Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?
Jesus siger til de spedalske, at de skal gå til præsterne for at blive undersøgt. Alene det, at de følger Jesus ord, gør dem raske. Det er pointen. Det er ikke Jesus der gør dem raske, men deres tro. I dag svarer det til at få troen tilbage på, at man hører til og er velkommen i et fællesskab. Det er en større gave at give folk troen på, at de selv kan, end at give dem almisser.
Hvis du skulle prædike over stykket, hvem ville du så lade teksten handle om?
Jeg kunne godt forestille mig at bruge teksten til at prædike om en gruppe, som vi ikke taler så meget om. I denne tid fokuserer vi af gode grunde på kvinders og minoriteters rettigheder. Men vi glemmer ofte en gruppe af unge mænd, der føler sig sat uden for fællesskabet.
En del af dem bor i landdistrikterne. De har svært at finde en hustru, fordi mange kvinder er taget til byerne for at uddanne sig, og statistikken viser, at de også har svært ved at holde sig sunde.
Disse unge mænd kan opleve, at dagsordenen handler om alle andre end dem, og jeg tænker derfor, at de kan begynde at føle sig som nutidens spedalske.
Men vi kan give disse unge mænd mere værdighed og handlekraft ved at sikre, at der er muligheder for at arbejde og uddanne sig, hvor de bor. Også kvinderne skal kunne uddanne sig i disse områder, så vi ikke forsætter skævvridningen.
Er der noget i dit eget liv, som du synes bliver sat i relief af tekststykket?
Alle kender følelsen af at stå uden for fællesskabet. Tit handler det om, at man selv har mistet troen på, at man er noget værd. At dette kan forandres selv for de mest socialt udsatte, stod klart for mig, da jeg mødte Kolind Balladeband fra Djursland. De kom og spillede på Christiansborg til et julearrangement.
Bandet består af en gruppe borgere, der aldrig har følt sig set eller følt sig rigtige. Nogle af dem har haft svært ved at komme ud af sengen eller ud af døren. De har nærmest følt sig som spedalske.
Men når de spiller i Balladeband, bliver de set, og de får lov til at lyse, når de synger af deres lungers fulde kraft. Jeg kom til at fælde en tåre, da de spillede for os. De har selv skabt deres musik og skaber selv deres egne mirakler.
Hvor tit går du i kirke?
Kirken kommer jeg for lidt i. Men hver gang jeg så har været i kirke, tænker jeg, at sådan skal en søndag være. Og så går der alligevel børn, fodbold, fødselsdage og andet praktik i den de næste uger. Men en dag bliver det anderledes.
Hvad har været din bedste oplevelse med en gudstjeneste?
Det er svært at udpege min bedste gudstjenesteoplevelse, for i virkeligheden er gudstjenestens fineste træk ritualet og gentagelsen. Det er derfor, jeg gerne ville i kirke hver søndag – for at sætte skik på tiden. Som en lille rytme eller hjerteslag, der igen og igen minder en om, at ”det er søndag, det er søndag, det er søndag”.
Hvad ser du som højdepunktet på gudstjenesten?
Gudstjenestens højdepunkt er for mig den aronitiske velsignelse: ”Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.”
Det er et øjeblik, hvor himmel og jord rører hinanden.
Kan du nævne et udtryk fra Bibelen, som man kan gå og tygge på?
Det er meget menneskeligt at føle trang til at fælde dom over andre mennesker. Ikke mindst de sociale medier svømmer over med fordømmelser af andre mennesker.
En gang imellem må jeg også tage mig selv i det, og hvis jeg er heldig, dukker et salmevers af Johannes Johansen op, som kan få mig til at tænke mig om en ekstra gang: ”frem mod dommedag må vi nu vandre, iført vore domme over andre.”
Det er en digtet over Matthæus 7,1-2 ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”
På denne plads interviewes hver uge en person med interesse for kristendom, hvor fokus vil være på den personlige relation til gudstjenesten.