Afrika kan først klare sig selv den dag, afrikanske kristne gør evangeliet til deres eget og ikke længere læser det igennem den hvide mands øjne. Det budskab vil Kenneth Mtata gentage til sine dages ende. Som lutheraner og siddende generalsekretær i Zimbabwes kirkeråd siden 2016 har han stået på mål for selvsamme i mange år.
"Den kolonialisering, vores slægter led under, fortsætter med at udspille sig i dag. Tag for eksempel vestlige missionærer, der kom til kontinentet for på formynderisk vis at udbrede budskabet om Gud. I deres øjne var de lokale uvidende, og missionærerne lærte dem at sætte lighedstegn mellem evangeliet og vestlig civilisation, selvom alt, de gjorde, var at udbrede vestlig kultur på de lokale traditioners bekostning," siger den afrikanske kirkeleder, som på tidspunktet for dette interview befinder sig i Berlin, men inden længe bevæger sig mod Danmark. Her er han en af hovedtalerne på den kirkelige festival "Himmelske Dage" i Roskilde Stift fra den 26. til den 29. maj.
"Udfordringen i dag er derfor først og fremmest at hjælpe afrikanerne til at genopdage evangeliet uden vestlig indblanding, og det er svært, fordi det er den eneste slags kristendom, mange afrikanerne kender til," tilføjer Kenneth Mtata.
Som generalsekretær i landets kirkeråd er han engageret i udviklingen af et mere demokratisk og velstående Zimbabwe, efter landets præsident Robert Mugabe, der begyndte sit politiske liv som folkehelt og endte det som despot, blev afsat ved et militærkup i november 2017.
De fleste mennesker i Zimbabwe ser verden gennem troens prisme og nærer stor tillid til kirkens rolle i landets genopbygning, fortæller Kenneth Mtata, som selv begyndte sit voksne arbejdsliv med seks år som mekaniker. Faderen var ellers præst i den lokale protestantiske kirke, og det lå i luften, at sønnen skulle følge i hans fodspor, men han ville ikke leve et liv afhængig af kirkens sølle løn, som han havde set sin far lide under. I hvert fald ikke i første omgang.
Moderne kolonialisering
Undervejs gik det nemlig op for Kenneth Mtata, at hvis han ville gøre en forskel for sit land, måtte han gå kirkens vej. Og i dag anser han kristendommen for at være en uvurderlig brik i skabelsen af et friere, mere retfærdigt Zimbabwe. Faktisk nærer befolkningen i det sydafrikanske land så stor en tillid til kirken, at staten er bange for dens indflydelse.
Det er imidlertid ikke ulmende konflikter på landets indre linjer, som optager Kenneth Mtata mest. For ham er en mere presserende udfordring det, han kalder "moderne kolonialisme".
"Vestlige - særligt kristne - organisationer kommer til Zimbabwe, opretter et kontor og begynder straks at konkurrere om ressourcerne med de lokale, i mange tilfælde kirkelige, organisationer. Derudover søger og får de støtte hos eksempelvis EU. På den måde servicerer de deres egen dagsorden uden på nogen måde at styrke de lokale aktørers kapacitet, og den afrikanske fattigdom bliver en faktor i deres overlevelse," siger Kenneth Mtata, der dog understreger, at han er overbevist om, at de fleste medarbejdere gør det af et "uskyldigt hjerte".
De seneste år har særligt ét begreb domineret udviklingsdagsordenen: "localization", eller på dansk lokalisering. Ordet kommer fra forretningsverdenen, hvor virksomheder tilpasser deres produkter til lokale markeder og arbejder for, at det meste af produktionskæden finder sted så tæt på kunderne som muligt. Med andre ord, ved de lokale selvfølgelig bedst, hvad de har brug for.
Med den pointe in mente er det direkte ”hyklerisk” at udelade lokale samarbejdspartnere og lokale trostraditioner i forsøget på at hjælpe lande som Zimbabwe, understreger Kenneth Mtata.
