Kirkehistoriker: Konflikter i folkekirken må kunne undgås. Præsterne kunne blive ledere igen

Folkekirken kunne lære noget om at organisere sig af folkeskolen

Kirkehistoriker: Konflikter i folkekirken må kunne undgås. Præsterne kunne blive ledere igen
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Arbejdsmiljø i folkekirken er kommet på dagsordenen, efter en gruppe præster har protesteret over, hvor dårligt det er. Bannerfører er præsten Katrine Blinkenberg, der nu har opsagt sin stilling som sognepræst i Mørkhøj ved København.

De utilfredse præster finder et hovedproblem i folkekirkens såkaldte to søjler. Det vil sige den magtfordeling, der er karakteristisk for kirken: Præsterne er ansat direkte under Kirkeministeriet. Kirkens øvrigt ansatte er lokalt ansatte under menighedsrådene, som udøver sin arbejdsgiverfunktion gennem rådets kontaktperson.

De klagende præster kan have en pointe, idet præstens ansvar og magt kontinuerligt er blevet svækket siden menighedsrådenes indførelse i 1903.

Ideen om disse råd er meget gammel. Allerede under Christian IV forsøgte man at indføre en slags menighedsråd, og igen i 1856 blev det gjort til en frivillig mulighed i sognene. Formålet var dengang som senere ikke at oprette et ledelsesorgan, men et råd der kunne hjælpe præsten. Kirkerne var på daværende tidspunkt ejet af private. Dermed påhvilede vedligeholdelsen af kirken ejeren, mens præstegård og dens tilliggender bestyredes af præsten.

Da rådene blev gjort permanente i 1912, skete der noget afgørende nyt: Præsten blev gjort uafhængig af menighedsrådet i forhold til sin embedsførelse og det kirkelige liv – siden har rådene også fået indflydelse på sognenes øvrige aktiviteter – derimod overtog rådene ansvaret for kirkens bygninger og øvrige ansatte. I samme periode begyndte flere og flere kirker at blive selvejende, og de fik dermed også menighedsrådene som bestyrere.

Præsten var før i tiden også sognenes naturlige personaleleder. Det gælder stadig, at når præsten træder ind i rummet, så har vedkommende fuldstændig instruktionsbeføjelse og anvisningsret over for personalet – men kun når det drejer sig om gudstjenester og kirkelige handlinger. Så i princippet bestemmer præsten ret meget.

Konflikter i folkekirken opstår for det første her. For de ansatte mener jo nok kun, at de er underlagt deres arbejdsgiver, altså menighedsrådet. For det andet opstår de, hvor menighedsrådet ikke er arbejdsgiveropgaven voksen, og måske leder, hvor præsten egentlig skal lede.

Siden 2008 har man forsøgt at afhjælpe det problem ved at gøre det muligt også at vælge præsten som kontaktperson eller daglig leder. Men kunne det gøres anderledes uden at forråde sognenes lovpriste selvstyre?

Måske kunne man lade menighedsrådet have kaldsret til de praktiske personalestillinger og økonomisk disponere over, hvilke typer ansatte de vil have? Selve ansættelsen og den formelle arbejdsgiverfunktion kunne derimod lægges i provstierne. Således ville personalets ansættelsesstruktur ligne præsternes. Præsterne kunne være ledere igen – mens menighedsrådene ligesom i valget af præster bevarer indflydelse på, hvem der arbejder i sognene.

I den forstand ville menighedsrådene komme til at ligne en magtfuld udgave af skolebestyrelserne. For skolebestyrelserne ansætter ikke personalet, men de har indflydelse på både undervisningens organisering, arbejdsfordeling og økonomi. Men de hverken hyrer eller fyrer. Her har skolelederen utvivlsomt en meget bedre ledelsesret, end præsterne har i dag. Skolen er født ud af folkekirken, måske folkekirken nu burde skele til sin fortabte søns måde at organisere sig på?

Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie.