Jerusalems første kvindelige præst vil inspirere andre kvinder til at gå samme vej

Sally Azar bliver den første kvindelige palæstinensiske præst i Det Hellige Lands evangelisk-lutherske kirke, og hun håber at kunne inspirere andre kvinder til at gå samme vej

Sally Ibrahim Azar modtog klapsalver fra de andre præster, da hun blev ordineret i søndags.
Sally Ibrahim Azar modtog klapsalver fra de andre præster, da hun blev ordineret i søndags. Foto: Maya Alleruzzo/AP/Ritzau Scanpix.

I hele den mellemøstlige region er der fire kvindelige præster. Efter ordinationen af palæstinensiske Sally Azar søndag eftermiddag i Forløserkirken i Østjerusalem, er der nu fem. Og for første gang nogensinde bliver en kvinde præst i den evangelisk-lutherske kirke i Jerusalem og Det Palæstinensiske Selvstyre.

I kirkelige kredse i Det Hellige Land er 26-årige Sally Azar allerede et kendt ansigt. Dels i kraft af, at hun er datter af Sani Ibrahim Azar, den evangelisk-lutherske kirkes biskop i Jordan og Det Hellige Land. Dels fordi hun selv gennem en årrække har været engageret i den protestantiske kirkes arbejde i Jerusalem og Betlehem. Sally Azar voksede op i Betlehem, hvor hun gik i en katolsk skole. Hun har en kandidatgrad i teologi fra Near East School of Theology i Libanons hovedstad, Beirut, og tog herefter en særlig avanceret teologisk grad i Göttingen i Tyskland. 

“Det er, hvad jeg altid har ønsket,” sagde Sally Azar i forbindelse med søndagens ceremoni, der blev transmitteret direkte. 

Med rødder i en region og et samfund, der hviler på et stærkt patriarkalsk fundament, er Sally Azar godt klar over, at store dele af opmærksomheden skyldes, at hun er den første palæstinensiske kvinde på posten. Og netop det emne lagde hun vægt på i et interview inden ordinationen. 

“Muligheden for at blive ordineret som kvinde i min kirke er en ekstra ære. Jeg er glad for at være en del af historien og ligestillingen i min kirke. Det er spændende, men der er også usikkerhed. Jeg forventer ikke, at denne vej bliver let,” sagde hun til Det Lutherske Verdensforbund i sidste uge. 

Indtil videre er det vanskeligt at finde andet end ros til beslutningen om at lade Sally Azar blive præst i den evangelisk-lutherske kirke. 

"Det er en stor, stor dag for vores kirkes liv, et vigtigt skridt fremad, og på tide," sagde dr. Munther Isaac, luthersk præst i Betlehem og Beit Sahour, til BBC i forbindelse med ordinationen. 

Sally Azar får ansvaret for de engelsksprogede dele af menighederne i Jerusalem og Beit Sahour. Hun skal også skabe forbindelser til de arabisktalende menigheder og udføre fælles projekter mellem menighederne.

“Med min ordination håber jeg ikke kun, at unge kvinder bliver inspireret til at studere teologi, men at kvinder i alle aldre, som ikke troede, det var muligt, vil blive opmuntret til det,” lyder det fra Sally Azar i interviewet med Det Lutherske Verdensforbund. 

I årtier har den kristne befolkning i Det Hellige Land været præget af især unge kristnes emigration væk fra regionen og konflikten mellem Israel og palæstinenserne. 

Ifølge det palæstinensiske statistikbureau var der i 2017 kun 43.000 kristne i Gaza og på Vestbredden. Blandt dem hører omkring 3000 til den protestantiske kirke. 

Præster og biskopper udtaler sig ofte om konflikten mellem Israel og palæstinensere. På den ene side, fordi de er talspersoner for hårdt trængte mindretal, og på den anden side, fordi de ofte agerer mæglere, initiativtagere og meningsdannere i konflikten.  

For Sally Azars vedkommende spiller konflikten også en rolle for hendes virke som præst. 

"Unge mennesker her vokser op med mure og checkpoints. De kender ikke til andet og tror, dette er normen,” siger hun ifølge den danske organisation Betlehems Venner og fortsætter:

“Sådan voksede jeg også selv op. Først da jeg kom til andre lande, blev jeg klar over, at dette ikke er hverdagskost i mange dele af verden. Jeg nød denne frihed og spurgte mig selv, hvorfor det ikke er tilfældet i mit eget hjemland. Især under besættelse har unge mennesker brug for et sted, hvor de kan lade op."