For to år siden besluttede jeg at tage på en retræte i Skovhuset. Den blev ledet af pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Jeg vidste ikke meget om hverken hende eller den kristne retrætetradition, men jeg havde en længsel efter mening og dybde. Min kone var begyndt at meditere og praktisere mindfulness og havde været af sted på et andet slags ophold. Jeg kunne se, at det gjorde noget godt for hende. Jeg længtes efter at opleve noget lignende, og jeg tænkte, at en kristen retræte kunne give noget af det samme.
Retræten varede fire døgn, heraf to døgn i stilhed, bortset fra lidt samtale i forbindelse med en bibelmeditation. Jeg gik lange ture i skoven og sad i mit lille kammer med tændte stearinlys og bad og mediterede. Der stod bøger af forskellige kristne forfattere fremme, som man kunne fordybe sig i. Det var meget intenst, og Elisabeth Lidell ledede retræten på fantastisk vis med sin bløde stemme og meget sympatiske tilgang til troen. Hun indledte med at sige, at alting i troen begynder med en længsel, som man kan vælge at følge. Det kunne jeg virkelig spejle mig i. I løbet af retræten snittede jeg et lille trækors til mig selv, men fik lyst til at give det til Elisabeth – og hun tog imod det med glæde.
Da jeg kom hjem, beskrev jeg for min kone, hvor fantastisk det havde været. Så sagde hun: ”Hvorfor virker du så så trist?”. I det øjeblik gik det op for mig, hvor stort det var, hvad jeg havde oplevet, og hvor bange jeg var for at miste det, jeg havde fået fat i. Jeg ville bare have mere af det, jeg havde oplevet på retræten, og jeg var så bange for, at det skulle forsvinde igen. Havde nogen på det tidspunkt spurgt mig, om jeg ville gå i kloster, havde jeg sagt ja på stedet. Jeg kan have det lidt anstrengt med at bruge ordet kærlighed, medmindre det handler om min relation til min kone og mine børn. Men dybest set var det, hvad jeg havde oplevede. Det var Guds kærlighed, og den ville jeg ikke give slip på igen.
Jeg er ikke vokset op med kirkegang og kristendom. Jeg er vokset op i et lærerhjem med FDB-møbler og kulturradikalisme. Kirkegang kom ikke på tale, så jeg har ikke noget med mig hjemmefra på den front. Min morfar var meget troende, men han døde, da jeg var 11 år, så han har ikke nået at påvirke mig ret meget.
For omkring seks år siden, da mine børn var blevet store, begyndte jeg at gå i kirke. Jeg har altid været meget historisk interesseret og kan godt lide musikken og stemningen i kirken.
Men første gang jeg var med til en gudstjeneste, blev jeg nærmest skræmt væk. Ud over mig var der kun en konfirmand, og jeg havde ingen anelse om, hvornår jeg skulle rejse mig og sætte mig. Da gudstjenesten var overstået, løb jeg nærmest ud af kirken. Jeg tog nærmest derfra med en fornemmelse af, at der ikke var nogen troende på Vestfyn.
Jeg prøvede igen, men det var svært for mig at finde ind i rytmen i gudstjenesten, og jeg savnede et fællesskab, hvor jeg kunne tale med andre om, hvad der foregår i vores sind og sjæl. Kort efter besluttede jeg at stoppe på den friskole, hvor jeg havde arbejdet i mange år, og jeg mærkede en form for ensomhed og længsel efter dybere mening. Jeg savnede mine kolleger, og jeg begyndte hver søndag at vandre en lang tur på seks-syv timer, hvor jeg så gik til gudstjeneste undervejs. Det hjalp, for det var dejligt med en pause undervejs, og vandringen åbnede mig på en anden måde for det, der foregik i kirken. Med tiden blev jeg også fortrolig med gudstjenesten.
Men vendepunktet kom først på retræten. Det var der, jeg fandt noget, jeg for enhver pris ville holde fast i. Til at begynde med troede jeg hele tiden, at det ville forsvinde, og jeg forsøgte nærmest krampagtigt at holde fast i det.
Men med tiden fandt jeg ud af, at det er der hele tiden, og at det ikke er svært for mig at kalde det frem. Jeg kan gøre det, mens jeg går i skoven, eller mens jeg er sammen med min kone.
Det hjælper mig at have en fast rutine, hvor jeg hver morgen sidder en halv times tid og laver min egen lille andagt med salmesang og bøn og læsning af en tekst fra den hollandske katolske præst Henri Nouwens bog ”Elsket ubetinget” med daglige meditationer.
Det, jeg har fundet, er en grundlæggende følelse af ikke at være alene i verden. En behagelig omsluttethed af noget, som er varmt og kærligt, og som giver overskud på en måde, som en tur fitnesscentret eller en løbetur ikke kan gøre. Men der er også en anvendelighed i det. Jeg kan bede en bøn, hvis jeg har brug for det, og lægge bekymringerne over til Gud og lade Helligånden råde.
Jeg er blevet medlem af menighedsrådet, og jeg har sagt ja til at blive formand for foreningen Fynsk Pilgrimsvandring. Jeg synes, at det er vigtigt, at der er fællesskaber, hvor man kan tale åbent om troen og fordybe sig i samtaler om, hvordan og hvad vi tror. Jeg synes ikke, at folk skal have samme oplevelse som mig af at gå i kirke og tænke, at ”o.k., jeg er den sidste troende her; det er mig, der lukker og slukker”. Derfor fortæller jeg om min tro, når det falder naturligt, og ofte viser det sig, at andre gerne vil tale om længsel, tvivl og tro.
Hvad har udfordret din tro?
Det udfordrer mig, når jeg i min hverdag ikke formår at omsætte den kærlighed, jeg oplever i relationen til Gud, i min relation til andre mennesker. Når de børn, jeg underviser, er udfordrende og grænsesøgende, og jeg reagerer på en måde, hvor jeg bagefter tænker, at det kunne jeg godt have tacklet lidt anderledes. Men det gode er, at jeg i troen også har redskabet til at bede om tilgivelse og tilgive mig selv.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Teolog og præst Henrik Højlund har i en af sine bøger skrevet, at hvis man vil holde sin tro levende, må man have en daglig praksis – om det så bare er at synge en salme. Det har jeg taget til mig og har bygget min egen lille morgenandagt op, som jeg begynder dagen med hver dag.