Kirkeminister i samråd: Lange sagsbehandlingstider skyldes slet og ret corona

Det er ikke imponerende, at Kirkeministeriet endnu ikke har bortskaffet bøvlet, sagde Bertel Haarder (V), da kirkeministeren i går var i samråd om, hvorfor sagsbehandlingstid går så langsomt i hendes ministerie

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen var i går kaldt i samråd om de lange sagsbehandlingstider i visse typer sager i Kirkeministeriet.
Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen var i går kaldt i samråd om de lange sagsbehandlingstider i visse typer sager i Kirkeministeriet. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Sagsbehandlingstiden i Kirkeministeriet er så lang, at visse sager har trukket ud i flere år, Det har skabt stor frustration i folkekirken. Men også på Christiansborg har flere kirkeordførere kritiseret den langsommelige proces, og det gjorde de også i går på et åbent samråd med kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) .

Der blev spurgt til muligheden for, at flere af ministeriets beslutninger bliver lagt ud til eksempelvis provstierne. Og der blev stillet et spørgsmål, som ministeren havde svært ved at svare på:

Denne artikel er en del af denne serie:
Kirkeministeriets lange sagsbehandlingstider

“Hvad er egentlig en rimelig svartid i forhold til behandlingen af sager?” lød det fra SF’s kirkeordfører Jan Bjergskov Larsen.

“Det kan være svært at sætte på formel,” svarede Ane Halsboe-Jørgensen.

Som Kristeligt Dagblad har beskrevet i en artikelserie, har flere sager om blandt andet samarbejder på tværs af sognegrænser været flere år om at blive behandlet, og i det mest grelle tilfælde var Kirkeministeriet tre et halvt år om at afslutte en sag vedrørende en vedtægtsændring.

På baggrund af blandt andet disse sager havde Venstres kirkeordfører Louise Schack Elholm og partiets forhenværende kirkeminister Bertel Haarder kaldt kirkeministeren i samråd, hvor det store spørgsmål var:

“Har ministeren tænkt sig at gøre noget ved de lange sagsbehandlingstider i Kirkeministeriet, som man kan læse om i Kristeligt Dagblad d. 11. marts 2022, og hvad vil ministeren i så fald gøre?”

Tidligere har ministeren begrundet den lange sagsbehandlingstid med, at Kirkeministeriet “har været underlagt et stort arbejdsmæssigt pres på grund af håndteringen af opgaver som følge af covid-19” og “betydelige rekrutteringsudfordringer”.

Det timelange samråd bød ikke på nogen ny forklaring fra ministeren, der lagde vægt på, at der hvert år oprettes 6-7000 nye sager om alt fra aktindsigter og ansættelser til vejledninger om arbejdsmiljø.

“Der er eksempler, desværre, på menighedsråd, der har ventet længe på godkendelse af samarbejde. Eller at trossamfund har ventet længe på at få en anerkendelse. Det skal jeg være den første til at beklage,” sagde hun og forsatte:

“Der er to grunde til, at de sager, som er omtalt i Kristeligt Dagblad, kan trække ud. En generel og konkret. Den generelle er, at sagerne er komplekse. Der er ikke tale om standardsager, og der er sjældent tale om sager, der er ens. Der er tværtimod tale om mere principielle sager, som kræver grundig juridisk behandling og individuel vurdering,” sagde ministeren og tilføjede, at de ofte også kræver indhentning af yderligere oplysninger.

Nogle af sagerne har dog taget usædvanlig lang tid, og her kommer den konkrete årsag ind i billedet ifølge ministeren. Der er nemlig en grund til, at vi netop nu ser forlængede sagsbehandlingstider.

“Og det er slet og ret corona,” sagde ministeren.

Som den eneste satte tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) fokus på det, som flere før har bemærket, nemlig at de sløve processer i Kirkeministeriet ikke ligefrem er noget nyt.

“Jeg er med på, at det er et lille ministerium - med meget dygtige medarbejde - men allerede i min tid havde vi noget af det problem, vi taler om her,” sagde Bertel Haarder, der derfor startede kampagnen “Bort med bøvlet, Bertel”.

“Så gik jeg af kort efter og har længe haft lyst til at vide: Hvad kom der ud af det?”

At der er blevet fulgt op, mente ministeren helt bestemt, men i øjeblikket befinder man sig i en forsøgsfase, hvor 11 forsøgsrammer er blevet udbudt. Og når evalueringen af dem kommer, vil der være en politisk drøftelse af, om loven skal justeres, så “Kirkeministeriet ikke kommer ind som et forsinkende led”.

“Jeg synes, det er rimeligt kortlagt over de sidste fem år, at der er potentiale for at gøre noget her, og jeg glæder mig til at drøfte det med Folketingets partier,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen, der erklærede sig fortrøstningsfuld med hensyn til at nedbringe de for lange sagsbehandlingstider og klar til at se på mulige lovændringer.