Katolske politikere stemte for at bevare retten til abort. Nu beder biskopper dem om at blive væk fra nadveren

Biskopper i delstaten Colorado har bedt lokale, katolske politikere om at tænke sig om, før de modtager nadver i deres lokale kirke. Politikerne har deltaget i en "alvorlig syndig handling", lyder det

"I alle de store kristne kirkesamfund har nadveren status som et sakramente, og der har igennem kirkehistorien været ført mange diskussioner om, hvordan nadveren skulle forstås. Det katolske standpunkt er, at nadverens brød og vin ved præstens indvielse forvandles i deres substans til Kristi kød og blod." Kilde: religion.dk.
"I alle de store kristne kirkesamfund har nadveren status som et sakramente, og der har igennem kirkehistorien været ført mange diskussioner om, hvordan nadveren skulle forstås. Det katolske standpunkt er, at nadverens brød og vin ved præstens indvielse forvandles i deres substans til Kristi kød og blod." Kilde: religion.dk. Foto: Win McNamee/Getty Images.

Er man velkommen ved den katolske nadver, hvis man støtter retten til abort?

Spørgsmålet rumsterer i USA, hvor katolske biskopper fra delstaten Colorado har underskrevet et åbent brev til katolske politikere, hvori de beder dem om at afstå fra at deltage i nadveren. Det sker, efter at politikerne tidligere i år stemte for loven ”Reproductive Health Equity Act”, eller RHEA, som beskytter kvinders ret til abort. Loven blev stemt igennem i starten af april.

Biskopperne siger ifølge nyhedstjenesten Religion News Service, at de katolske politikere med deres stemme har deltaget i "en alvorlig syndig handling”, og at biskopperne – inden de tyede til brevet - har forsøgt at invitere politikerne til en samtale for at sikre, at de ”forstår kirkens lære om at modtage den hellige nadver”. Men ifølge biskopperne er deres invitation i de fleste tilfælde blevet afvist.

Biskopperne skriver i brevet, at de håber, at deres anmodning ”ansporer til oprigtig refleksion og omvendelse i hjerterne hos dem, der har deltaget i at lade denne alvorlige uretfærdighed blive lov”.

Det er ikke første gang, at katolske biskopper tager nadveren i brug i sagen om abort. I maj blev formanden for Repræsentanternes Hus, den demokratiske politiker Nancy Pelosi, med en lidt mere bestemt tone nægtet adgang til nadver af ærkebiskoppen af San Fransisco, Salvatore Cordileon, skrev han i et brev til sin menighed. Flere biskopper fulgte ærkebiskoppens eksempel, og Nancy Pelosi er nu udelukket fra nadver i mindst fire stifter.

Og i sommeren sidste år foregik der en større teologisk debat i amerikanske katolske kredse - nogle medier brugte endda ord som ”skænderi” og ”fejde” – da flere af kirkens biskopper diskuterede, hvorvidt landets præsident, Joe Biden, skulle udelukkes fra den katolske nadver. Joe Biden er blot den anden katolske præsident i USA’s historie. Han beskriver sin tro som en central ledetråd i sit liv, men han bryder på flere områder med den katolske kirke, og især hans støtte til abort fik amerikanske biskopper op af stolen. Blandt andet sagde en pensioneret biskop fra San Angelo i delstaten Texas sidste år, at præsidentens syn på abort ”svarer til at støtte barnemord”, og at præsidenten derfor skulle nægtes nadver. Helt så vidt er det dog endnu ikke kommet.

Tilhængere af at udelukke politikere på denne måde har ved flere lejligheder nævnt, at de mener, det er særligt alvorligt, når de, der repræsenterer kirken, ”engagerer sig i aktiviteter, der vildleder andre om, hvad kirken tror på”. Herefter følger typisk diskussionen af, hvem der kan siges at sætte det ledende eksempel for en katolsk menighed - en politisk leder eller en religiøs?

I det seneste eksempel med politikerne i Colorado er man ikke gået så langt som i tilfældet med Nancy Pelosi. Politikerne er ikke blevet nægtet adgang til nadver, men biskopperne har bedt dem om at tage stilling til, om de ”frivilligt vil afstå fra at deltage”. I en mail til mediet Religion News Service forklarer den administrerende direktør for Colorado Catholic Conference, Brittany Vessely, at biskopperne derved lægger byrden af beslutningen "over på samvittigheden og sjælen hos de politikere, der har valgt at støtte denne onde og uretfærdige lov" i stedet for på kirkens ledere. Hun anslår desuden, at der er tale om cirka ti politikere. 

En talsmand fra den amerikanske organisation Catholics for choice, som “samler katolikker, der tror på reproduktiv frihed”, henviser i en pressemeddelelse til, at hver fjerde, der får foretaget en abort i USA, angiveligt er katolik. Organisationen skriver, at de amerikanske biskopper derfor ”bør lytte til folket”:

"I stedet har [biskopperne] på en typisk selvophøjende måde lukket deres ører, forhærdet deres hjerter og afvist disse troende mennesker som 'uværdige', og gjort Jesu gave af hans legeme og blod - hans ultimative eksempel på velkomst og inklusion - til et våben for opdeling og eksklusion”, lyder det i meddelelsen.