Kirkens Korshær får ny chef: “Jeg ville ønske, at der ikke var brug for os“

Jeanette Bauerer er fundet internt i Kirkens Korshær. Hun har en baggrund i kommunikation og politik

Jeanette Bauer overtager jobbet fra Kirkens Korshærs nuværende chef, Helle Christiansen, der går på pension.
Jeanette Bauer overtager jobbet fra Kirkens Korshærs nuværende chef, Helle Christiansen, der går på pension.

En af landets største kirkelige organisationer får ny chef. Den 42-årige Jeanette Bauer er stadig chef for presse, politik og analyse i Kirkens Korshær, men fra den 1. november er hun chefen for det hele. Hun overtager jobbet fra Helle Christiansen, der går på pension.

Hvad bliver dine første opgaver?

Vi står foran en bebudet hjemløsereform, som jeg er meget optaget af, og som jeg håber, bliver startskuddet til at gøre op med hjemløshed. Derudover skal jeg sørge for, at vi løbende er en del af de politiske diskussioner om ydelser. Det er en skandale, at der er så mange fattige børn og unge i Danmark, og her spiller ydelserne en stor rolle.

Der gik indvandringspolitik i lovgivningen omkring utryghedsskabende tiggeri og lejre. Bliver det også et tema i hjemløse-reformen?

Det vil jeg ikke gisne om. Det er Kirkens Korshærs opgave at hjælpe mennesker i nød i Danmark, uanset hvor de kommer fra. Dørene til vores herberger og varmestuer er åbne for alle mennesker, der er i nød. Ingen skal sove på gaden, og ethvert liv er umisteligt. Det er et meget kristeligt udgangspunkt. Jeg mener, at det grundlæggende er forkert at forsøge at rangere mennesker. Det har vi før måtte minde politikerne om.

I modsætning til den afgående chef er du ikke teolog, men har en baggrund inden for politik og kommunikation. Er din ansættelse et tegn på, at de største udfordringerne i Kirkes Korshær bunder i politik og kommunikation?

Nej. Jeg har været med i ledelsen de sidste fire år, og vores hovedopgave har hele tiden været at hjælpe mennesker i udsatte positioner. Vores udfordring er den, at vi oplever mere og mere komplekse problemstillinger med mennesker, der kæmper med livet på rigtig mange fronter - fysisk og psykisk sygdom, hjemløshed og ensomhed, marginalisering og udstødelse. Jeg ville ønske, at der ikke var brug for os, men det er der.

Hvordan er I kommet gennem corona-krisen?

Vi fik status som kritisk funktion under corona-nedlukningen, så vi har formået at kunne holde vores herberger og varmestuer åbne. Selvfølgelig har vi måtte begrænse hvor mange, der kunne være inde ad gangen. Men vi har suppleret med kaffevogne, mobile varmestuer og andre udgående funktioner rigtig mange steder. Det har gjort, at vi har bevaret den sociale kontakt med mange af de udsatte.

På hvilke punkter har Kirkens Korshær taget skade?

Vi har haft det rigtig svært økonomisk, fordi vi måtte lukke vores genbrugsbutikker. Vi har fået god hjælp af rigtig mange – private, fonde, erhvervsliv og politikere, men vi har måttet skære mange millioner i budgettet. Det har gjort ondt. Hvis du går ned gennem byen en lørdag eftermiddag, vil du nok opdage, at mange af vores butikker stadig holder lukket. Der er frivillige, der ikke er vendt tilbage, da vi igen kunne åbne vores butikker. De har måske stadig en frygt siddende i sig. Vi har i hvert fald mistet en værdifuld arbejdskraft og de har mistet et fællesskab. Så nu har vi et stort arbejde foran os med at hverve flere frivillige.

Hvad vil du som chef tage med videre?

Noget af det, der blev tydeligt under corona, var, hvordan den fortsatte digitalisering i samfundet kan være med til at skabe mere ulighed. For hvis man i dag ikke har internetadgang, smartphone eller Nem-ID, bliver man hægtet af basale samfundstjenester. Der var mennesker, der ligefrem havde svært ved at få adgang til deres egne penge. Man får dermed bekræftet sin følelse af at være udenfor og at man er uønsket i samfundet. Den almindelige dansker tager måske udviklingen for givet, men det er svært at være digitalt dannet, hvis redskaberne ikke er en del af ens hverdag.