Himlen er i jødedommen først og fremmest Guds og englenes sted. Men udover denne gennemgående historiske kerne har der gennem tiden hersket forskellige opfattelser af, hvad himlen er for en størrelse. Det siger Asger Christen Højlund, der er theol.dr. og professor emeritus ved Menighedsfakultetet.
"Den fysiske forståelse har været meget primitiv," fortæller Asger Christen Højlund.
Frem til mødet med den persiske tankegang, som tog sted fra cirka 500 før Kristi fødsel, forestillede man sig, at verden var bygget under en stor hvælving, og ovenover den tog himlen en fysisk form. Stjernerne var huller ind til den virkelighed, der udspillede sig i himlen. Datidens forestillinger om den fysiske verden har præget Det Gamle Testamente. Det siger Asger Højlund.
Med persisk tænkning kom en mere dualistisk forståelse af den åndelige verden, og under påvirkning af hellenismen et par hundrede år senere blev himmelforståelsen for alvor transcendent.
På Jesu tid sås ifølge Asger Christen Højlund allerede et velkendt træk ved gudsforståelsen i jødedommen.
"Jøder betoner meget kraftigt, at Gud er hinsides enhver materiel, legemlig forestilling," siger teologen og giver to eksempler på en himmelsk fortolkning i Det Nye Testamente:
"Fader Vor, du som er i himlen (...) Ske din vilje i Himlen, således også på jorden". Himlen er Guds sted eller magtområde. I Johannes' åbenbaring får man et kig ind i den himmelske gudstjeneste og tilbedelse af Gud med engle og de ældste omkring sig.
"Jødedommen er en mangfoldig størrelse på Jesu tid, men den adskiller sig totalt og meget bevidst fra alt for menneskelige forestillinger om guder og deres liv. Dem betragtede man med stor foragt," siger han.
Derfor er det mestendels et udtryk for en symbolsk gestus, når Jesus kigger op mod himlen i morgendagens tekst.
"Gud er den ophøjede. Når man henvendte sig til ham, vendte man derfor ansigtet opad," uddyber Asger Christen Højlund.