Hvis man af religiøse årsager ikke ønsker at modtage blod ved indlæggelse, skal man kunne sige meget tydeligt fra over for de læger, der ønsker at redde ens liv.
Det står klart efter en opsigtsvækkende dom i Højesteret i denne uge. Her valgte dommerne at omstøde en dom fra Landsretten i 2020, som gav et medlem af Jehovas Vidners familie ret i, at det var forkert, da Odense Universitetshospital i 2014 gav en mand en blodtransfusion efter en faldulykke.
Manden havde tidligere gjort klart, at han ikke ønskede at modtage blod af religiøse årsager, og han havde et forhåndsdirektiv, et såkaldt blodkort, i lommen, da han blev indlagt. Alligevel lagde Højesteret i sin afgørelse vægt på, at manden ikke kunne give udtryk for sin holdning i den givne situation, da han var bevidstløs.
Nu overvejer mandens enke og hendes advokat Tyge Trier, om afgørelsen eventuelt skal ankes til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
”Siden dommen kom tirsdag har jeg allerede fået mange henvendelser - også en del fra juridiske eksperter – der udtrykker betænkelighed ved den retstilstand, som dommen synes at udpege både for de almindelige patienter, men selvfølgelig også for medlemmer af Jehovas Vidner. De forskellige indspark indgår i mine fortrolige drøftelser med enken Lilian Lindholm, og jeg forventer, at vi vil have en afgørelse vedrørende Menneskeretsdomstolen inden for ganske kort tid,” siger Tyge Trier.
Det kan jura-professor Jens Elo Rytter, som blandt andet underviser i menneskerettigheder ved Københavns Universitet, godt se et perspektiv i. Han blev overrasket, da han læste, at Højesteret havde omstødt Østre Landsrets dom fra 2020.
”Da jeg læste landsrettens dom tænkte jeg, at den kan jeg forstå med mine menneskerets-briller på. Ikke at ville tage imod blod er et meget klart personligt valg, manden har truffet af personlige religiøse årsager. Og som udgangspunkt er det en menneskeret, at man har lov til at råde over sit eget liv. Så den dom gav mening i mine øjne. Når Højesteret omstøder dommen, skabes en situation, hvor nogle mennesker faktisk ikke får mulighed for at håndhæve deres religion, når de er bevidstløse. Det siger dommen fra Højesteret ikke direkte, men det er altså konsekvensen,” siger Jens Elo Rytter.
For ham at se vil det ikke være ulogisk, hvis familien vælger at bringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi afgørelsen både er på kant med artikel 8 og artikel 9, der handler om henholdsvis retten til at bestemme over sit eget liv og retten til religionsfrihed.
”Jeg kunne godt se et perspektiv i at forsøge at indbringe den for menneskeretsdomstolen for at se, om den ville være enig i dommen fra Højesteret. Man kan ikke sige, at dommen klokkeklart er imod menneskerettighederne. Men afgørelsen går lidt på tværs af, hvad vi normalt menneskeretsligt tænker om den personlige selvbestemmelse og retten til at råde over eget liv, som altså også indebærer retten til at bestemme over egen død,” siger Jens Elo Rytter.
Ifølge professoren retter Danmark sig normalt efter afgørelser, der træffes i Den Europæiske Menneskeretsdomstol.
Dommen vil ikke danne præcedens
Men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ville næppe nå frem til den konklusion, at dommen skulle omstødes. Det mener Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet, der udtrykker forståelse over for Højesterets afgørelse.
”I religiøse spørgsmål har domstolen traditionel lagt sig på det, man kan kalde en bred skønsmargin. Derudover har Højesteret med dommen i høj grad gået langt ind i overvejelserne om menneskerettighederne i den givne dom, og derfor vil Menneskerettighedsdomstolen typisk også være lidt mere tilbageholdende med at omstøde dommen,” siger han.
Den europæiske domstol ville sandsynligvis ikke nå frem til, at religionsfriheden ved denne sag er blevet krænket, lyder det medgivende fra Bjørn Elmquist, der er advokat og formand i Retspolitisk Forening.
”De senere år har domstolen anlagt en forholdsvis pragmatisk linje, når det gælder religiøse spørgsmål, for eksempel, da den godkendte et forbud mod kristne kors og muslimske symboler i franske uddannelsesinstitutioner. Derfor tror jeg heller ikke, at den ville statuere krænkelse af Menneskerettighedskonventionen i dette tilfælde,” vurderer Bjørn Elmquist.
Advokaten medgiver dog at, dommen fra Højesteret kan give anledning til bekymring, hvad angår spørgsmål om religionsfrihed.
Men, fortsætter Bjørn Elmquist:
”Dommen fra Højesteret er skrevet meget målrettet på den konkrete situation. Man tillod alene indgrebet, fordi der var tale om en livstruende situation, hvor personen ikke var ved bevidsthed. Derfor vil dommen næppe danne præcedens i ret mange andre spørgsmål om religionsfrihed,” siger han.
Højesterets dom kan også ses som en tydeliggørelse af en særlig dansk opfattelse af religionsfrihed, vurderer Sune Lægaard, prodekan ved Roskilde Universitet og medlem af bestyrelsen for Dansk Institut for Menneskerettigheder:
”Vi opfatter sjældent religionsfrihed som en rettighed, der er relevant at påberåbe sig, fordi vi tror, at samfundet allerede er indrettet til at beskytte os og vores rettigheder,” siger Sune Lægaard.
Han peger på, at vi i Danmark stoler så meget på staten, at vi ikke kan forestille os, at den udgør en trussel mod vores rettigheder.
”Det er kendetegnet for danskerne, at vi sjældent gør modstand mod indskrænkninger af vores friheder. Når vi for eksempel øger overvågningen tænker vi, at det er for vores eget bedste,” siger Sune Lægaard.
Den høje tillid til staten hænger sammen med, at der er en udbredt opfattelse af, at Danmark er et homogent samfund, forklarer Sune Lægaard. Men det betyder også, at mindretallet kan komme i klemme i systemet:
”Fordi vi tror vi er indrettet os optimalt, har vi sjældent blik for det der er uhensigtsmæssigt for mindretallet. Det er den seneste dom også et tegn på,” siger Sune Lægaard.