Kan kirken hjælpe, når klimaangst bliver til klimasorg?

For mange er angsten for klimaforandringer blevet så håndgribelig, at følelsen af afmagt nu bliver til sorg. Med en ny sorggruppe vil Stefanskirken give rum til at hele den

Det er Sarah Strunge Albertsen (til venstre), som har etableret klima-sorggruppen, der fremover skal mødes en tirsdag om måneden. Helt til højre ses sognepræst i Stefanskirken Thomas Høg Nørager, som har åbnet kirkens døre for initiativet. Han håber, det kan være med til at give unge som gamle håb i den ellers tunge klimaangst.
Det er Sarah Strunge Albertsen (til venstre), som har etableret klima-sorggruppen, der fremover skal mødes en tirsdag om måneden. Helt til højre ses sognepræst i Stefanskirken Thomas Høg Nørager, som har åbnet kirkens døre for initiativet. Han håber, det kan være med til at give unge som gamle håb i den ellers tunge klimaangst. Foto: Leif Tuxen.

Sarah Strunge Albertsen, 29 år og klimaaktivist, tripper fra den ene kirkebænk til den anden. Hun holder øje med døråbningen.

Hvis det ikke var for lyden af en svag bilstøj gennem de åbne døre, kunne man nemt glemme, at hun står midt på Nørrebro i København.

I Stefanskirken, som ligger i smørhullet mellem hippe pizzarestauranter, fedtede shawarmabarer og legepladser for speltsegmentet, brænder lysekronerne denne tirsdag aften.

På pladsen uden for kirken hænger et stort banner mellem to træer iklædt præmature julelys. I lysskæret står de røde og grønne versaler tydeligt frem i mørket: ”Åbent rum for unge. Klima-sorg-gruppe. Tirsdage en gang om måneden.”

Klima-sorggruppen er den første af sin slags. I hvert fald i Stefanskirken. Det er Sarah Strunge Albertsen, der har banket på kirkens dør og spurgt, om hun – og den sorg, hun bærer rundt på over klimaforandringer – må flytte ind under kirkens loft.

Sarah Strunge Albertsen mener nemlig ikke, at man længere kan ignorere, at følelsen af afmagt er blevet så håndgribelig, at det nu giver det, hun kalder klimasorg – særligt blandt unge.

”Sorg er ofte noget, vi forbinder med dødsfald, men jeg vil gerne skabe et rum, hvor man kan italesætte sorg som en legitim følelse i en krisetid,” siger hun og tilføjer:

”Mit mål med klima-sorggruppen er, at vi ved at forholde os til de svære spørgsmål kan finde mod og modstandskraft, som gør det nemmere at agere frem for at føle sig håbløs.”

Men arrangementet skal ikke tale dommedag op, understreger sognepræst og den anden initiativtager bag projektet, Thomas Høg Nørager, inden aftenens seance går i gang.

”Det handler ikke om dommedagsscenarier, men om at finde ind i en menneskelig solidaritet. I skabelses-beretningen står der, at vi skal herske over himmelens fugle og havets fisk. Det er en meget omdiskuteret passage, men der er ingen tvivl om, at den i sin oprindelse er tænkt sådan, at vi har et ansvar over for vores jord og over for hinanden.”

Sarah Strunge Albertsen vil helst ikke bruge ordet håb i forbindelse med sorggruppen. Det bliver for abstrakt, synes hun. Men for Thomas Høg Nørager er der en dyb pointe forbundet med at huske håbet midt i sorgen – også når den er affødt af klimaangst.

”Kristendommens grundfortælling begynder og slutter med et håb. Vi er et sted, hvor vi faktisk har brug for at begræde den tabte verden, men en sorggruppes formål er aldrig at blive stående i sorgen, men at komme ud på den anden side.”

