Da jeg var 10 år, satte mine forældre sig sammen med min bror og mig i stuen og fortalte os, at de skulle skilles. Det kom som et stort chok for mig, for mine forældre havde sagt, at de aldrig ville blive skilt, og det troede jeg på – så hele min verden faldt sammen. Jeg følte, at min base forsvandt.
På hver vores måde reagerede mine søskende og jeg meget på det. Jeg blev bøllen på min skole. Kom op at slås med mine klassekammerater. Var flabet over for lærerne. Det gav mig en opmærksomhed, som jeg manglede og længtes efter derhjemme. Som 13-årig blev jeg arresteret af politiet for at lave hærværk, og jeg blev voldsommere i slåskampene. På et tidspunkt bed jeg en, jeg var oppe at slås med. Jeg endte med at være meget tæt på at blive smidt ud af den privatskole, jeg gik på, og blev sendt hjem fra skole i en uge på en såkaldt "tænker".
Efter jeg var blevet sendt hjem, kan jeg huske, at jeg stod på min mors altan på fjerde etage og kiggede ud over Aalborg midt om natten. Jeg tænkte over mit liv. Jeg følte mig som en fiasko og overvejede simpelthen at springe ud.
Men jeg fik en tanke om, at det ville blive bedre. En tanke, jeg i dag tror, kom fra Gud.
Efter episoden fik jeg en ven til spejder. Han blev en af mine første ægte venner. Min nye ven var begyndt på noget teenagearbejde i Bethelkirken i Aalborg, og han inviterede mig med. Jeg havde ærlig talt ikke ret meget lyst til det, men jeg sagde alligevel ja. Og jeg blev hurtigt interesseret i de kristne, som kom i kirken. De havde et eller andet over sig, der gjorde, at jeg blev ved med at komme. Ikke fordi det var i en kirkelig sammenhæng – jeg syntes egentlig, det var irriterende, at de blev ved med at tale om ham Jesus. Sådan gik der noget tid, hvor jeg faktisk kom en del i kirken. Og pludselig begyndte jeg at have oplevelser med Gud.
En aften spillede lovsangen "One Way – Jesus", og det var som om en pointe gik op for mig. Jeg fik kuldegysninger ned af ryggen og gåsehud på armene. De andre til mødet stod og hoppede til musikken, og jeg forstod det: Der var én vej, og det var Jesus, og den vej virker og holder. Det rørte mig dybt.
Jeg fik samme følelse flere gange senere, både når jeg hørte taler og var med til lovsang.
Men jeg undrede mig også over det – om det virkelig kunne være rigtigt. Og i en lang periode gik jeg og overvejede, om det virkelig var det her, jeg ville. Jeg kunne se, at det ville koste mig noget. Hvad ville mine klassekammerater ikke tænke? Ville andre stadig synes om mig, hvis jeg begyndte at følge Jesus?
Men jeg oplevede, at jeg fandt en mening midt i al min meningsløshed. Så jeg besluttede mig for at give Jesus en chance. Jeg fik en bibel og valgte at blive døbt, da jeg ikke var barnedøbt, fordi jeg kommer fra en baptistbaggrund.
Jeg havde også været med mine forældre i den lokale baptistkirke, da jeg var lille, men efter skilsmissen kom vi sjældent i kirke, og jeg oplevede ikke, at troen var relevant for mig. Derfor var mine klassekammerater også meget forvirrede, da jeg pludselig blev "meget kristen", som de kaldte mig. Jeg var jo nok bare meget begejstret, fordi jeg faktisk havde oplevet at finde det, jeg hele tiden havde søgt.
Efterfølgende kom jeg på en kristen efterskole, og det var virkelig himmel på jord for mig. Al den tid blev jeg ved med at tænke på, at jeg havde lyst til at give mig hen til troen og dele den med andre. Derfor begyndte jeg at overveje at blive præst, måske missionær eller kristendomslærer – på en eller anden måde at tjene Gud.
På en kristen lejr oplevede jeg for alvor en stor lyst og længsel efter at blive præst i Danmark og dele det, jeg havde oplevet med andre.
Men da jeg var til en aftengudstjeneste, blev jeg under lovsangen i tvivl, om mit ønske virkelig kom fra Gud – om det virkelig var et kald. I samme nu kom der en kvinde op på scenen, der fik mikrofonen. Jeg kendte ikke hende, og hun kendte ikke mig, men hun sagde, at hun havde fået et profetisk ord fra Gud. Hun sagde noget i retning af: "Mens du stod her under lovsangen, var du i tvivl, om Gud havde talt til dig eller ej. Men Gud siger, at han har talt til dig."
Det var så overbevisende og trosopbyggende, fordi det passede så præcist på min situation. Derfor kunne jeg ikke gøre andet end at lytte. Siden da har jeg arbejdet meget konkret på at blive præst. Jeg var frivillig i kirken, havde græsk og latin i gymnasiet, og blev så uddannet teolog i 2020.
Nu er jeg på en detour som lærer på Mariager Højskole, hvor jeg taler med unge om deres tro og trosliv. Men jeg regner helt sikkert med, at jeg skal tilbage til præstegerningen på et tidspunkt, og jeg har en stor drøm om at arbejde tværkirkeligt. At stå sammen som kristne og vise, at vi har brug for Gud, selvom vi lever i et moderne samfund – måske især fordi vi lever i et moderne samfund.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Teenagelederen i Bethelkirken havde det syn på Bibelen, at den var troværdig, og at det var Guds ord. Derfor sagde han også, at når vi havde spørgsmål til Bibelen, skulle vi ikke give op. Vi skulle kæmpe med Guds ord og søge hjælp, når der var svære ting i kristendommen. Det var virkelig definerende for mig.