I Det Gamle Testamente kan man læse om profeten Elias, der gik ud til et bjerg for at møde Gud. Ved bjerget blev han mødt af både jordskælv og ild. Men det var først i den efterfølgende sagte susen, at Gud åbenbarede sig for ham.
Hvis jeg skal nævne et betydningsfuldt religiøst øjeblik fra mit liv, var det også blot som en sagte susen uden torden og jordskælv. Jeg var 11 eller 12 år og boede hos mine forældre på Lolland-Falster. Det var en kirkelig, katolsk familie, og det var ikke altid, jeg syntes, det var lige spændende, hvad der foregik i kirken. Der var vel en vis grad af vane over mit forhold til kirken. En dag havde jeg været alene inde og bede i vores kirke. Og da jeg var på vej ud og stod for mig selv i kirkedøren, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at Gud ville noget med mit liv. Det var en mærkværdig følelse, der er svær at få indkredset, og jeg kan dårligt sige præcist, hvad der skete. Men det var en oplevelse af nærhed. Det var, som om jeg her rigtig mærkede, at Gud er virkelig, og at bønnen i kirken betyder noget. Det var på mange måder en basal erfaring, hvor jeg mærkede, at det, der foregår i kirken, også vedkom mig.
Jeg er ikke typen, der har nemt ved at blive hensat i ekstase over oplevelser, og det gjorde jeg heller ikke dengang. Jeg tog det vist meget fattet. Så vidt jeg husker, gik jeg blot hjem igen bagefter. Men den ”mystiske” oplevelse eller erkendelse tænker jeg på som et udramatisk, men alligevel vigtigt øjeblik i udviklingen af mit trosliv. Sidenhen er der kommet mange andre trosmæssige milepæle, ligesom troen er blevet meget mere nuanceret, men erkendelsen i kirkedøren markerede den første gang, jeg gjorde en sådan religiøs erfaring.
Det var også her, erkendelsen opstod af, at jeg havde en opgave med mit liv. Få år efter begyndte tanken at vokse i mig, at jeg havde et egentlig præstekald. Jeg vil ikke sige, at oplevelsen i kirkedøren var mit kald til at blive præst, men det var formentlig det første skridt på vejen derhen.
Religiøst set er jeg rundet af, at jeg er vokset op i et katolsk hjem, hvor kirkegang var en naturlig del af livet. På samme måde fik det betydning for min tro og forhold til kirken, at jeg i en tidlig alder blev messedreng og derfor var med i alt, hvad der foregik i kirken. Jeg havde et tæt forhold til vores præst og var med i mange af hans opgaver både med begravelser, dåb og besøg. Jeg gik ind og ud hos præsten, næsten som om det var mit andet hjem, og vi havde mange gode snakke sammen.
Erfaringen viser dog, at man ikke nødvendigvis bevarer troen af at vokse op i et kirkeligt hjem. Selv de frommeste og klogeste forældre kan ikke garantere, at deres børn bevarer troen. Jeg har aldrig selv været i en oprørsfase i forhold til religion eller sat spørgsmålstegn ved noget eller trodset den religiøse praksis. Alligevel kommer man uvægerligt til et punkt, hvor man må træffe sit eget trosmæssige valg. Det leder mig tilbage til oplevelsen, hvor jeg stod alene i kirkedøren som 11-årig. Her oplevede jeg, at min tro og mit forhold til kirken bundede i mere end blot vanen.
Sidenhen har min tro fulgt en slags lineær udvikling. Jeg har altid interesseret mig for alt, hvad der har med tro og kirke at gøre og gerne opsøgt religiøse miljøer. Jeg vil ikke sige, jeg har levet i en kirkelig boble, men når jeg har kunnet vælge det, har jeg gerne brugt min tid på kirkelige arrangementer, og når jeg har været ude at rejse, har jeg opsøgt kirker og kirkelige begivenheder. Det har været med til at udvikle min tro, og jeg vil selv sige, den er blevet både modnet og mere nuanceret over årene. Nogle vil måske stadig kalde mig firkantet, men jeg mener selv, jeg har lært at se mere nuanceret på mange ting, uden dog at give køb på noget af det vigtige.
I dag vil jeg beskrive min tro som en erkendelse af, at Gud er virkelig, og at han er tæt på en. Han udfordrer en og kræver, at man skal måle sin livsførelse på hans bud og vilje. Derudover er han en, som hjælper. Det er vigtigt for mig at have et personligt forhold til Gud. Han er ikke bare en abstrakt størrelse og anonym kraft et sted derude.
Både bønnen og den daglige fejring af gudstjenesten er i dag vigtige dele af mit trosliv. Typisk begynder jeg dagen med messen, lige som jeg følger kirkens fem daglige officielle tidebønner. Tidebønnerne begyndte jeg så småt at følge under min studietid, og da jeg blev diakon og senere præst forpligtede jeg mig på at gøre dem til en del af min hverdag. Det har de været siden. For mig er der noget bekræftende i, at troen og bønnen både er personlig og en del af en større sammenhæng. Både tidebønnen og gudstjenesten er en indstigning i det, hele kirken gør sammen rundt om på Jorden. Det gør, at man føler, man er en del af noget stort, så troen ikke kun er noget, der hører til i lønkammeret.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Som præst vil jeg gerne være med til at føre mennesker til Gud og give den rigtige vejledning. I den forbindelse er der en devise, der blandt andet går tilbage til Kierkegaard, jeg tit husker på. Den lyder, at for at det kan lykkes, skal vi hente mennesker, hvor de står, og gå med dem og føre dem hen, hvor de ikke selv havde drømt om at lande.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg har på mange måder haft et nemt liv, hvor jeg har været forskånet for store sorger og tragedier i familien. Min mor lever stadig, og min far døde mæt af dage. Det betyder også, at der aldrig har været anledning til, at jeg er kommet i tvivl om Guds eksistens og godhed eller andre af trossandhederne. Min største trosudfordring ligger nok i altid at få forvisning om, at det, jeg gør, er det rigtige, og om jeg dermed følger Guds vilje i mine valg og afgørelser, ikke mindst hvis de berører andre mennesker eller kirkens liv.