En sårbar halvcirkel

Et skingert dyt fra gaden udenfor minder om, at klokken er myldretid. Men inde i kirken, nu siddende i en halvcirkel foran alteret, har aftenens deltagere øjensynligt glemt, at der findes en verden udenfor. Det er den lurende klimaangst, der er aftenens tema. Ordet, der i disse dage bruges om alt fra mismod til eksistentiel uro, har for flere af aftenens deltagere forvandlet sig til en sorg.

”Det bliver mere og mere gængs at føle klimadepression,” indleder Sarah Strunge Albertsen og kigger rundt på aftenens forsamling bestående af syv personer. Et par af dem er veninder, nogle er aktive i miljøorganisationer, nogle er i sorg, en er i praktik som præst, andre er nysgerrige.

”Men jeg tror, det er et sundhedstegn. Et tegn på, at man har empati,” tilføjer hun.

Først er samtalen nølende, og generte blikke er vendt mod gulvet. Men så beder Sarah Strunge Albertsen dem om at sætte ord på, hvordan klimaangsten påvirker deres hverdag.

”Det er som at få revet en arm af, når konsekvenserne langsomt begynder at gå op for en” udbryder 38-årige Christoffer Lillemand.

En halv time senere er det svært at se, hvordan man taler om klimasorg uden at tale om dommedag – og uden at glemme det håb, som Thomas Høg Nørager bebudede til en start.

27-årige Emmeline Werner fra Belgien, fortæller med tårer i øjnene om sommerens oversvømmelser i hendes hjemland, som kostede over 30 mennesker livet og medførte store økonomiske konsekvenser for hendes belgiske landsmænd – hendes venner og familie inklusive.

”Det kan være svært at forestille sig klimaforandringer, når man bor i Danmark. Måske burde jeg ikke være så kritisk, men meget få danskere snakker om klimaforandringer som den katastrofe, det i virkeligheden er,” siger Emmeline Werner og holder inde et øjeblik:

”Men de kommer tættere og tættere på.”

De andre nikker samtykkende.

Da Sarah Strunge Albertsen spørger den 51-årige teologistuderende Mette Juul, om hun er bekymret for sine børns fremtid, øjner denne en chance for at mane til besindighed:

”Det burde jeg måske være, men det er jeg ikke. Børn er vores håb,” svarer hun.

”Det er virkelig dejligt at høre dig sige det,” udbryder den 30-årige Anne Bisp Asghari. Hun folder sine hænder foran sig, før hun fortsætter:

”For det er overhovedet ikke en følelse, jeg kan genkende. Jeg er vildt bange for at sætte børn i verden.”

Hvad er kirkens rolle?

Efter halvanden time i halvcirklen er det tid til at bryde op. Blandt deltagerne er der bred enighed om, at kirken – og kristendommen med – har en vigtig rolle at spille i spørgsmålet om klimasorg.

”Det har været en åndelig oplevelse. Man har fokus på en helt anden måde, når man sidder i en kirke. Så lige nu er jeg helt afslappet,” siger 26-årige Christiane Karle.

Ifølge Christoffer Lillemand kan kirken hjælpe med at løfte et pres fra den enkeltes skuldre:

”Der er meget skyld og skam forbundet med klimakrisen, men i kristendommen kan man mødes om ansvaret, så man ikke går til grunde,” siger han.

Den teologistuderende Mette Juul ser på kirkens rolle i et andet lys.

”Jeg ved ikke, om kirken skal have en specifik rolle i forhold til at bekæmpe klimaforandringer, men den har en sjælesørgerisk pligt, og det har den bestemt opfyldt her til aften.”

For Sarah Strunge Albertsen, som selv er vokset op på Stefansgade og er kommet i kirken, er der en særlig pointe forbundet med valget af det kirkelige rum.

”At være i et spirituelt rum kan rigtig meget, når man skal tale om de svære ting. Jeg var i diskussion med mig selv, for jeg er ikke selv kristen, men det er meget betryggende at vide, at der er en præst til stede, som kan håndtere nogle af de tunge, eksistentielle spørgsmål, der opstår, når vi snakker om klima og klimaangst, når jeg ikke uddannet terapeut eller lignende.”