Interfax-Religion rost patriarkens ”gode tøjsmag”, og selv har han som metropolit af Moskva ifølge Interfax-Rusland understreget vigtigheden af æstetik i kirken:
”Ortodoksi er ikke det tarvelige, men det skønne i livet. Ortodoksi tvinger os ikke til at iføre os dystre sorte-grå-brune farver.”
Ifølge russiske medier er Kirill blevet ekstremt velhavende gennem årene. I 2009 blev han fotograferet iført et armbåndsur til mere end 200.000 kroner. Det vakte forargelse, da uret blev retoucheret væk på et fotografi, men stadig kunne ses reflekteret i det blankpolerede bord, patriarken sad ved.
Han beskrives dog også som dialog-orienteret, og i 2016 holdt han og pave Frans det første møde nogensinde mellem lederne af den russisk-ortodokse og den romersk-katolske kirke i et forsøg på at afslutte den årtusindgamle splittelse mellem de to kirker.
”Han er venlig og lydhør,” siger Thomas Bremer, som mødte Kirill to gange, mens han var biskop.
”Jeg foreslog ham at sende ph.d.-studerende til mit universitet, og det gjorde han. Han var interesseret i at have mennesker omkring sig, som forstod vestlig teologi,” siger Bremer.
Kirill blev dog stadig mere konservativ i takt med, at Putins regime bevægede sig i konservativ retning, mener Alexander Agadjanian. Makkerskabet mellem Kirill og den i dag 69-årige Putin tog fart omkring 2012, da Putin blev valgt til præsident for tredje gang. Putin begyndte at omfavne den russisk-ortodokse kirke – ikke nødvendigvis som udtryk for personlig omvendelse, men snarere som et middel til politisk vinding, ofte kaldet ”blød magt”. Kirill, der af nogle påstås at være tidligere KGB-medarbejder ligesom Putin, hyldede præsidenten og støttede hans genvalg i 2018 og Ruslands indgriben i den syriske borgerkrig. Putin arbejdede samtidig på at fremstille Rusland som en forsvarer af konservative kristne værdier, herunder modstand mod abort og LGBTQ-rettigheder.
”Kirills orientering mod enhed mellem kirke og stat gjorde ham til den, han er i dag. Fuldstændig afhængig af det herskende regime og en del af Putins inderkreds,” siger Agadjanian, der mener, at patriarkens fremskredne alder spiller en rolle for hans holdninger:
”Det er folk på cirka samme alder og med lignende synspunkter, hvis hovedformål er at sikre fortsættelsen af den hegemoniske magt. Denne kreds har afvist enhver idé om forandring eller reform og hænger fast i et imperialistisk verdensbillede.”
Opdraget til at tjene staten
Putin-regimets ideologi kan i dag beskrives som en imperial konservatisme, som afviser kommunismen, men omfavner idéen om en fortsættelse af russisk-sovjetisk imperial magt – og den passer til Kirills verdensopfattelse, siger den russiske professor.
Det er ikke nyt i russisk historie, når Kirill er så overbevist om, at kirken skal stå sammen med den russiske stat og regering. Kirken har altid støttet staten, først tsarerne, siden sovjetledelsen og nu Putin, påpeger Kristina Stoeckl, professor i sociologi ved Innsbruck Universitet og forfatter til bogen ”Russisk ortodoksi og sekularisme”. Kirill modtog en stor del af sin uddannelse i den sovjet-russiske afdeling for eksterne kirkelige forbindelser og blev også leder af denne – altså en slags kirkelig udenrigsminister.
”Kirill blev oplært og socialiseret i den forståelse, at kirken skulle give et ’moralsk’ ansigt til russisk – og dengang sovjetisk – udenrigspolitik,” siger hun.
Putin og Kirill har udviklet en plan for genoprettelse af det russiske imperium, mener Myroslav Marynovych, vicerektor for det ukrainske katolske universitet i Lviv: Putin er ansvarlig for de politiske aspekter, mens Kirill har udviklet doktrinen om ”Russkii Mir” (den russiske verden), forestillingen om en bred russisk civilisation, som også dækker Ukraine og Belarus, og som skal beskyttes – især mod Vesten. Ifølge de to ledere blev en ”enhed” mellem russere, belarusere og ukrainere fastlagt ved kristningen af storriget Kyivan Rus i 988 i det nuværende Ukraine.
”Doktrinen hjalp ikke meget på at overbevise ukrainerne om at adlyde Putin, så Putin måtte til sidst ty til våben,” siger Marynovych.
Kirill mener dog ikke, at krigen er god, vurderer Thomas Bremer. Men han har retfærdiggjort invasionen som en ”metafysisk” kamp og sagt, at Rusland blot hjælper folk i det østukrainske Donbass med at forsvare sig mod Vestens aggressioner. I øvrigt spiller krigen næsten ingen rolle i hans prædikener.
”Han siger noget i retning af, at ’vi lever i vanskelige tider, men ligesom vores forfædre må vi fokusere på bønnen’, men han bliver aldrig konkret: Hvad betyder det kristne bud om næstekærlighed i denne krig? Hvordan skal vi behandle ukrainerne?”, siger Bremer.
Under Kirill har kristen næstekærlighed ikke fået nogen central rolle i kirkens sociallære, siger professor Kristina Stoeckl. Kirken har snarere lagt sig fast på et snævert sæt af ”traditionelle værdier”, herunder familien, patriotisme, modstand mod rettigheder for seksuelle minoriteter, modstand mod liberale rettigheder som ytringsfrihed, for så vidt at de kan udøve ”skade” på religiøse følelser og religiøs lære.
Er patriarkens dage talte?
Den 75-årige kirkeleder kan i princippet sidde, til han dør. Men Kirill er kommet under voksende pres for sin støtte til krigen, og det kan tvinge ham fra posten. 280 russisk-ortodokse præster i Ukraine har krævet et kirkeligt tribunal, som skal behandle anklager om kætteri mod patriarken. I maj krævede den ukrainske del af Moskva-patriarkatet, som udgør en tredjedel af alle patriarkatets sogne, sin ”fulde selvstændighed og uafhængighed” efter i mere end 300 år at være underlagt Moskva.
Kirill har dog stadig stor magt i den russisk-ortodokse kirke, da de fleste biskopper er blevet forfremmet under ham og er loyale over for ham; oppositionen eksisterer, men har ingen indflydelse til at udfordre ham, siger Alexander Agadjanian.
Myroslav Marynovych mener, at patriarkens dage er talte.
”Jeg tror, at Putin vil søge et passende tidspunkt til at afskedige Kirill fra sin post,” siger han.