Kirkeministeren klædt ud som vølve: Udtryk for ikke at tage kirken alvorligt eller kunstnerisk kulturformidling?

Ane Halsboe-Jørgensen blev i weekenden fotograferet af Jim Lyngvild, mens hun var klædt ud som vølve, og det har udløst kritik

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som Vølve på billedet taget af Jim Lyngvild.
Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som Vølve på billedet taget af Jim Lyngvild. . Foto: Jim Lyngvild.

Det har givet debat, at kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) optræder som spådomskvinde fra den nordiske mytologi, en vølve, på et billede lavet af Jim Lyngvild. Mange debattører har på sociale medier givet udtryk for, at fotografiet er dårlig timing fra Ane Halsboe-Jørgensens side som ny kirkeminister.

Billedet af kirkeministeren skal indgå i en udstilling på Køge Museum om vølver, guld og guder. Jim Lyngvild skal i den forbindelse fotografere ti kvinder, der bliver klædt som vølver.

Men det er ikke noget velvalgt træk fra en kirkeminister i en socialdemokratisk regering, der længe har negligeret folkekirken. Det mener Nikolaj Bøgh, der er rådmand for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg, København. Han kritiserer Ane Halsboe-Jørgensens timing.

”Billedet er udtryk for en regering, som ikke tager kirken alvorligt. Man forsømte i høj grad kirken under coronakrisen. Mange i folkekirken havde derfor set frem til en ny kirkeminister, som var mere involveret. Men det første, man hører fra hende, er så et foto, hvor hun skal ligne en asatroende,” siger Nikolaj Bøgh.

Og valget af vølverollen signalerer også overfladiskhed, siger Jørn Henrik Olsen, som er uddannet teolog, men som i dag virker som forfatter og billedkunstner. Han mener, at det er et udtryk for en overfladisk tilgang til arbejdet som kirkeminister.

”Jeg synes, at det er en enormt poppet tilgang til arbejdet som kirkeminister. Og det er er et politisk problem i vores tid, at det hele bliver meget overfladisk og selviscenesættende,” siger Jørn Henrik Olsen, der mener, at den vølveverden, som der refereres til med fotografiet, sender uheldige signaler. 

Designeren Jim Lyngvild lagde i lørdags et billede af ham selv og kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på Facebook med følgende tekst ”Dagens vølve”, og så forklarede han, at billedet var til en udstilling på Køge Museum på Sjællan
Designeren Jim Lyngvild lagde i lørdags et billede af ham selv og kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen på Facebook med følgende tekst ”Dagens vølve”, og så forklarede han, at billedet var til en udstilling på Køge Museum på Sjællan Foto: Jim Lyngvild

Men der er ingen grund til, at Ane Halsboe-Jørgensen ikke skulle blive afbilledet som vølve, mener Ingrid Ank, som er akademileder ved Grundtvigsk Forum. Det er ifølge hende ikke kontroversielt, at kristne beskæftiger sig med nordisk mytologi. Grundtvig berørte den nordiske mytologi i flere af sine skrifter, blandt andet i ”Nordens Mythologi” fra 1808, hvor han blandt andet skriver om værket ”Vølvens Spådom”.

”Grundtvig beskæftiger sig med den nordiske mytologi både i sine salmer og i andre værker. Han har fokus på, at nordisk mytologi kan tale sammen med kristendommen og give os en bedre forståelse af, hvor vi kommer fra. Der er masser af eksempler på, at han spiller på forholdet mellem kristendom og mytologi. Grundtvig skriver blandt andet, ’Høje Odin, Hvide Krist’,” siger Ingrid Ank.

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen ser ikke det problematiske i, at hun stiller op til et portræt som vølve.  

Hun peger blandt andet på, at det ikke er hendes første optræden som kirkeminister, som en del af kritikken går på. 

Blandt andet har hun været til bispeindsættelsen af Peter Birch i søndags.

”Jeg ser det som en formidling af vores fælles danske historier. Det er et forsøg på at formidle vores kultur bredt, og hvis jeg kan levere et lille bidrag til det, så gør jeg det gerne,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Kritikken er i høj grad gået på at Ane Halsboe-Jørgensen er kirkeminister, men hun er også kulturminister.

”Jeg ønsker at være en kulturminister, som er aktiv og tør at engagere mig i kunsten og kulturen. Jeg ønsker også at give noget af mig selv, og det mener jeg, at jeg gør med denne udstilling. Jeg mener ikke, at der er en modsætning mellem at være kirkeminister og medlem af folkekirken og så at deltage i skabelsen af denne her udstilling,” siger Halsboe-Jørgensen. 

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som Vølve på billedet taget af Jim Lyngvild.
Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som Vølve på billedet taget af Jim Lyngvild. Foto: Jim Lyngvild