Kirkeministerens rolle er ofte blevet sammenlignet med en pedel, der - i det skjulte - sørger for at skabe de bedste rammer for folkekirken, men ellers lader de lokale menighedsråd og præster passe sig selv. Men måske har kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) tænkt sig at indtage en anden og mere aktiv rolle i folkekirkens indre anliggender.
Det har i hvert fald overrasket flere i folkekirken, at kirkeministeren har krævet, at menighedsrådet i Københavns Domkirke skal redegøre for dets håndtering af en sag om seksuelle krænkelser af en mindreårig, som skulle være begået af en medarbejder i 1990’erne. Det siger næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen, der kalder tiltaget "bekymrende":
“Det er vigtig at understrege, at der er nultolerance for krænkelser i folkekirken, men derfor kan man alligevel godt blive bekymret, når ministeriet pålægger et lokalt menighedsråd at aflægge rapport. For hvilken præcedens skaber det. Er mit menighedsråd det næste, der skal afrapportere direkte til ministeriet?” spørger Inge Kjær Andersen, der også er formand for Menighedsrådet i Hans Egedes Kirke i Aalborg.
Hun mener, at folkekirken har redskaberne til at kunne håndtere sager om krænkelser og mobning selv:
“Vi har gennem de sidste år haft øget fokus på at vise, at man altid kan henvende med en sag, og at man bliver lyttet til og taget alvorligt. Det gælder både sager om arbejdsmiljø og eventuelle krænkelser,” siger Inge Kjær Andersen.
Hun mener ikke, der er noget problem i, at Kirkeministeriet engagerer sig i folkekirkens udfordringer, som da ministeren indkaldte folkekirkens parter, efter en række præster med underskriftsindsamlinger og gennem medierne havde sat fokus på tavshedskultur og psykisk arbejdsmiljø i folkekirken:
“Forskellen er jo bare, at dengang blev det håndteret gennem samtaler og dialog med folkekirkens parter. Denne sag har derimod resulteret i iværksættelse af en undersøgelse og en whistleblower-ordning med hjælp fra et eksternt advokatfirma,” siger Inge Kjær Andersen.
En anden udvikling, der peger i samme retning er ifølge næstformanden, at folkekirkens biskopper nu skal indrapportere alle krænkelsessager til Kirkeministeriet:
“Det kan ministeriet godt forsvare at afkræve af den gejstlige linje i folkekirken. Men hvad med menighedsrådene og deres ansatte? Menighedsrådene er jo ikke en styrelse under kirkeministeren. Der består med andre ord ikke noget over-underordnelsesforhold mellem Kirkeministeriet og menighedsrådene. Så hvor er lovhjemmel til en igangsætte undersøgelsen og whistleblower-ordning med hjælp af et eksternt advokatfirma?” spørger Inge Kjær Andersen.
Også juraprofessor Lisbet Christoffersen har overvejet Kirkeministeriets tilgang til sagen:
“Normalt er det stiftsøvrigheden, der i sidste instans fører juridisk og administrative tilsyn med et menighedsråd. Men i sagen i domkirken er den ene del af stiftsøvrigheden, nemlig biskoppen, umiddelbart en del af sagen. En overvejelse kan derfor være, at Kirkeministeriet har villet undgå spørgsmål om inhabilitet. Dertil kommer, at Kirkeministeriet har det helt overordnede administrative tilsyn med det lovgivningsområde, folkekirken hører ind under,” siger Lisbet Christoffersen, som forventer at Kirkeministeren vil redegøre for undersøgelsens juridiske baggrund, når der er samråd om sagen i næste uge.
Hun mener også, at der kan være gode grunde til, at Kirkeministeriet har valgt at igangsætte en undersøgelse med hjælp fra et advokatfirma frem for at indkalde parterne til dialog, som hun gjorde, da en række præster stod frem i medierne for at gøre opmærksom på en tavshedskultur og et uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø i folkekirken.
“Dengang handlede det om generelle problemer på tværs af folkekirken. Her er det en konkret sag, hvor parterne er dybt involverede, og hvor man ikke kan leve med, hvis omstændighederne ikke bliver afdækket grundigt. I mine øjne er det politisk en ualmindeligt klog handling,” siger Lisbet Christoffersen.