Regulært tyveri fra min gamle mormor
Peter Tudvad, filosof og forfatter
Da jeg var færdig med min uddannelse i 1997, var jeg fattig som en kirkerotte, havde studiegæld og ekstra udgifter. Jeg boede i København, hvor jeg tog mig af min mormor, som var på plejehjem med alzheimers. Jeg havde koden til hendes bankbog, så engang imellem lånte jeg nogle penge og noterede det omhyggeligt. I begyndelsen. Først da jeg havde fået fast job og indtægt, stoppede jeg. Det var jo regulært tyveri fra min gamle mormor – og fra hendes arvinger. Da jeg senere brød sammen og bad om tilgivelse over for mine to søskende og min mor, fik jeg den prompte. Den 18. maj 1993 fandt de værste uroligheder siden Besættelsen sted på Nørrebro i København, hvor jeg uheldigvis boede. Jeg foretog mig absolut intet kriminelt, men på et tidspunkt foretog politiet en knibtangsmanøvre, og en deling kampklædte betjente kom løbende i spredt formation mod mig. Den forreste betjent drønede ind i mig, så jeg fløj gennem luften. Knippelslag og støvlespark regnede ned over mig. Betjenten vidnede senere mod mig i retten. Allerede i byretten afgav han tre modsatrettede forklaringer på, hvad der var sket under hændelsen. I landsretten nåede han op på fem. Jeg har lige siden haft et inderligt ønske om, at han ville henvende sig til mig og sige undskyld. Jeg havde tilgivet ham på stedet.
Det jødiske miljø har givet mig den største tilgivelse
Özlem Cekic, generalsekretær for foreningen Brobyggerne
Den største tilgivelse, jeg har fået er fra det jødiske miljø. Jeg har haft meget antisemitiske holdninger, da jeg var barn. Det har jeg åbent fortalt om i detaljer som voksen, og alligevel har det jødiske miljø taget imod mig. Det er mit indtryk, at jeg blev tilgivet fra min første kontakt med dem. Det var til mindehøjtideligheden for Dan Uzan lige efter terrorangrebet i 2015. Jeg var meget i tvivl om, hvordan folk ville tage imod mig – særligt fordi terroristen ligesom jeg havde en muslimsk baggrund. Men jeg oplevede i stedet, at Dans familie gav mig et kram og græd med mig. Jeg havde aldrig set dem før, men jeg græd med dem. Jeg gik derfra med en følelse af, at deres smerte også var min smerte. Det var en kæmpe tillidserklæring. Det har fået mig til at huske, at man kan sagtens være venner af palæstinenser og jøder samtidig. De er ikke hinandens modsætning. Og at alle kan rykke sig og bevæge sig og derfor også kan fortjene en tilgivelse og en håndsrækning. I forhold til at skulle tilgive har det klart fyldt mest at skulle tilgive mig selv. Når noget er svært, så er det første, jeg spørger mig selv om, hvad jeg selv har gjort forkert. Det betyder også, at jeg er ekstremt god til at dømme mig selv, fordi jeg hele tiden mener, at jeg kan gøre tingene på en anden måde.
Jeg tilgiver meget sjældent
Iben Maria Zeuthen, radiojournalist og skribent
Hver dag viser jeg sider af mig selv, som jeg ikke synes er de mest flatterende, og som jeg meget gerne ville forbedre, men åbenbart ikke kan. Men det er, som om min kæreste ikke ser det. Jeg kan for eksempel glemme ting, vi har aftalt, jeg skal ordne. Jeg havde heller ikke fortalt ham, at jeg er halvt talblind, og det opdagede han på den hårde måde på et tidspunkt, hvor vi skulle betale en regning. Og det tilgiver han mig bare for. Det er virkelig sjældent, jeg selv giver tilgivelse. Men jeg tror, jeg forstår tilgivelse som forståelse. Så når jeg forstår, hvorfor folk har gjort noget forkert, så er tilgivelse ikke relevant. Jeg har det utroligt dårligt med alkohol, så min kæreste og jeg har aftalt, at når han går i byen, skal jeg altid kunne få fat på ham, fordi jeg er bange for, der sker ham noget. En dag havde han lagt sin telefon i opladeren og var gået ind i et andet rum hjemme hos sin ven, selvom det var den eneste aftale, vi havde. Men idet jeg forstår, at det er, fordi han har lagt sin telefon i opladeren, så er det ikke aktuelt med tilgivelse. Så længe jeg har en logik, jeg kan følge, også selvom det ikke er min egen, så forstår jeg.
