D et gamle murværk i Svitlana Berbats hus rystede mærkbart, da russiske bomber i sidste uge faldt 9 kilometer fra hendes hjem i Izmail tæt på den rumænske grænse i Ukraine.
”Jeg var bange for, at taget og væggene ville falde sammen om os. Men sådan blev det gudskelov ikke. Vi gemte os på værelset og bad til Gud i 10 minutter, indtil der blev helt stille udenfor.”
De 10 minutter på værelset var den eneste stille stund, Svitlana Berbat fik den dag. Sammen med en gruppe frivillige skyndte hun sig efterfølgende ud i byen, hvor de hele dagen hentede, lavede og bragte mad til indbyggere i Izmail og den bomberamte naboby. Ordene ovenfor nedskrev Svitlana Berbat i al hast flere timer senere, da mørket igen var krøbet ind over den ukrainske himmel. Hun sendte øjenvidneberetningen til sin samarbejdspartner, en dansk pinsekirke i Korsør.
Da den tikkede ind i præst Preben Wesths indbakke, vidste han, at kirken måtte arbejde hurtigt og hårdt for at skaffe mere hjælp. Pinsekirken i Korsør er en af mange danske kirker, som i disse dage samarbejder med nødhjælpsorganisationer om at samle penge ind og yde hjælp i nærområderne, ligesom de holder fredsbøn og gør klar til at hente og hjælpe flygtninge fra det krigsramte Ukraine. Her er hundredtusindvis af familier sendt på flugt, siden det russiske militær efter ordre fra præsident Vladimir Putin angreb landet den 24. februar.
De seneste 15 år har Pinsekirken Korsør samarbejdet med lokale kirker i Ukraine. Derfor var kirken allerede et skridt foran og kunne begynde sin nødhjælp i samme sekund, Rusland invaderede Ukraine.
”Vi har fået en eksplosion af henvendelser fra kirker i hele landet, som gerne vil hjælpe til. Vi er gået fra at bespise 60 nødlidende i nærområdet til at bespise over 100, og vores tre-fire frivillige medarbejdere er vokset til at være et hold på 12-15 mennesker,” siger Preben Westh.
Til det nødhjælpende arbejde har kirken sammen med Mosaik, der er en paraply for danske pinsekirker, indsamlet over 100.000 kroner, i det Preben Westh kalder ”en kæmpe kædereaktion”. Udover at bespise nødlidende ukrainere uddeler pinsekirken i samarbejde med nødhjælpsorganisationen Api-Aid og Citykirken Aarhus medicin, undertøj, sokker og hygiejneprodukter.
D a nyheden om den russiske hærs invasion af Ukraine nåede Nordsjælland, købte sognepræst i Vejby Kirke Ulrik Pilemand det største ukrainske flag, han kunne opstøve. Siden har han hejst det blå-gule flag hver morgen i flagstangen på en mark foran kirken. Det er til trods for, at det fra politisk hold først blev tilladt at lade det ukrainske flag vaje på linje med det danske onsdag den 2. marts.
”Det er min og kirkens opgave at vise sympati, støtte og dele ønsket om fred med vores ukrainske venner. Kirken ligger forholdsvist centralt i byen, så det er en god måde at synliggøre, at vi støtter Ukraine, og det ville jeg gerne gøre med det samme,” siger Ulrik Pilemand, der er i gang med at producere et lille lager af ”køleskabsengle” med et lille ukrainsk flag i hånden, som han vil dele ud blandt sognebørnene.
Derudover er menighedsrådet i fuld gang med at planlægge, hvad kirken fremover kan gøre for ukrainske flygtninge.
”Ukraine og ukrainerne mangler penge, ikke flere tøj og bamser. Kommer der flygtninge, så vil vi byde dem indenfor i kirken og hjælpe dem med at etablere sig. Men jeg tror, det er lige før, man skal være heldig, hvis man får nogle at hjælpe, fordi der er så mange danskere, som er trådt til,” siger Ulrik Pilemand.
I Hjordkær Kirke uden for Aabenraa mener sognepræst Robert Strandgaard ikke, det er kirkens opgave at stå for nødhjælpsindsamlinger. I stedet, fortæller præsten, vil kirken gennem bøn og andagt vise, at de står sammen med ”deres ukrainske venner” ved at afholde en andagt med musik og bønner på dansk, ukrainsk og engelsk. Dermed melder Hjordkær Kirke sig i den lange række af danske kirker, der siden invasionen har arrangeret andagter og bøn for fred.
”Kirkens opgave er at skabe et rum for håb og trøst, og så kan vi selvfølgelig hjælpe med at organisere, hvis det skulle ske, at det bliver nødvendigt. Som præst har jeg selvfølgelig ringet til kommunen for at spørge, om de er i gang med at klargøre. Men det, kirken skal, er at give rum til fællesskab,” fastslår Robert Strandgaard.
D et er på den nyligt oprettede Facebook-gruppe ”Kirkernes engagement blandt ukrainere i Danmark”, at både Preben Westh og Robert Strandgaard har skrevet om deres støtte. Facebook-gruppen, som i skrivende stund har tæt på 400 medlemmer, styres blandt andre af Søren Dalsgaard fra Folkekirkens Migrantsamarbejde.
”Det er altid kirkens opgave at hjælpe mennesker, der er i nød. I dette tilfælde har vi at gøre med en krig i Europa, som er tæt på os, og som rigtig mange er påvirkede af. Kirkerne kan være til stede med både social og diakonal hjælp, men helt særligt kan de imødekomme den store efterspørgsel efter et eksistentielt og åndeligt rum, hvor man kan være med sine frustrationer og sin afmagt,” siger Søren Dalsgaard.
U dover Facebook-siden har Folkekirkens Migrantsamarbejde sørget for, at man på dens hjemmeside kan finde forslag til liturgi og bønner for Ukraine, ligesom man kan finde anbefalinger og rådgivning til nyankomne ukrainere.
”Vi anbefaler, at landets kirker sikrer et stærkt koordinerings- og informationsniveau og retter henvendelse til myndigheder for at byde sig til, ligesom man i sin virkelyst husker at tænke på, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Vi vurderer, at der kan blive brug for kirkernes hjælp til akut husly og andre fornødenheder og på langt sigt til sprog og integration,” siger Søren Dalsgaard.
D et første skridt i kirkernes arbejde for Ukraine er at tænde lys og bede for fred, fortæller stiftspræst for Kirken i Verden Peter Fischer-Nielsen, der sidste torsdag åbnede dørene til Viborg Domkirke. Her kom omkring 200 herboende ukrainere og andre i stiftet, som følte sig berørt af situationen, og bad for fred i verden.
”Dernæst er vi optagede af at se, hvor det bærer hen i forhold til flygtningesituationen, så vi kan stå klar med den hjælp, der måtte være brug for, når ukrainerne kommer,” fortæller Peter Fischer-Nielsen og understreger, at de danske kirker skal passe på ikke ”at træde andre gode kræfter over tæerne” i arbejdet med at hjælpe ukrainere.
”Hvor kommunen er god til at finde boliger og sikre nyankomnes velfærdsrettigheder, så kan kirkerne især være med til at sikre langvarige relationer og yde åndelig og menneskelig støtte,” siger stiftspræsten, der på onsdag skal mødes med biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær, provstierne og repræsentanter fra kommunerne i stiftet for at drøfte yderligere indsatser for at hjælpe ukrainerne.