Kun hver tyvende dansker benyttede det nye internet i 1996, da man for første gang målte den slags. I dag, 25 år senere, slår de fleste af os vores folder på de digitale medier.
Data er blevet den nye olie, og techgiganterne de nye oliebaroner. Og siden internettets folkelige indtog har den digitale teknologi forandret verden – og måske i særdeleshed religionernes.
Det mener i hvert fald Morten Thomsen Højsgaard, direktør for ROMU-museerne i Roskilde, som har skrevet ph.d.-afhandling om online religion og været netredaktør ved Kristeligt Dagblad i de spæde år af avisens digitalisering.
Han kan hjælpe med at svare på, hvordan den udvikling har fået afgørende betydning for religioner af alle slags.
”Helt generelt virker digital teknologi forstærkende på det religiøse liv. Med internettet kan religiøse praksisser, som tidligere foregik i små, lukkede rum – det kunne være andagtsrum eller missionshuse – pludselig få hele verden som tilskuere eller medlevere, og man får en potentielt stor megafon foran sig,” forklarer Morten Thomsen Højsgaard.
I gamle dage, som museumsdirektøren grinende kalder tiden før internettets gennembrud, var menneskets religiøse valgmuligheder mere begrænsede.
”I Danmark havde man groft sagt ét sogn med én sognepræst, men da internettet kom, blev alle verdens religioner med ét tilgængelige for alle interesserede. Det samme gjorde kritik af alle verdens religioner og alt det andet, som slet ikke er religion, men som pludselig også indgik i konkurrencen om at definere livets mening for det søgende menneske,” siger Morten Thomsen Højsgaard.
I slutningen af 1990’erne begyndte udviklingen for alvor at tage fart, siger museumsdirektøren. For at illustrere sin pointe opstiller han et tankeeksperiment:
”Lad os sige, at tro førhen kunne beskrives som en trekant. I trekanten var Gud øverst, så kom den medierende præstestand, og nederst de troende. Altså et hierarki med en tydelig magt i toppen, som de fleste religiøse systemer har været kendetegnet af siden tidernes morgen,” siger Morten Thomsen Højsgaard og fortsætter:
”I de senere år har man nærmere kunnet karakterisere trosliv som et netværk. Digitaliseringen har resulteret i en myriade af fornyelse i religioner, hvis hierarkier nu i højere grad går på kryds og tværs,” fastslår han.
Autoritet bevæger sig nedad
Med andre ord: Når hele verden har mulighed for at give sit besyv med til en religion, forandrer den religiøse aktivitet sig. Det mener også religionssociolog på Roskilde Universitet Astrid Krabbe Trolle, som peger på særligt én konsekvens ved digitaliseringen af trosliv.
I den katolske verden har almindelige troende fået mere magt over, hvordan Maria-åbenbaringer skal forstås. Kirkens ledende lag kan stadig have en vurdering af, om den vil anerkende det, når nogen siger, at Jomfru Maria har vist sig et sted i verden. Men det er lettere for lokale menigheder at få indflydelse på, hvilke åbenbaringer der rent faktisk skal spredes.
”Når man pludselig kan digitalisere alting, så kan man tage billeder og distribuere nye steder, hvor Jomfru Maria angiveligt har vist sig og på den måde bliver den religiøse agens til allemandseje,” siger Astrid Krabbe Trolle og fortsætter:
”Autoriteten bevæger sig fra det guddommelige ned til almindelige mennesker, som via digitaliseringen pludselig er med til at bestemme, hvor og hvordan Jomfru Maria er synlig.”
Også Lene Kühle, der er professor mso på afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet, taler om en autoritet, som flytter sig, hvis man spørger hende om, hvilken effekt den digitale verden har på det religiøse liv.
”På internettet kan flere få del af den religiøse autoritet. Det er blevet tydeligt, at der findes alle mulige svar på religiøse spørgsmål, og det gælder ikke bare i folkekirken, men også for muslimer, hos hvem den digitale udvikling over årene faktisk har givet anledning til stor krise. Særligt fordi nogle af de, som har været bedst til at bruge internettet, har nogle meget radikale budskaber,” siger hun.
I dagens avis kan man læse om den tidligere imam og politiske aktivist Ahmed Akkaris vej ind i fundamentalismen – ansporet og hjulpet på vej af internettet, som endnu var i sin gryende begyndelse, da Ahmed Akkari selv var ung og søgende. Det samme internet, som blev hans redning, da han tre år senere fortrød sin forbindelse til den islamistiske bevægelse.
Ligesom Ahmed Akkaris eksempel viser, siger Lene Kühle, at brugen af internettet kan føre søgende i begge retninger.
”I nogle tilfælde kan adgang til internettet som sagt været forbundet med fundamentalisme. Noget af det, som det digitale liv kan, er en tydelig billeddannelse for modtageren. Det har Islamisk Stat eksempelvis benyttet sig af, når de på sociale medier har fortalt historien om den lidende umma (betegnelse for den muslimske menighed, red.), og hvordan muslimer lider over hele verden.”
Men, fortsætter Lene Kühle, ”internettet giver også en unik adgang til at have nogle diskussioner, hvor man kan opdage nuancer i sin egen eller andres tro. I forhold til religiøse autoriteter kan man langt nemmere skrive til dem og få svar på sine spørgsmål via sociale medier end opsøge dem fysisk.”
Med det for øje er der ikke kun tale om et metaforisk billede af et netværk, supplerer Morten Thomsen Højsgaard. Der er nemlig helt bogstaveligt tale om the world wide web, som har betydet, at troen i dag nærmere kommer til syne i netværkskonstruktioner.
”Der er ikke længere én religiøs forkynder som er afsender på ét budskab til mennesker, der nødvendigvis skal lytte, fordi de sidder i kirken eller i moskéen,” forklarer han, mens han lægger tryk på flere stavelser for at klargøre den forskel, internettet har haft på det religiøse liv.
”På internettet lytter mennesker ikke. De stiller spørgsmål, og det, de vil have svaret på, er det, de selv har spurgt om. Det skal være lynhurtigt og relevant, fordi ellers gider de ikke. På den måde er digitaliseringen også en relativisering af religion. Individet er blevet centrum i sit eget trosliv.”