Det er over et år siden, at Flemming Pless, sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn i København, blev hjemsendt, efter flere kvinder havde anklaget ham for upassende og krænkende adfærd i en samlet klage.
Men noget kunne tyde på, at sagen kommer til at trække endnu mere i langdrag, for den vikarierende præst Claus Oldenburgs kontrakt er blevet forlænget ud over den 31. marts.
At de involverede endnu ikke har fået afklaring, og at det kan tage så lang tid for Kirkeministeriet at behandle sagen, bliver nu af flere kirkeordførere betegnet som "forfærdeligt" og "uacceptabelt".
En af dem, der mener, at det lange forløb er utilfredsstillende, er Venstres kirkeordfører Louise Schack Elholm.
"For det første er det helt forfærdeligt, hvis det er blevet udnyttet, at folk har søgt sjælesorg. Sådan noget må slet ikke ske. Derudover er det forfærdeligt, at Kirkeministeriet også her har så lang en sagsbehandlingstid. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvordan sagen er blevet behandlet i ministeriet, men jeg er forundret over, at det kan tage så lang tid, og der er brug for afklaring nu."
Hun mener, at den lange periode, hvor sagen har ligget hos Kirkeministeriet, er et problem i forhold til retssikkerheden.
"Det er utilfredsstillende over for kvinderne, men det er også utilfredsstillende over for præsten, som er suspenderet og ikke kan få afklaret sin sag."
Også Birgitte Bergman, der er kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti, undrer sig.
"Det er uacceptabelt. Jeg står uforstående over for, at man for alle parternes skyld ikke har afsluttet sagen. Jeg kan ikke forstå, det skal tage så lang tid."
Er der noget ved denne type sager, som du kan forestille dig gør, at den med god grund tager så lang tid at rede ud?
"Nej, nu er der gået et år. Det er lang tid, når man er blevet hjemsendt eller udsat for upassende adfærd, at skulle gå og vente," siger Birgitte Bergman, der mener, at denne type sager bør rangere meget højt.
"Der er nogle sager, hvor man skal smide alt, hvad man har i hænderne for at tage affære, og det må være, når der er tale om så alvorlig en sag som denne."
Selvom Venstres kirkeordfører Louise Schack Elholm understreger, at hun ikke ved noget om den konkrete sag og sagsbehandlingen, mener hun, at området mangler fokus.
"Det kunne virke som om, der er et eller andet strukturelt udfordrende i ministeriet, og jeg vil gerne have, at ministeren har et politisk fokus på det. Det er også derfor, jeg har krævet ministeren i samråd om de lange sagsbehandlingstider."
Dansk Folkepartis kirkeordfører Mette Hjermind Dencker mener også, at "det er en forfærdelig situation" at stå i for de involverede, og derfor vil hun også tage sagen videre.
Det kan vi ikke byde nogen. Det er forfærdeligt at stå i det vadested, hvor man ikke bliver dømt eller frikendt, hvor anklagerne ikke bliver afvist, eller der bliver sanktioneret.
"Det her kommer jeg til at gå videre med hurtigst muligt på nøjagtig samme måde, som jeg går videre med de øvrige sager, der viser, at det simpelthen går for langsomt i Kirkeministeriet. Det er sådan generelt, at der er lange sagsbehandlingstider, og det skal vi have gjort op med," siger hun og fortsætter:
"Det kan vi ikke byde nogen. Det er forfærdeligt at stå i det vadested, hvor man ikke bliver dømt eller frikendt, hvor anklagerne ikke bliver afvist, eller der bliver sanktioneret."
Nogenlunde samme melding kommer fra Enhedslistens kirkeordfører Christian Juhl.
"Det er ganske urimeligt i en sag som den her, hvor begge parter skal have en afgørelse, så de kan komme videre med deres liv. Det er vigtigt, at de sager kører professionelt og ikke er omfattet af den langsommelighed, der er i visse sager i ministeriet. Selvfølgelig skal det også være dokumenteret, men når det ser ud til at være tilfældet, så skal der ikke gå lang tid, hvor man afgør det," siger han.
Hos Socialistisk Folkeparti vil Jan Bjergskov Larsen ikke forholde sig til den konkrete sag, men han er ikke fan af de generelt lange sagsbehandlingstider.
"At der er så lange sagsbehandlingstider i Kirkeministeriet, er uhørt. Jeg kommer fra den kommunale verden, og der er en helt anden opmærksomhed på, hvad kommuner skal leve op til og svare på i forhold til borgerne, end der er i staten."
De fem kvinder, der har anklaget sognepræsten, sendte sidste forår den 16. marts en samlet klage til biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen, Regionsrådet i Region Hovedstaden, Socialdemokratiet i København og DR.
I klagen berettede kvinderne om krænkende adfærd - heriblandt flere eksempler på, at Flemming Pless skulle have gjort tilnærmelser under sjælesorgssamtaler - og brud på tavshedspligt.
De anklagende kvinders advokat Rebekka Høj har tidligere her i avisen omtalt ventetiden som "sindssygt utilfredsstillende". Kromann Reumert blev i sensommeren færdige med en advokatundersøgelse om sagen og overlod den til Kirkeministeriet.
Også retsteolog Kristine Garde mener, at det er kritisabelt, at der endnu ikke er kommet en afklaring. Også selvom hun medgiver, at det er en kompliceret sag.
"Det er en kompliceret sag, fordi den både er en kirkelig MeToo-sag og en sag om brud på den gejstlige tavshedspligt, som i sig selv er en alvorlig forseelse. Men den burde dog være færdigbehandlet nu af hensyn til præsten, klagerne og menigheden," siger Kristine Garde, der understreger, at det ikke engang, hvis der arbejdes på en fyringssag, burde være nødvendigt at bruge så lang tid på forløbet.
"Hvis Kirkeministeriet har til hensigt at afskedige ham, og det kan man ikke helt udelukke er tilfældet, fordi begge sagsforhold er alvorlige, så har han et retssikkerhedsmæssigt krav på at blive hørt i samråd med Præsteforeningen, som varetager medlemmernes interesser. Jeg tør ikke sige, at det ender med en afskedigelse eller en fratrædelsesordning. Men uanset sagens udfald, som man kun kan gisne om, kan det ikke retfærdiggøre forhalingen af sagen," siger Kristine Garde, der mener, at det store problem er, at Kirkeministeriet er sandet til.
Netop den problemstilling er på programmet i eftermiddag, når der er samråd om de lange sagsbehandlingstider i Kirkeministeriet, som Venstres kirkeordfører Louise Schack Elholm og tidligere kirkeminister Bertel Haarder har indkaldt kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til.
Christian Juhl fra Enhedslisten ser frem til den debat.
"Vi har bedt om at få en redegørelse fra ministeren. Den debat er ikke slut endnu. Vi skal have fundet ud af, hvordan de kan reagere. De klager over, at de mangler folk derovre, at de er et lille ministerie og så videre, men sagsbehandlingen er nødt til at være professionel."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).