Da den nu pensionerede teologiprofessor Bent Flemming Nielsen en søndag for mange år siden havde sin 8-årige datter med i kirke, spurgte hun, om det var noget særligt vand, der blev brugt ved dåben. Næ, det var såmænd blot vand tappet fra hanen, svarede Bent Flemming Nielsen. Men han kunne ikke lade være med at tænke over datterens spørgsmål. Til trods for, at hun næppe forstod meningen med gudstjenestens liturgi, havde hun en intuitiv fornemmelse af, at der foregik noget anderledes og særligt, hvor man ikke bare brugte postevand.
Barnets intuitive oplevelse af, at en gudstjeneste befinder sig i en helt anden sfære og i et andet betydningslag end det hverdagslige, er en vigtig pointe, mener Bent Flemming Nielsen, der er aktuel med en ny bog om folkekirkens gudstjeneste.
”Der er en speciel karakter ved en gudstjeneste i et kirkerum, hvor alt er fundamentalt anderledes end noget, vi oplever i løbet af en uge. Der er en ro. Nogen vil sige, der er noget helligt ved gudstjenesten. Jeg vil snarere vove at sige, at der foregår en fortryllelse. Kirkerummet giver gudstjenesten en udefinerbar merbetydning og præger både prædiken og salmesang. En prædiken opleves helt anderledes, når den bliver hørt i en kirke, end når den læses derhjemme. Det er en form for fortryllelse, som mange kirkegængere kender til, men som er meget svær at indkredse,” siger han.
Bent Flemming Nielsen mener derfor, at man først og fremmest må tage udgangspunkt i kirkerummets udformning, hvis man vil forstå, hvad det er, en gudstjeneste kan. Det er med det udgangspunkt, han har skrevet bogen ”Genfortryllelse”, der udkom tidligere på måneden. Titlen spiller op mod den tyske sociolog Max Weber. Han udtalte for mere end 100 år siden, at verden ville blive gradvist mere affortryllet i takt med, at rationaliteten vandt frem, og religion mistede sin plads i samfundet. Men det er Bent Flemming Nielsens påstand, at man kan genopdage fortryllelsen i folkekirken ved den klassiske højmesse.
Bogen er først og fremmest en gennemgang af historien bag kirkerummet og folkekirkens liturgi, men fremstår også som et forsvar for den traditionelle gudstjeneste. Det er længe siden, at bogen er blevet planlagt, og det er lidt af et tilfælde, at den udkommer, mens der kører en stor debat i det kirkelige Danmark om fornyelse af liturgi og gudstjenesteform. Selvom bogen ikke er tænkt som et indlæg i den verserende debat, taler den alligevel på flere måder ind i den.
”Meget af den diskussion, der kører nu, går på, hvordan vi kan gøre gudstjenesten interessant for dem, der ikke kommer til gudstjeneste. Det ved vi i grunden ikke ret meget om. Jeg synes, det er bedre at tage udgangspunkt i dem, der kommer og se på, hvad der gør gudstjenesten værdifuld for dem. Det er det synspunkt, jeg har skrevet bogen ud fra,” siger han.
Bent Flemming Nielsen beskriver i sin bog, at det fortryllende ved gudstjenesten hænger sammen med, at den er så anderledes og klart adskiller sig fra det hverdagslige. Højmessen lever så at sige af sin anderledeshed. Han er klar over, at han dermed lægger sig ud med den udbredte opfattelse, at folkekirkens problem er, at den er blevet for fremmed for den brede befolkning.
”Jeg vil tværtimod sige, at vi kommer i kirken, fordi den er så fremmed fra det hverdagslige. Der bliver skabt en fundamental anderledes situation ved en gudstjeneste, hvilket hjælper os til at håndtere de problemstillinger i vores liv, vi ikke kan få hånd om i dagligdagen. Den hjælper os til at forsone os med vores liv og det vilkår, at vi skal dø. Det ses også ved, at kirken bliver søgt ved begravelser og bisættelser. Den tilbyder rum, liturgi og sprog til de uløselige problemer, vi alle møder. Derfor er jeg ikke enig med dem, der mener, at kirken i højere grad bør ligne det, der ellers sker i samfundet,” siger han.
Risikerer man ikke, at gudstjenestens anderledes karakter snarere kommer til at virke fremmedgørende end fortryllende for de generationer, der ikke på samme måde som tidligere er vokset op med kendskab til kirken og dens liturgi?
”Det er et komplekst problem. Martin Luther var klar over, at en reformation af kirken også fordrede en reformation af undervisningsvæsenet, hvor den brede befolkning fik større viden om kristendom og gudstjeneste. Vi står nu i en situation, hvor den kirkelige oplæring ikke længere på samme måde er en del af skolevæsenet. Spørgsmålet er, om man så bør prøve at forenkle gudstjenesten eller forøge det undervisningsmæssige. Jeg mener i grunden, at man bør gøre begge dele, så længe man bevarer sansen og respekten for gudstjenestens egenart,” siger han.
Og det er den respekt for gudstjenestens karakter, han frygter, der er på spil i den verserende debat om at lave en mere forståelig og tidssvarende liturgi. Han erkender, at liturgien altid har været i bevægelse, men understreger, at den typisk har ændret sig over nogle meget lange stræk på årtier, hvis ikke ligefrem århundreder.
”Man skal ikke tro, man lige kan lave en liturgi, der passer til år 2022. Man kan måske fjerne et par snublesten, men mere bør man ikke gøre,” siger han.
Ender man så ikke med, at gudstjenesten til sidst bliver for en snæver, intellektuel elite?
”Jeg synes, det taler for mit synspunkt, at dem, der kommer til gudstjenesterne i dag, er som folk er flest. De kommer fra alle samfundslag og fra forskellige faggrupper. Man behøver derfor ikke være så optaget af, at en bestemt gruppe bedre skal kunne forstå ordene,” siger han.
Og det er det, der fejlagtigt har været fokus i liturgidebatten, mener han.
”Vi kommer ikke til højmesse i kirken for at få informationer, men derimod for at deltage i en rituel akt. Det er to meget forskellige ting. Det forekommer mig, at nogle af dem, der skriver om højmessen i debatten, taler ud fra den forudsætning, at højmessen skal være bedre til at informere forståeligt. Men det tror jeg ikke træffer problemets kerne. Det centrale er snarere, at man skal vove at gå ind i dette anderledes rum, gudstjenesten skaber. Det er en anden eksistentiel proces end at diskutere informationsniveauet,” siger han.
Er der noget, du gerne selv vil have ændret ved den nuværende liturgi?
”Ja, jeg synes, man med fordel kunne reducere de tre tekstlæsninger før prædikenen til to. Tre tekster er for meget og giver ikke et harmonisk forløb i første del af gudstjenesten. For min skyld kunne man også godt tage den apostolske velsignelse lige efter prædikenen væk. Den har nogle historiske betingelser, som er faldet bort i dag,” siger han og understreger, at sakramenterne og deres forvaltning derimod er så centrale, at de ikke bør udsættes for eksperimenter.