Når landets kirker den 24. december åbner dørene til årets julegudstjenester, er det første gang i to år, at folkekirken kan invitere indenfor til den kulturkristne højtid over dem alle. I 2020 blev julegudstjenesterne anbefalet aflyst i sidste øjeblik, og det blev startskuddet til en langvarig kirkelig nedlukning, der strakte sig langt ind i det nye år. Hvorfor kunne man gå på stadion og se fodbold, når man ikke kunne få lov til at samles til begravelse og sige ordentligt farvel, lød opråbet fra præster og kirkefolk. Trods stigende smittetal tyder intet på, at en lignende nedlukning kommer til at finde sted denne jul.
Astrid Krabbe Trolle er religionssociolog ved Roskilde Universitet og har beskæftiget sig indgående med, hvorfor og hvordan danskerne bruger kirken. Hun vurderer, at selvom det har været et hårdt år for folkekirken, så kan de langvarige nedlukninger, og i særdeleshed den brede offentlige opmærksomhed, faktisk have været medvirkende til, at flere danskere nu forholder sig positivt til kirken og den kristne tro.
”Restriktionerne har nok været med til at gøre danskerne bevidste om, at de bruger kirken, og at det er en mangel, når de ikke kan bruge den,” siger hun og uddyber:
”Det kollektive og det familiære er et meget vigtigt aspekt af, hvorfor folk er medlemmer af folkekirken. Religiøsitet er et socialt fænomen. Og når danskerne pludselig ikke kan bruge kirken, så vil de kunne mærke, at de mangler den højtidelige ramme om deres familieliv. For mange er det netop kirken, der faciliterer ritualer, som giver en højtidelighed og en erindringsfuld ramme om familielivet og livet generelt.”
En vane at gå i kirke
Det er svært at spå om, hvor mange danskere, der vil gå i kirke den 24. december, og hvor mange der vil vælge julegudstjenesten fra, fordi de ikke vil løbe en risiko for smitte. Mange sognekirker har taget deres forholdsregler og har planlagt fire eller fem gudstjenester i løbet af dagen, netop så folk ikke skal sidde skulder om skulder på kirkebænkene.
Hvad end der sker, er Peter Birkelund Andersen, der er lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet, enig med Astrid Krabbe Trolle. Han vurderer ligesom hende, at de forgangne års nedlukninger kan have haft den betydning for danskernes forhold til kirken og kristendommen, at de i højere grad end før er blevet bevidste om kirken og forholder sig positivt til den.
”Men med én tilføjelse: Kirkegang er ligesom alt muligt andet ekstremt vanebaseret. Så når man først bliver forhindret i at komme i kirke, er der en udfordring i at få vanen genoptaget. Restriktionerne gør mig en lille smule mere tvivlende på langsigtet vækst i antallet af kirkegængere,” siger Peter Birkelund Andersen.
I marts lavede han og en række andre religionsforskere fra både Københavns- og Aarhus Universitet en spørgeskemaundersøgelse med støtte fra Velux Fonden. Ud fra de undersøgelser var det tydeligt, at coronakrisen ikke har rokket det store ved danskernes tro. Til gengæld stod det frem, hvor væsentlig en institution, kirken er. Især ved samlende begivenheder som begravelser.
”En relativt stor gruppe svarede, at de savnede begravelser. Det stod faktisk højt på listen over reelle afsavn, selvom der nok snarere var tale om risikoen for, at man ikke ville kunne komme til begravelser med sine nærmeste, hvis de skulle gå bort. Begravelser er noget, der gør et dødsfald reelt. Det er her, man som pårørende får sat nogle ting på plads. Den funktion kan en begravelse have, hvad end man er religiøs eller ej. Men for mange er det kirken, der er rammen om den sidste afsked,” siger Peter Birkelund Andersen.
Afhængig af folkelig velvilje
Kirker og trossamfund var stadig underlagt restriktioner, mens resten af samfundet åbnede i løbet af forsommeren. Dengang var sognepræst i Vær og Nebel sogne ved Horsens, Gudmund Rask Pedersen, ude med et opråb:
”Det skriger til himmelen,” sagde han i et interview med TV 2 Østjylland, der blev delt vidt og bredt på sociale medier. Han bakker i dag op om de to religionssociologers betragtninger.
