Hvordan kan en kristen kirke danse kinddans med en krigsparat diktator?

Den russisk ortodokse kirke har et historisk tæt forhold til den russiske stat og dens præsident Vladimir Putin, hvis tropper, tanks og missiler, præsterne velsigner

En russisk-ortodoks præst sprøjter vievand på et interkontinentalt ballistisk missil forud for en parade i Moskva. I den russisk-ortodokse kirke er der ingen modsætninger mellem militarisme og kristendom. Tværtimod har kirken et væld af helgener, dedikeret til at passe på hver enkelt gren af militæret.
En russisk-ortodoks præst sprøjter vievand på et interkontinentalt ballistisk missil forud for en parade i Moskva. I den russisk-ortodokse kirke er der ingen modsætninger mellem militarisme og kristendom. Tværtimod har kirken et væld af helgener, dedikeret til at passe på hver enkelt gren af militæret. . Foto: TASS/Ritzau Scanpix.

Den russiske præsident Vladimir Putin kan lide sin morgenmad er frisk.

Der er altid hytteost, nogle gange omelet, og for det meste friskpresset juice. Frugten kommer i kurve, der sendes regelmæssigt fra landsteder, der tilhører Ruslands øverste religiøse leder, den ortodokse patriark Kirill. Det kunne den britiske journalist Ben Judah berette i 2014 i et portræt af den russiske præsident.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

I Danmark er det svært at forestille sig, at statsminister Mette Frederiksen (S) skulle gøre et særligt nummer ud af at få leveret sine gulerødder og æbler fra en af folkekirkens 10 biskopper. Men i Rusland er religion en helt særlig politisk markør. Et politisk styre, der har den russisk ortodokse kirkes velsignelse, er et styre, der har historien i ryggen. Og Putin er i særdeleshed en velsignet mand.

Med den russiske hærs indmarch i Ukraine, rejser spørgsmålet om, hvordan en kristen kirke kan danse kinddans med en krigsparat diktator?

Annika Hvithamar er institutleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale studier ved Københavns Universitet. Hun har forsket i den russiske kirkes voksende rolle i det post-sovjetiske russiske samfund og forklarer, hvordan den russisk-ortodokse kirkes tankegang adskiller sig markant fra logikken i den danske protestantiske kristendoms.

“I den ortodokse kirke spiller tradition med stort 'T' en gigantisk rolle. Man tager hele tiden historien ind og bruger den til at argumentere teologisk. Det er fremmed for danske protestantiske kristne, som i grove træk forholder sig til nutiden og til bibelsk tid, og ikke så meget til det indimellem. Det er ikke meget, man hører om kirkefædrenes overvejelser i skolernes religionsundervisning. Men det gør man i de ortodokse kirker. Her betyder historien virkelig noget. Den er hellig,” siger Annika Hvithamar.

Kirken er en moralsk garant

At den russisk-ortodokse kirke gennem tiden har knyttet så tætte bånd til det russiske statsapparat, hænger sammen med, at de ortodokse kirker oftest har udviklet sig inden for en given stat. Man taler om den serbiske, den græske og den rumænske ortodokse kirke. Kirke og stat er to sider af samme sag, der historisk set har udviklet sig i samklang.

Men Rusland er en særlig ortodoks nation. Det ortodokse Rusland har bestået i mange århundreder kun afbrudt af 70 års sovjetisk religiøs nultolerance. Siden Vladimir Putin kom til magten i begyndelsen af 2000'erne, har han støttet kirkens mål om at hægte Rusland op på den ortodokse nationale identitet, som lå i hi under sovjettiden, forklarer Annika Hvithamar.

"Det er interessant at se, i hvor høj grad kirke og stat samarbejder. Den ortodokse kirke er i dag kommet ind på alle statsniveauer. Blandt andet er der kapellaner i militæret og sygehuspræster på hospitalerne, ligesom en stor del af den russiske stats sociale arbejde er lagt ud i kirkelige organisationer, hvilket var utænkeligt under sovjettiden. Putin gør også et stort nummer ud af sin tilknytning til kirken, og det gør han, fordi kirken er et vægtigt symbol. Den står som en moralsk garant for ’russiske værdier’ og som vogter af traditionen."

Velsigner våben og atommissiler

Det er et typisk syn i ortodokse lande, at kirken velsigner militært personel og ikke mindst militært udstyr. På internettet findes utallige billeder af præster med skæg og høje hovedbeklædninger, der vifter koste med vievand over jagerfly og kampvogne. Inden for de seneste år har der i den russisk-ortodokse kirke været en diskussion om, hvorvidt kirken skal holde op med at velsigne masseødelæggelsesvåben som atommissiler.

Christian Gottlieb er adjungeret professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med kristendommens historie i Rusland og Ukraine. Og så vidt han er orienteret, har den russiske kirke ikke vedtaget et formelt ophør af den kuriøse praksis, som det har været diskuteret i nyere tid.

“Det med at velsigne genstande er en almindelig ting i den ortodokse kirke. Her findes en meget mere levende forestilling om, at det guddommelige er tilstede i materien. Så hvis du har købt et nyt hus, en ny bil, eller skaffet en ny traktor, så er det helt almindeligt, hvis man er troende, at præsten kommer forbi og velsigner den. Det er også almindeligt, at man kommer forbi kirken med sin mad og får den velsignet af en præst. At man også velsigner våben, og ikke mindst atomvåben, kan virke grotesk i vores øjne, men det er det tilsyneladende ikke nødvendigvis for ortodokse russere,” siger Christian Gottlieb.

Dyrker militære helgener

I store dele af Vesten, hvor der ikke har været krig tæt på siden Anden Verdenskrig, er kristendom i vid udstrækning knyttet sammen med pacifisme frem for militarisme. Blandt de store pacifistiske religiøse forbilleder er den amerikanske borgerretsaktivist og præst Martin Luther King og den tyske teolog og martyr Dietrich Bonhöffer, der talte Hitler imod. Og ikke mindst Jesus Kristus, der tilgav sine bødler, mens han hang lidende på et kors.

I Rusland er der ifølge Christian Gottlieb imidlertid solid tradition for, at kirken har været aktiv i militære sammenhænge. Forholdet går helt tilbage til Middelalderen, hvor der er historier om helgener, der i 1300-1400-tallet velsignede tropper, som skulle i kamp mod mongolerne. Men også i nyere tid har kirken gjort sig bemærket.

“Et af de mere groteske eksempler på det her er, at den russisk-ortodokse kirke har udpeget en skytshelgen for udvikling og produktion af atomvåben, Seraphim af Sarov. Han var en hellig mand, som levede i slutningen af 1700-tallet, og regnes i dag for at være en af de største russiske helgener. Paradoksalt nok er hans hellighed i høj grad forbundet med, at han er en fredens mand. Man kan kalde ham Ruslands svar på Frans af Assisi. Den russiske atomvåbenindustri blev grundlagt i byen Sarov, og derfor var det åbenbart nærliggende at bruge den lokale Seraphim som helgen. Det er svært at forestille sig, at man kunne have fundet på det i USA eller Frankrig,” siger Christian Gottlieb.