På Anker Jørgensens Plads knapper en ældre herre en Dansk Pilsner op. Klokken er 09.09.
I Coop 365 ved siden af pladsen møder to bekendte hinanden ved køledisken.
"Jeg troede, jeg skulle i fogedretten klokken 09.00 eller 10.00, men så var det først klokken 11.00," beklager den ene sig.
"De er ikke seriøse, mand," bliver de to hæse stemmer enige om.
Vi er i Københavns Sydhavn. Engang husede området nogle af Nordens største fabrikker og var et arbejderkvarter i ordets bogstaveligste forstand. I dag finder man et voksende antal af luksuslejligheder, og dyre biler er ikke længere et særsyn.
Forskellen på kvarterets beboere blev særligt tydelig ved folketingsvalget, hvor Socialdemokratiet og Enhedslisten trak langt de fleste stemmer i den gamle bydel. På den anden side af Sydhavnsvej, som adskiller røde murstenshuse og transparente kontorbygninger, så det ganske anderledes ud. Her satte flest deres kryds ved Liberal Alliance og Moderaterne i et område, hvor det moderne byggeri kræver en velpolstret pengepung.
Den stærkt trafikerede Sydhavnsvej er den fysiske grænse mellem nyt og gammelt. Men rundt om hele Sydhavnen findes en anden grænse. Sognegrænsen. Inden for den usynlige skillelinje bor omtrent 33.000 sognebørn fordelt på op mod 140 nationaliteter. Mange af dem er såkaldte expats, altså personer, som er kommet til Danmark for at slå sig ned eller arbejde i en længere periode.
I disse år vokser antallet af indbyggere eksplosivt, og fortsætter befolkningstilvæksten, vil sognet om få år være Danmarks største.
Mellem tradition og fornyelse
Spørgsmålet er, hvordan det er at være folkekirke i et sogn med over 33.000 sognebørn, som – tilsyneladende – rummer så mærkbare forskelle?
Det er "sjovt, spændende, interessant og udfordrende" at være folkekirke i et sogn, som vokser så meget, at menighedsrådet er i fuld gang med planer om at bygge en ny kirke.
Det svarer Jane Heitmann, der netop er tiltrådt som ny menighedsrådsformand i Sydhavn Sogn og i de seneste 11 år har siddet i Folketinget for Venstre.
Ved siden af hende sidder Morten Sternberg og nikker. Han har været præst i Sydhavn Sogn siden december 2021 og kalder det "en kæmpe gave" at arbejde i et sogn, som rummer så tydelig en alsidighed i form af fattige, rige, danskere og internationale.
"Der er en utrolig forskellighed i sognet, men selvom der er tale om forskelligheder, er vi alle sammen sydhavnere, ligesom vi i bund og grund alle sammen er Guds børn," konstaterer Morten Sternberg.
Men mens det ene Guds barn har to Ferrarier parkeret i p-kælderen i det moderne byggeri, sover det andet Guds barn på gaden i det gamle arbejderkvarter. Så hvordan bygger man bro mellem dem?
Først og fremmest er det vigtigt ikke at tale om det gamle og det nye Sydhavn, men om "det grønne og det blå", svarer Morten Sternberg. Grønt for det gamle arbejderkvarter på land og blåt for de nye lejlighedskomplekser på vand.
"Hvis kirken havde en bandekasse, skulle man putte penge i den, hver gang man kom til at bruge begreberne 'det nye og det gamle' om Sydhavn Sogn. Det skaber unødvendig splittelse. Basisvilkåret for os mennesker er det samme, uanset om du har otte Ferrarier eller sidder på Anker Jørgensens Plads med en Frem-kasket på hovedet og drikker en morgenbajer."
Derefter handler det om at tilpasse sine arrangementer til de forskellige grupper:
"Vi forsøger at række bredt ud, når vi planlægger kirkelige arrangementer, så der er noget for enhver smag. Samtidig gør vi en pointe ud af at understrege, at gudstjenesten er for alle. Det er den samme fred, man opsøger – uanset hvilken baggrund man kommer fra," konstaterer han.
I øvrigt må man erkende, at der er nogle ting, som fungerer i Frederiksholm Kirke, men som ikke fungerer i Kirkeskibet. Og omvendt.
"Det er en styrke, at vi i Kirkeskibet kan tiltrække yngre mennesker, som gerne vil giftes her og døbe deres børn, og dåbsprocenten er faktisk steget med omtrent 50 procent det seneste år netop på grund af Kirkeskibet og dets utraditionelle placering på vandet," lyder vurderingen fra Morten Sternberg.
Kirkeskibet, som Morten Sternberg refererer til, blev bygget i 2019 og er en husbådskirke, som kan flyttes efter behov. Kirkerummet er næsten som en stor, lys dagligstue, hvis den dagligstue altså har udsigt ud over vandet og er udstyret med et fungerende køkken.