”Den folkelige velvilje er bestemt ikke aftaget under coronakrisen. Og det er godt. For det er den velvilje, folkekirken lever af,” siger han.
”Vi skal slet ikke kimse ad, at der er danskere, som bakker op om at være en del af folkekirken, som troligt betaler deres kirkeskat, men aldrig kunne drømme om at bruge kirken andet end juleaften og ved livets store begivenheder. Det er dem, der sørger for, at vi kan holde kirken varm, og at der er lys i vinduerne – udover, at vi selvfølgelig også har et budskab, der varmer. Samtidig skal man dog huske, at der er langtfra det at have et positivt syn på folkekirken til, at man bliver udøver af den mærkelige gangart, der hedder kirkegang. Folkekirken er fuldstændig afhængig af, at der er nogen, der holder gang i søndagsgudstjenesterne,” siger Gudmund Rask Pedersen.
Sognepræst i Viborg Domsogn og Tjele samt redaktør for tidsskriftet Nyt Babel Merete Bøye har også lagt mærke til, at velviljen over for kirken er vokset. Det forpligter kirken til at være der for dem, der har brug for den, mener hun.
”Når nøden rammer, så søger folk kirken. Det gør de også nu. Men det hjælper ikke folket, hvis de møder en lukket dør. Vi skal lige nu passe på, at præster og kirkepersonale ikke er med til at gøre folk bitre og skuffede. Vi skal gøre, hvad vi kan for at holde dørene åbne,” siger Merete Bøye.
Hun har under coronakrisen konstateret, at der også er fundet en anden udvikling sted. Da hun blev præst i 2002, havde hun den fornemmelse, at der herskede en opfattelse af, at præster skulle gøre sig umage med at få folk til at komme i kirke. At præsterne gerne skulle vride hænderne over, at der kom for få.
”Så kom corona, hvor kirkedørene blev lukket mange steder, og der blev sat begrænsninger på deltagere. Nu er fortællingen om de halvtomme og irrelevante kirker blevet erstattet af en fortælling om en kirke, der er blevet for eksklusiv. Som udelukker mennesker fra at komme i kirke. Det er da interessant,” siger Merete Bøye.
Man kan kun begraves én gang
Hvor kirkerne i sommer stod bagerst i køen til en genåbning, gik folkekirken til gengæld i høj grad fri, da regeringen på et pressemøde fredag i sidste uge præsenterede nye restriktioner i kampen mod omikron-varianten, hvis smittetal er i hastig stigning. De institutioner og kulturtilbud, som folkekirken tidligere er blevet sammenlignet med i udmøntningen af restriktioner, eksempelvis museer og teatre, er blevet pålagt at lukke helt frem til midten af januar. Imens kan kirkerne holde åbent, hvis der fremvises coronapas ved mere end 100 deltagere, og hvis alle går med mundbind. I hvert fald indtil videre.
Al den tid Peter Birch har været biskop i Helsingør Stift, det vil sige siden oktober 2020, har corona været en faktor. Og den vil muligvis blive ved med at være det i lang tid fremover. Det er også hans vurdering, at de gentagne nedlukninger har styrket danskernes bevidshed om, at de går glip af noget, når kirken er lukket.
”De kirkelige handlinger er en vigtig dimension her. For de er engangsbegivenheder for den enkelte familie. Corona har smerteligt understreget, at en begravelse ikke kan udsættes. At konfirmationen er der kun én af. At de begivenheder finder sted, betyder uendeligt meget. Fodboldkampe og koncerter er begivenheder, der kommer igen. Det gør de kirkelige begivenheder ikke. Den bevidsthed er blevet udvidet i coronaperioden,” siger Peter Birch.
Hvordan folkekirken så skal bruge den bevidsthed hos danskerne, er det store spørgsmål.
”Som kirke skal vi først og fremmest bruge den til at minde hinanden om, at det, vi gør, er vigtigt og værdifuldt. I denne tid, hvor man skal være særligt opmærksom på, hvilke arrangementer man går til, og hvordan man bruger sin tid, tror jeg, at særligt gudstjenesten kan komme til at spille en vigtig rolle. Her får man meget på en gang. Oplevelse af fællesskab, kultur, mening, mulighed for eftertanke. Gudstjenesten har så meget at byde på i den situation, vi har været i, vi er i, og som vi kommer til at være i. Måske et godt stykke tid endnu,” afslutter Peter Birch.