Den afrikanske kirkeleder vil dog ikke svare på, om det ville være bedst, hvis organisationerne forlod Zimbabwe, og medarbejderne i samme ombæring ringede til deres kollegaer og bad dem om at gøre det samme på resten af kontinentet. Det eneste, han ved med sikkerhed, er, at den nuværende måde at "hjælpe" på ikke fungerer:
"Man kan ikke komme fra Europa og skabe varig udvikling i Afrika. Vesten kan støtte med mobilisering af økonomiske ressourcer, men selve opbygningsarbejdet må vi, de lokale, selv stå for. Når dagen er omme, og missionærerne er færdige, tager de hjem med deres store pensioner, og vi står tilbage og skal genopbygge vores land. Vi må flytte udviklingsdagsordenen på vores egen måde," siger Kenneth Mtata.
Respektløst at sammenligne seksualetik
Kenneth Mtata taler anderledes frit fra leveren end mange af sine danske kollegaer. Det giver for eksempel ingen mening at sammenligne sydlige og nordlige kirkers seksualetik, siger han. Faktisk grænser det til det respektløse overhovedet at bringe det op, må man venligt, men bestemt forstå. Men hvorfor?
"Det er en særlig europæisk luksus at være i stand til at diskutere seksualetik. Nogle gange er afrikanske kirker tvunget til at forholde sig til diskussionen, fordi de er afhængige af finansiering fra vestlige samarbejdspartnere, hvor spørgsmål som dette rangerer højt, men aktuelt står vi over for langt mere presserende problemer, såsom at sikre, at børn, der lider af underernæring, får den mad, de har brug for for at overleve og vokse," siger Kenneth Mtata.
Henad vejen skal de afrikanske kirker nok få mulighed for at drøfte dens konservative seksualetik, tilføjer han efter samtalens første hørlige tænkepause:
"Vi vil få mulighed for at tale om spørgsmål som disse, når vi udvikler vores forståelse af menneskerettigheder i et moralsk perspektiv. Jeg ved ikke, om vi ender med at gøre som kirkerne i Norden, men vi vil insistere på at holde for øje, at alle mennesker er skabt lige i Guds billede, og at deres værdighed derfor må beskyttes. Men at koncentrere sig om en lille gruppe menneskers værdighed på bekostning af flertallet af mennesker, som kæmper for deres overlevelse, er efter min mening uretfærdigt," siger han så.
På andre områder er Kenneth Mtata villig til at tale om de forskelle, som kendetegner den sydlige og nordlige kristendom. Og når han bliver bedt om at vurdere på hvilke områder, de to kan tage ved lære af hinanden, falder svaret prompte:
"Kirkerne i syd mangler at finde en model for finansiel bæredygtighed. Kirkerne længere nordpå, særligt de europæiske kirker, har en stærk og statslig finansieret økonomisk model, mens kirken i afrikanske lande må mobilisere sine egne ressourcer under meget vanskelige omstændigheder. Det gør det svært at professionalisere vores arbejde, som lige nu beror på menneskers frivillighed," siger han og tilføjer, at udfordringen er anderledes åndelig på den nordlige halvkugle:
"Den vestlige kristendom er langsomt ved at dø, og dens mest presserende opgave er at finde en måde at overleve på. Den store gruppe af mennesker, som har opgivet kirken, skal på en måde genopdage ånden og evangeliets forkyndelse, så kirkens budskab igen taler til deres liv," siger Kenneth Mtata, som dog bemærker, at selvom Zimbabwes befolkning føler en stærk samhørighed med kirkens budskab, mangler det endnu at omsættes til positive samfundsmæssige ændringer.
Det er Kenneth Mtatas overbevisning, at religion er det eneste, som kan udfordre det nuværende verdenssyn. Et verdenssyn som, mener han, har skabt miljømæssige, sociale og menneskelige problemer for alle - også afrikanere og europæere.
Generalsekretæren er på det rene med på, at Bibelen både er blevet brugt og misbrugt i tidens løb, men de ældgamle skrifter spiller en afgørende rolle i at forme den fremtid, han ønsker at se:
"Bibelens grundlæggende budskab er en opfordring til dialog, forening og sameksistens. Den kristne tradition foreskriver, at mennesker skal leve i harmoni med hinanden, og at ingen skal leve i frygt. Med udgangspunkt i kristendommen skal vi forestille os en fremtid, hvor samfundets mest sårbare, som kvinder og børn, sættes i centrum, og hvor vi lever et liv i relation til hinanden, hvor vi giver og modtager nådegaver. Ikke, fordi vi har for meget, eller fordi vi er fattige, men fordi det er sådan, vi er skabt til leve. I en fredelig sameksistens."