I dag bliver der holdt "Babyboblen" – et tilbagevendende tiltag, hvor forældre, primært mødre, tager deres babyer med til forskellige arrangementer. I dagens tilfælde foredraget "Slut fred med dit spejlbillede".
På tæpperne foran alteret sutter børnene på deres legetøj og kravler rundt. Nogle pludrer. En gang imellem skærer et insisterende skrig gennem luften.
Arrangementer som "Babyboblen" og babysalmesang er noget af det, der fungerer bedre på Kirkeskibet end i Frederiksholm Kirke, siger den nye menighedsrådsformand Jane Heitmann.
"Vi bruger Kirkeskibet som et sted, hvor vi kan lege med formerne. Selvfølgelig inden for folkekirkens rammer, men vi har for eksempel oplevet, at både bryllups- og dåbsfrekvensen er steget, siden vi fik Kirkeskibet. Det har været en kæmpe succes at gå anderledes til det."
Ved siden af drop in-dåb så vel som drop in-bryllupper har præsterne og menighedsrådet i Sydhavn Sogn opdaget, hvor stor en rolle den omkringliggende havn kan spille i brobygningen mellem den nye og gamle del af den voksende menighed:
"Hvis der er noget, som kendetegner hele Sydhavnen, er det vand. Alle har noget med vand at gøre, uanset om de er gamle industrifiskere, har åleruser, bruger paddleboards, tager havnebussen eller bare bygger en tømmerflåde og nyder sommervarmen fra vandet," siger Morten Sternberg.
Jane Heitmann vil gerne udnytte den særegenhed:
"Derfor er det også essentielt for os at få vandet med ind i kirken. Vi har blandt andet været i dialog om at invitere menigheden ud til en gudstjeneste på paddleboards til sommer."
Med sin utraditionelle facon taler Kirkeskibet særligt til den føromtalte gruppe af expats og internationale studerende, som i stigende grad flytter til Sydhavnen for at bo, arbejde, opfostre deres familie og tage en uddannelse. Det mener både Jane Heitmann og Morten Sternberg.
Som levende eksempel er en lille italiensk familie dukket op til dagens dansksprogede "Babyboble" – den nybagte mormor og farfar er sågar på besøg fra Italien.
"Nogle taler meget dansk, nogle taler lidt dansk, og så er der dem, som slet ikke taler dansk, men kommer, fordi de har et ønske om dels at være sociale, dels at blive en del af samfundet. I kirken er det netop okay at være med på en lytter, og så håber vi, at de føler sig som en del af det fællesskab, kirken kan tilbyde," siger Morten Sternberg, der gætter på, at Sydhavnen er et af de mest børnerige steder i Danmark.
Ritualer giver tryghed
I Frederiksholm Kirke i det gamle Sydhavn – fem minutters køretur fra Kirkeskibet – holder man så at sige på formerne.
"Når man træder ind i Frederiksholm Kirke, træder man også ind i nogle traditioner. For eksempel har vi kun højmesse i Frederiksholm Kirke og ikke i Kirkeskibet," forklarer Jane Heitmann og fortsætter:
"Det er helt afgørende, at vi som menighedsråd understøtter den tryghed, der findes i, at ritualerne i Frederiksholm Kirke er, nøjagtig som man kender dem.”
Samtidig, siger hun, er det vigtigt, at menigheden i Frederiksholm Kirke også føler, at de hører til i Kirkeskibet, for "at samle menigheden om de to kirker".
Så er vi tilbage ved at bygge bro mellem de to dele af Sydhavn. Før i tiden havde præsterne for eksempel kun konfirmandhold i Frederiksholm Kirke, nu foregår undervisningen begge steder.
Derudover benytter menighedsrådet sig af kirketaxaer, fortæller Morten Sternberg. Til større arrangementer bliver de ældre kirkegængere fragtet i biler fra den ene del af sognet til den anden.
"Mange af de ældre kvinder, som kommer fast i Frederiksholm Kirke, kan huske, at deres mand gik på arbejde i det blå Sydhavn, dengang det bestod af fabrikker. Det kan virke som en uoverkommelig opgave for dem at komme ud til Kirkeskibet, men når de først er ankommet, synes de, det er en helt fantastisk oplevelse, og så vil de ikke hjem."
"Så er de helt med på, at Kirkeskibet og det blå Sydhavn også er en del af deres sogn."
Men kontrasterne mellem sognebørnene kan man ikke lave om på lige med det samme.
På en kridttavle foran Frederiksholm Kirke i det gamle Sydhavn kan besøgende skrive sidste del af sætningen "Before I die I want to...", eller på dansk "Før jeg dør, vil jeg...".
En har skrevet: "Før jeg dør, vil jeg stå på ski i Frankrig." Et par linjer længere nede på tavlen er ønsketænkningen anderledes alvorlig: "Før jeg dør, vil jeg ha' et sted at bo. Er hjemløs."