De havde ringet forbi hinanden flere gange den dag, men det lykkedes endelig for den danske metodistpræst i Memphis i delstaten Tennessee, Birgitte T. French, og hendes amerikanske veninde og kollega, Autura Eason-Williams, at få fat i hinanden hen ad eftermiddagen. På vej hjem fra arbejde sludrede de ofte om løst og fast, siger Birgitte T. French, der har boet og arbejdet i Memphis siden 2005.
"Jeg kan ikke huske hvorfor, men vi grinede og grinede. Der var noget, som fik Autura til at spørge 'nej, er du sikker?' og så bryde ud i grin igen. Hun havde det mest vidunderlige grin, så man slet ikke kunne lade være at grine med."
Da Autura Eason-Williams drejede ind i sin indkørsel, blev hendes grin til et skrig.
"Det var det mest rædselsfulde skrig, jeg nogensinde har hørt. Jeg sagde, 'Autura, hvad sker der? Tal til mig!'. Så hørte jeg hende råbe 'nej, nej nej', skuddene og en bildør smække i."
"Så sagde jeg, 'Autura, jeg elsker dig', inden hun var væk."
Birgitte T. French og Autura Eason-Williams, som også var præst og distriktsforstander i Metodistkirken i Memphis, snakkede sammen hver dag. Om familien, kirken, samfundet omkring dem og ofte om race. Birgitte T. French er hvid, og Autura Eason-Williams var sort.
Racediskrimination var en af hendes hjertesager. Hun var med til at starte Sign-post, hvor grupper af sorte og hvide mødes og taler sammen om race.
"Hun italesatte forskellene på en kærlig måde, og man følte aldrig, at man havde gjort noget forkert, fordi man er hvid. 'Vi er alle skabt i Guds billede', sagde hun. Retfærdighed var hendes fokus. Når nogen sagde, retfærdig for sorte, sagde hun, retfærdighed for alle."
En stor del af hendes tid gik også med organisationsarbejde for at forhindre, at børn og unge blev opslugt i kriminelle bander, som er en stor udfordring for det lokale politi i Memphis, og hvor der de senere år er sket en stigning i antallet af unge mennesker under anklage i sager om voldelig kriminalitet.
Autura Eason-Williams blev skudt og døde den 18. juli i sin indkørsel, da nogen ville have fat i hendes bil. I onsdags fandt begravelsen sted i St. Paul United Methodist Church i Lakeland i Tennessee, hvor biskoppen prædikede, og et distriktskor formet til lejligheden sang. Til begravelsen blev der også lagt vægt på hendes latter, kærlighed og generøsitet. Hendes rolle som hustru, mor, ven og kollega, ligesom hendes arbejde mod racediskrimination og lederevner blev fremhævet. Hun efterlader sin mand gennem syv år og fire børn fra et tidligere forhold, en stor familie og endnu flere venner.
Tre unge mennesker er blevet anholdt i forbindelse med drabet. Den yngste af dem og ham, der skød og dræbte, er bare 15 år gammel.
Det faktum sætter tanker i gang hos Birgitte T. French. For kunne man have forhindret dem i at gå ned ad den vej? Har man som kirke og lokalsamfund et ansvar for at forhindre andre i at gøre det samme? Og hvordan tilgiver man dem?
"Jeg har ikke tilgivet dem endnu. Jeg sover stadig dårligt, og jeg har dage, hvor jeg slet ikke fungerer. Men jeg ved, at jeg nok skal komme til at tilgive dem en dag. Nogle siger, at Gud ikke giver dig mere, end du kan håndtere. Det er noget vrøvl. Jeg siger, Gud hjælper dig med at håndtere det, som livet byder dig. Hvis jeg ikke havde min tro, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort. Der er mennesker, som vi kun kan elske med Guds kærlighed. Jesus sagde, at vi elske andre, som han har elsket os."
Hvad man stiller op med de tre unge mennesker, har efter Autura Eason-Williams død sat gang i en debat om, hvorvidt de skal forsøges straffes som voksne eller som de unge, to af dem er. På den ene side står den afdødes børn, som mener, at det ikke ville være i deres mors ånd at straffe de unge som voksne. Hun mente netop, at man måtte tilgive, vejlede og arbejde for at hjælpe unge, der ender i kriminalitet. De anklagede risikerer dødsstraf, hvis de kommer for retten som voksne. På den anden side står blandt andre Autura Eason-Williams mand, som ikke ønsker, at andre familier må opleve dette, og den lokale anklager, som også peger på hensynet til samfundet.
Birgitte T. French er splittet.
"Jeg ved ikke, hvor jeg står. Mit første svar er selvfølgelig, at børn ikke skal prøves som voksne. Men dele af mig siger, at hvis han er fri, når han er 19 eller 20 år, gør han det så bare igen? Hvis jeg ser det fra Auturas side, står jeg med børnene, for det, hun har kæmpet for hele livet, er, at vi skal tilgive og vejlede de unge, men systemet, som det er nu, fungerer ikke og skal laves om."
"Ad flere omgange har man forsøgt at rehabilitere ham, der skød, og han har været arresteret tre gange før. Han havde fodlænke på, og han havde været igennem sådan et program, ugen før han skød,” siger Birgitte T. French med tydelig frustration.
Få dage efter drabet begyndte hun at overveje, hvordan man som kirke kan gøre noget for at forhindre, at de unge ender i kriminalitet.
"Vi kan ikke bare blive ved med at bede. Vi skal selvfølgelig blive ved at bede, og vi har brug for mange bønner, men vi er nødt til at gøre noget og få børnene væk fra gaden. Skolen slutter klokken 14.30, og så går nogen til fodbold eller basket, men for mange er der ikke noget, og så går de på gaderne. Børn har behov for at føle, at de hører til," siger Birgitte French, der derfor mødtes med staben i hendes kirke.
"Vi snakkede om, hvad vi kunne gøre i vores nabolag for børnene efter skoletid. Hvad er vores ansvar som kirke? Problemet med våben og vold er så kæmpestort, at vi selvfølgelig ikke kan fikse det, men vi kan invitere børn til at komme og opleve Guds kærlighed, og vi kan læse med dem, lege med dem, være mentor for dem og give dem et sted at høre til."
På det personlige plan kan man stemme på de politikere, der vil gøre noget ved problemer med ungdomskriminalitet og den frie adgang til våben i USA. Noget, som man ikke vænner sig ikke til, selvom man har boet i USA i mange år, siger Birgitte T. French.
"Det er fuldstændigt vanvittigt. Man kan ikke forstå det. Autura og jeg var ofte med til demonstrationer mod våben. Man kan gå i supermarkedet og se folk gå rundt med pistoler i bæltet. Det er uhyggeligt, for man ved ikke, hvis man kommer til at skubbe til nogen med indkøbskurven, om de så vil skyde. Det er frygteligt. Det er ikke længe siden, jeg oplevede en person med et AK47-maskingevær over skulderen. Her i Tennessee behøver man ikke engang have våbentilladelse. Alle kan købe et våben," siger Birgitte T. French.
Da Autura Eason-Williams blev dræbt i sin indkørsel, var hendes mand og yngste datter hjemme. Birgitte T. French fortæller:
"De hørte skuddene, men reagerede ikke, for der hvor de bor, lægger man ikke videre mærke til lyden af skud. De opdagede først, hvad der var sket, da politiet kom og så Autura ligge i indkørslen."