Man skal ikke tilgive kommunistiske mordere
Bent Blüdnikow, historiker, journalist og forfatter
Det sker ganske ofte, at man modtager tilgivelse i ens personlige liv. Både i et langt ægteskab med børn og i familielivet generelt. Min hustru og jeg er kommet sammen i 43 år. Og det er gået rigtig godt, fordi vi netop har tilgivet hinanden løbende. Så længe det er mindre uretfærdigheder, der er blevet begået, så har jeg ingen problemer med at tilgive og i anden omgang forsone mig med mennesker. Men rent principielt, når vi taler om de store uretfærdigheder og tragedier i vores verden, så er jeg nok ikke af den kristne observans, der mener, at man uden videre skal tilgive. Det kan dreje sig om nazistiske mordere eller kommunistiske mordere. Jeg mener ikke, man skal tilgives for alvorlig smerte, man har tilføjet andre eller været med til med sit medløberi, hvis der ikke er nogen som helst efterfølgende erkendelse. Det danske samfund har alt for let ved at tilgive og glemme. Det er i virkeligheden en afsløring af manglende moralske grænser og historisk erkendelse, at man giver tilgivelse og forglemmelse for selv alvorlige smerter og tragedier.
Som Gud tilgiver mig, tilgav jeg ham, der misbrugte mig
Mikkel Vestergaard, tidligere indsat
Jeg har dummet mig rigtig mange gange i mit liv, så jeg er blevet tilgivet mange gange. Da jeg kom ud af fængslet efter 4,5 år, tilgav min mor og søster mig. Da jeg var lille, blev jeg udsat for seksuelt misbrug. Det har ødelagt hele mit liv. Men jeg er kristen og tror på Gud, og en dag gik det op for mig, at jeg ikke kan bede om tilgivelse hver dag, hvis jeg ikke selv kan tilgive folk. Så et stykke tid efter, jeg kom ud af fængslet, sagde jeg højt, at jeg tilgiver ham, der misbrugte mig. Selvom jeg måske ikke 100 procent føler tilgivelse for det, han gjorde, så kom jeg alligevel frem til, at det var bedst at sige det højt, fordi jeg gerne ville videre med mit liv. Hvis jeg selv skal have tilgivelse over for alle de dårlige ting, jeg har gjort over for Gud, så måtte jeg tilgive, hvor det batter. Og det gjorde det i den her situation. Jeg var en lille dreng, og han var så meget ældre, så jeg har virkelig brugt meget tid på at hade. Men det gør jeg ikke mere. Jeg tilgiver ham, og jeg gider ikke engang være sur på ham.
Jeg savner den endelige forsoning med min mor
Hilda Heick, sangerinde
Min mor var det, man i dag kalder bipolar. Når hun havde sine gode perioder, var hun et sødt og dejligt menneske, og når hun havde sine dårlige perioder, var hun totalt umulig. Hun bad ofte om tilgivelse bagefter, for hun var godt klar over, at den var rivende gal en gang imellem. Der forsøgte jeg at være stor nok til at sige, at jeg godt forstod hende, selvom jeg indimellem havde svært ved at forstå, hvordan hendes sind kunne skifte så meget på så kort tid. Min mor elskede vores datter, og når Keld og jeg skulle på job, fik vi mine forældre til at passe hende. De smed alt, hvad de havde i hænderne og koncentrerede sig kun om Annette. Men de har også haft ting, de skulle, og jeg er bange for, at jeg ikke har tænkt mig godt nok om og ikke været taknemmelig nok for, at de kastede alt fra sig og sørgede for, at både hund og barn blev passet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige undskyld og fortælle dem, at jeg er ked af, at jeg tog det som en selvfølge, og at jeg var så glad for dengang, de gjorde sådan og sådan. Det kan jeg aldrig få tilgivelse for, og det kan godt plage mig en gang imellem. Bare man dog havde været sød nok til at sige tak hver gang for den hjælp, vi fik.
Jeg tilgav min søn, at han havde lavet ballade
Naveed Baig, ph.d.-studerende og imam
Jeg har fået tilgivelse fra min mor rigtig mange gange, hvor jeg har overtrådt hendes grænser og været ubehøvlet, så at få og give tilgivelse er ikke fremmed for mig. På et tidspunkt blev jeg svinet til på sociale medier af en person, som var meget vred over nogle af mine udtalelser. Nogle uger efter skrev han en besked, hvor jeg kunne mærke, at han var meget angrende. Han undskyldte, at han var kommet til at sige de ting om min person i et vredesudbrud. Jeg skrev tilbage til ham, at jeg ikke bar nag, og at han var tilgivet. Jeg har tilgivet min søn, fordi han havde været sammen med nogle venner, som vi havde talt om, var dårligt selskab for ham. Efterfølgende fandt jeg ud af, at han havde mødtes med dem og lavet ballade. Næste dag kom han til mig og undskyldte, at han var kommet til at bryde vores aftale. Jeg tog imod ham med åbne arme, fordi jeg kunne mærke, at han angrede. I islam er der generelt en udbredt tilgivelseskultur. Man vil gerne have tilgivelse hele tiden og søger både tilgivelse fra Gud og fra ens medmennesker.
