Når Jesus i dagens tekst kalder på, at hans følgere giver kald på alt hvad der er deres, så er det en opfordring, der kan skræmme i den nutidige protestantiske kultur – og lyde fjern fra den verden, de fleste evangelisk-lutherske kristne lever i.
Tanken om at give afkald er til gengæld helt central for særligt én bevægelse: Klostervæsenet.
Det fortæller Mette Birkedal Bruun, der er professor i kirkehistorie og leder af Center for Privathedsstudier ved Københavns Universitet.
“Det at give afkald er meget centralt for munkene. De giver afkald på verden, det vil sige eksempelvis familie. De giver afkald på relationen til verden, hvad end det er verdenens glæder eller forpligtelser. Men de giver også afkald inde i klosteret på mad, søvn og varme,” fortæller Mette Birkedal Bruun.
Hun har studeret og været interesseret i munke siden studietiden og skrev en ph.d. om middelaldermunke samt en disputats om 1600-tals munke og deres beskrivelser af, hvad det vil sige at være menneske.
“Hele klosterbevægelsen går ud på at trække sig tilbage fra verden. Tanken er, at mennesker i syndefaldet er blevet smidt ud af Paradiset, og at verden dermed er et eksil, hvor mennesket ikke har hjemme, og hvor mennesker er vendt mod sig selv frem for mod Gud. Munkebevægelsen er en reaktion på den historie. Hvis menneskeheden er i eksil, så handler det om at vende om og vende mennesket væk fra sig selv,” fortæller Mette Birkedal Bruun.
Og netop munkebevægelsen er en del af årsagen til den protestantiske kulturs tilbageholdenhed over for at skulle give afkald på verden. Det bunder ikke mindst i Luthers modstand mod munkebevægelsen, som han selv var en del af, forklarer Mette Birkedal Bruun.
“Munkebevægelsen er meget kritiseret i den protestantiske kultur, fordi det strider imod hele tanken om retfærdiggørelse ved tro, som Luther er fortaler for. Det betyder, at vi er modstandere af gerningsretfærdighed som et kristent begreb - af at man tror, at man man bliver frelst ved gode gerninger, og at gode gerninger har en fortjenstfuldhed i sig selv,” siger Mette Birkedal Bruun.
Denne modstand mod gerningsretfærdighed, der kobles sammen med en skepsis over for at give afkald, kan imidlertid ende med at stå i et spændingsforhold til den grønne omstilling, fremhæver Mette Birkedal Bruun.
“Der er en tanke om afkaldets nødvendighed i klimakampen, og vi er ikke glade for afkaldet. Måske ligger der hos nogle en skepsis i forhold til den grønne omstilling, hvis det betyder, at vi skal undvære flyene, bøfferne og den store bil, ikke bare fordi vi nyder de ting, men fordi vi ikke bryder os om tanken om afkald,” siger Mette Birkedal Bruun og fortsætter:
“Derfor kunne de positive associationer med afkald være interessant at tænke over i forbindelse med klimaspørgsmålet. Men jeg tror, at det er vigtigt at afkoble den form for afkald fra den kristne afkaldstanke, som vi kender fra klosterbevægelsens tankegang. Det kommer aldrig til at have gang på jord at sige ‘ligesom munkene gik i kloster, skal jeg undvære bøffer’.”
Selvom hun understreger, at det er vigtigt at afkoble klimaafkaldet fra det afkald, munkebevægelsen i høj grad er bygget på, så kan man alligevel trække nogle interessante indsigter frem fra de gamle tekster om middelaldermunkene.
“Man kan meget tydeligt se, at afkaldet er en ting, der skal genforhandles hele tiden – munkene giver ikke afkald én gang for alle, men skal hele tiden genforhandle og øve sig i at give slip. Hele munkehistorien er fyldt med historier om munke, der øvede sig i at give afkald på søvn, men alligevel endte med at falde i søvn,” siger Mette Birkedal Bruun, der fremhæver, at dette afkald gav plads til fordybelse:
“Vi kan se i teksterne fra klostertraditionen, at det at få styr på kroppen er forudsætningen for at gå mere ind i det spirituelle arbejde og bestræbelsen på at orientere sig mod Gud. Så afkaldet har for munkene både det øjeblikkelige mål at man giver slip, men det har også en længere virkning i form af en åndelig udvikling. Hvem ved, om et afkald også for os ville betyde, at vi begyndte at tænke anderledes om vores værdier og prioriteter?”