Den majdag min tvillingesøster og jeg som 12-årige vinkede farvel til vores mor, der stod på hovedtrappen op til huset med viskestykket i hånden, så vi hende for sidste gang. Da vi senere på dagen kom hjem fra skole, var der et mindre opløb om huset. Vi blev af en nabokone bedt om at gå med hende hjem. Hun sagde noget om en ambulance, der lige var kørt væk. En mærkelig og foruroligende situation at være i. Tiden fik vi til at gå sammen med hendes døtre, som vi tit legede med. Lagkage blev serveret for os. Det fik kun uroen til at stige. Endelig efter nogle timer dukkede vores ældste storesøster op og gik med os hjem, hvor vores far, der var tømrer, havde klædt om fra arbejdstøjet og i forblommede vendinger fik sagt noget om en ulykke med gas, som vores mor ikke overlevede. Med alt det, der ikke blev sagt, lagt sammen med alle de gange, jeg havde hørt udtrykket “hun tog gas”, forstod jeg, at min mor selv havde del i sin død.
Da jeg senere på aftenen et øjeblik var alene, faldt jeg på knæ og bad Gud om at passe på min mor i himlen. Jeg var overbevist om, at Gud ville tage sig af hende. Jeg ved ikke, hvor den stærke tro kom fra, for der blev ikke talt om tro i mit barndomshjem. Vi gik dog i kirke juleaften, og julen og dens budskab og salmerne gjorde stærkt indtryk på mig, ligesom også bibelfortællinger og salmesang i skolen lagrede sig i mig. Jeg husker også mine to meget ældre søstres konfirmation som festlige begivenheder, hvor jeg mærkede en boblende glæde over det, der fandt sted.
Der var ingen – hverken på selve dagen eller sidenhen – der talte med mig om det, der var sket. Men jeg fandt et rum i bønnen, hvor jeg kunne mærke Guds nærvær og bede ham om at tage sig af min mor. Det begyndte, da jeg faldt på knæ og bad. Det var en helt fremmed handling for mig, for jeg havde aldrig før henvendt mig til Gud, og jeg var bevidst om, at det ville se mærkeligt ud, hvis nogen kom ind og så mig sådan. Men det føltes nødvendigt.
Min bøn den aften blev begyndelsen på en livslang vandring ad troens vej. Få år efter min mors død forlangte min far på grund af forskellige familiære forhold, at jeg gik ud af skolen og fik et arbejde. Det var en svær tid for mig, og i den periode begyndte jeg at gå ind i de kirker, som stod åbne. Jeg erfarede, at kirkerummet talte til mig og trøstede mig. Jeg gik fortsat ikke til gudstjeneste, men jeg var været heldig gennem hele mit liv at møde præster, som har været interesserede i at tale med mig om de spørgsmål, der optog mig, og jeg har også fået undervisning i både teologi og filosofi. Desuden har jeg haft to svigerfædre, der var præster, og ad den vej begyndte jeg at komme mere ind i kirkens verden. Inden for de seneste 20 år er jeg begyndt at gå mere i kirke, og nu går jeg i kirke hver søndag, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg har også engageret mig i menighedsrådsarbejde og har været med til at indføre kristen meditation i Horne Kirke på Fyn.
Min bønspraksis har i alle årene bestået af at takke Gud og at bede om hjælp, når jeg ikke har kunnet finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå.
Med tiden er det blevet mere formaliseret. Jeg begynder dagen med at tænde et par lys og se ud over vandet og bede til Gud og takke for dagen. I løbet af dagen har jeg nogle stille stunder, og om aftenen samler jeg mig igen i bøn. Min erfaring med bønnen som 12-årig har betydet, at jeg er blevet indbudt til at erkende, at jeg er en del af treenigheden. Det lyder mystisk, men troen er et mysterium. For mig er Gud væren og kærlighed. Vi mennesker har fået en evne til at elske, som ikke er ret stor i forhold til Guds, men det er i denne evne, at vores gudbilledlighed findes.
Min mand døde for fem år siden efter et længere sygdomsforløb. Jeg var hos ham, da han døde, og jeg holder aldrig op med at være taknemlig for, at vi fik den dødsstund sammen. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at skabe den samme ro i mig selv, som min mand fik indlejret i mig og os op til sin død – og at jeg vil kunne give den videre til dem, der er omkring mig, når jeg skal dø.
Jeg finder stor trøst og hjælp i salmebogens billedsprog. I Kingos salme ”Nu rinder solen op af østerlide”, er der en del af en strofe, der lyder ”Mit legems blomsterblad vil Gud bevare”. Jeg tænker på de ord, mens jeg i disse dage samler æbler op i haven, hvoraf nogle er sorte af råd. Jeg tænker på, at mit legeme en dag skal forvandle sig til noget andet, men hvad der ellers skal ske, tager Gud sig af, sådan som han tog sig af min mor.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg har gennem hele mit liv erfaret sandheden i mit konfirmationsord: ”Herren er trofast”.
Med tiden har jeg turdet erkende, at jeg – ligesom alle andre mennesker – er noget dyrebart for Gud, selvom jeg er et lille, sølle menneske, som hverken kan hitte ud af det ene eller det andet. Det er en stor trøst ikke at være i tvivl om det. Til gengæld kan det udfordret mig, at vi har nogle dogmer i vores evangelisk-lutherske kristendom, som ligesom lukker nogle ind og lukker andre ude. At dåben skal være en slags adgangstegn, har jeg det svært med, selvom jeg godt ved, at alle er indbudt til at lade sig døbe.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Frygt ikke, som englene siger julenat. Som mennesker er vi udsatte og kan rammes af store sorger og megen ulykke. Så er det en trøst at vide, at hvis jeg ikke frygter, er der hjælp at få. I frygten spærrer jeg mig inde og lukker mig til, så jeg ikke kan modtage hjælp. Men kan jeg undlade at frygte, åbner jeg mig for, at Gud kan hjælpe mig.