En otteårig skal ikke være mor for sin lillebror
Lotte Heise, forfatter, radiovært og skuespiller
Jeg har fået tilgivelse af mine børn, som altid er dem, man kommer til at udsætte for de værste ”overgreb”. Min skilmisse var ikke nem, og jeg var meget væk om aftenen, fordi jeg skulle optræde. Men begge mine sønner har siden sagt, at de tilgiver mig, fordi jeg kunne være der for dem på andre måder. Når det handler om selv at give tilgivelse har mine forældre begge gjort noget, der var ret dumt. Da de blev skilt, tog min mor afsted midt om natten. Hun fortalte mig det, men ikke min lillebror. Han var tre et halvt år, og i det år, hun var væk, var han mit ansvar. Så der har været nogle gange undervejs, hvor jeg har været nødt til at sige til hende, at jeg godt forstår hende, og at jeg tilgiver hende, men at det er vigtigt for mig, at hun ved, hvor dumt det var. Det var et voldsomt svigt at lade en knap otteårig pige være mor for sin lillebror. En anden ting, jeg har givet tilgivelse for, var, da min far glemte min 25-års fødselsdag. Jeg fik min mor til at sende en fax til ham fra sit arbejde, for at straffe ham mest muligt. Han ringede og var fuldstændig knust. Tilgivelse handler i sidste ende om, at man håber, man er enormt elsket.
Min datter tilgav mit svigt ved skilsmissen
Johannes H. Christensen, tidligere sognepræst
Guds tilgivelse er altid en gave til den bodfærdige synder. Og den betyder, at du trods din forsømmelse eller dine fejltrin får lov til at leve, til frimodighed og til virkelyst uden at fortiden skal tynge dig. Jeg har heller aldrig haft svært ved at tilgive, måske fordi jeg aldrig er blevet udsat for de store nedværdigelser, forhånelser, ydmygelser eller overgreb. Personligt har jeg erfaret tilgivelse mange gange i mit liv. Ikke at jeg har begået de store forseelser eller forbrydelser, men jeg har på mange måder svigtet min familie, mine søskende især, fordi jeg havde så meget andet for end opmærksomhed på dem. Alligevel har de altid omfattet mig med en tilgivende kærlighed, så at jeg livet igennem har haft det bedste forhold til dem, skønt jeg som den ældste burde have været mere for dem, ikke mindst efter at vores far døde i 1965. Også min datter svigtede jeg i vores skilsmisse. Den slags går altid ud over børnene, men da jeg engang talte med hende om det, svarede hun kort for hovedet: Jeg har haft de bedste forældre, jeg kunne ønske mig. Det er tilgivelse!
Jeg er en fortrængningens mester
Søren Hauch-Fausbøll, dansk skuespiller og komiker
Jeg har ikke gjort eller sagt noget, som jeg føler, at jeg burde tilgives for, og at tilgive andre har altid faldet mig meget nemt, fordi jeg ikke mener, at det at bære nag fører til noget godt. Selvfølgelig kan jeg føle mig såret eller ked af det, men den negative følelse fordufter af sig selv, uden jeg behøver at tilgive først. Men jeg har hørt fra folk i min omgangskreds, at jeg måske har lidt for nemt ved at tilgive. Også på andres vegne. Og nogle gange kan det være en svag følelse ikke at have den vrede i sig. Det er selvfølgelig svært at tilgive alle dem, der udøver vold, slår andre mennesker ihjel og fører krig, men på et helt personligt plan falder det mig som sagt utroligt nemt. Jeg er også god til at fortrænge ting, så måske er det derfor, jeg ikke føler, der er nogen, jeg burde tilgive. Jeg er en fortrængningens mester. Nogle gange kan man komme til at gøre andre mennesker kede af det, og så kan man jo godt have en følelse af, at vedkommende helst ikke må være vred. Det har jeg i hvert fald haft. Men det er ikke så meget tilgivelse, som det er en følelse af at blive misforstået.