En aften i 2008 lagde jeg mærke til, at min ældste søn på dengang 10 år havde nogle blå mærker kroppen. Jeg syntes, at det så mærkeligt ud, så jeg tog min søn med til lægen og bad hende tage nogle blodprøver. Hun sagde, at normalt ville hun ikke tage blodprøver på en 10-årig dreng på grund af nogle blå mærker. Men hvis jeg insisterede, og min søn var med på det, ville hun gøre det. Hun sagde, at vi ville få besked om nogle dage. Allerede næste morgen ringede telefonen.
Det var vores læge, som sagde, at vi skulle skynde os ud på afdeling C4 på Skejby, hvor vores søn skulle indlægges akut. Jeg er uddannet sygeplejerske og vidste, at den afdeling er specialiseret i behandling af leukæmi hos børn.
På hospitalet fik vi en samtale med overlægen, der forsøgte at berolige os, men også gav tydeligt udtryk for sin bekymring. Vores søn fik taget blodprøver og knoglemarvsprøver, og vi ventede hele dagen på svar. Prøverne bekræftede lægernes frygt, og vi blev orienteret om behandlingsmuligheder og prognoser og fik at vide, at vores søn skulle begynde kemobehandling om mandagen. Min kone og jeg skiftedes til at gå ud på toilettet og græde, så vores søn ikke skulle fornemme, hvor alvorligt syg han var. Det var, som om vi havde fået lagt en kæmpe sten på vores skuldre. Det var den tungeste sorg, jeg nogensinde har haft i mit hjerte.
I løbet af weekenden ringede jeg til min "danske mor", som jeg havde lært at kende, da jeg kom til Danmark som asylsøger. Hun og hendes mand kom jævnligt på besøg på asylcentret, og da jeg fik asyl, flyttede jeg hjem hos dem i en periode, mens jeg gik på sprogskole. De fortalte mig tidligt, at de var kristne, og de talte meget med mig om tro. Jeg kunne virkelig godt lide dem, men følte stærk modstand mod deres religiøsitet. Mine erfaringer fra Iran havde gjort mig meget skeptisk over for religion.
Min far var venstreorienteret og ateist, og religion spillede ingen rolle i mit barndomshjem. Som barn og ung oplevede jeg, at min far blev fængslet af shahens politi. Efter den islamiske revolution blev grebet strammet. Jeg havde mange venner, der tilhørte bahai-religionen, og under det islamiske styre blev de forfulgt. Mange blev tvunget til at flygte eller blev slået ihjel. Indimellem opbevarede jeg ejendele for dem, og enkelte gange lod jeg personer på flugt overnatte hos mig.
På et tidspunkt fik jeg at vide, at en person, jeg kendte, var blevet anholdt og fængslet, og der var risiko for, at han ville angive mig under tortur. Jeg blev rådet til at tage til Tyrkiet i en periode. Efter et par måneder kontaktede min mor mig og fortalte, at det hemmelige politi havde spurgt efter mig, og jeg blev klar over, at jeg ikke kunne vende tilbage. Det var heller ikke sikkert at blive i Tyrkiet, for man risikerede at blive udleveret til Iran. Så jeg flygtede videre gennem Europa og endte i København.
Selvom jeg var skeptisk over for mine danske forældres tro, lod jeg mig overtale til at gå til dåbsoplæring i den lokale kirke. Jeg lærte en del om kristendom, men havde svært ved at overgive mig til en tro, jeg ikke kunne forklare rationelt. Der var også spørgsmål, jeg ikke syntes, at jeg kunne få gode svar på. Jeg spurgte for eksempel mine danske forældre, om et udøbt barn, der døde uden at have lært Jesus at kende, ville gå fortabt, og det sagde de ja til.
Da min søn blev syg, var jeg stadig ateist. Men jeg ringede alligevel til min danske mor og spurgte, om hun ville bede for ham. Det ville hun selvfølgelig. Men hun sagde til mig, at jeg også selv kunne bede. "Men husk, at hvis du skal få noget ud af din bøn, må du tro 100 procent på det, og du skal bede fra bunden af dit hjerte," sagde hun. Jeg ville gøre hvad som helst, for at min søn kunne overleve.
Så om søndagen tog min kone og jeg til gudstjeneste i en iransk menighed. Præsten kunne med det samme se på os, at vi havde noget på hjerte, og vi aftalte, at vi efter gudstjenesten skulle gå med til forbøn. Vi fortalte kort, hvorfor vi ønskede forbøn for vores søn, og så stod vi i en rundkreds og bad. Jeg brugte hele min koncentration på at tro på det.
Bagefter klappede den mand, som sad lige ved siden af mig, mig på skulderen og sagde: ”Gå hjem, din søn er rask.” I det øjeblik var det, som om al smerten i mit hjerte forsvandt, og i stedet blev det fyldt af en dyb glæde. Men da vi havde forladt kirken, blev jeg vred. Hvordan kunne han tillade sig at give os falske forhåbninger?
Dagen efter tog vi tilbage til sygehuset. Min søn fik taget blodprøver og knoglemarvsprøve, og vi fik at vide, at vi skulle vente 10-12 minutter, så skulle kemobehandlingen i gang. Der gik tre timer. Så kom overlægen og sagde, at han ikke vidste, hvad der var sket, men de kunne ikke se nogen kræftceller eller nogen andre indikationer, der gav grundlag for behandling med kemoterapi. De havde endda sendt prøverne til Sverige for at få andre øjne på. Som sygeplejerske vidste jeg, at de prøver, de havde taget, ikke kunne lyve. Det, der var sket, kunne jeg ikke fatte med min fornuft, men i mit hjerte var jeg ikke et øjeblik i tvivl: Gud havde grebet ind; der var sket et mirakel.
Kort efter blev min kone og jeg og vores sønner døbt i folkekirken. Siden er jeg kommet i flere folkekirker og også i en frikirke. For nylig er jeg blevet mere interesseret i katolicismen. Men uanset hvilken kirke jeg kommer i, er det vigtigste, at jeg ved med mit hjerte, hvad Gud har gjort for mig. Det har gjort mig til et andet menneske – ikke fra den ene dag til den anden, men gradvist. Helligånden kan arbejde i én. Jeg arbejder på at blive mere kærlig og blive bedre til at tilgive.
Hvad har udfordret din tro?
Intet kan true min relation til Gud, selvom der stadig er spørgsmål, jeg ikke har svar på. Jeg ved ikke, hvorfor Gud nogle gange udretter mirakler og andre gange ikke gør. Guds vilje er ikke vores vilje. Det er nok for mig at vide, at når han ønsker det, så kan han udrette mirakler.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
”Bank på, så skal der lukkes op for jer.” Det gjorde jeg, da min søn var syg, og der blev åbnet en port, som ikke alene betød, at min søn blev helbredt, men som jeg også tror på har frelst mig og min familie.