Der er arbejdmiljøproblemer i folkekirken. Det har været kendt længe, og nu har DR igen bekræftet det i en stor undersøgelse. Et gravearbejde, der har udmøntet sig i adskillige indslag på tværs af TV, radio og internet.
DR's nyhedsartikler har tilsyneladende udeladt de oplysninger om folkekirken, som ikke passer ind i vinklen. For eksempel undersøgelser, der viser, at ansatte i folkekirken har en meget høj grad af tilfredshed med arbejdet. Også højere end de fleste andre brancher. Men det ændrer ikke på hovedpointen: Folkekirken har mange steder et veldokumenteret problem med at skabe et godt miljø at arbejde i.
DR spørger nu politikere efter konsekvenser. Kan man ændre den ledelsesstruktur, som muligvis er roden til et problem, der bliver mere og mere synligt?
Her skal man hæfte sig ved, at politikerne gennemgående ikke selv peger på konkrete løsninger. De vil have kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til at finde dem. Så de har hende kaldt hende i samråd.
Og der er en grund til, at det er småt med idéer til politiske løsninger fra partierne. For uden opbakning fra folkekirken selv vil et statsligt indgreb ligne et overgreb. Og der er reelt intet ønske om større ændringer i kirkens ledende lag. Hverken fra biskopper, provster eller Landsforeningen af Menighedsråd.
Tiden arbejder dog på reformkræfternes side. Og selvom det aktuelle fokus på det dårlige arbejdsmiljø i folkekirken næppe fører til ændringer, er noget i bevægelse.
Der er en voksende fornemmelse blandt politikere af, at folkekirken ikke har styr på det ledelsesmæssige. En biskop er netop blevet bedt om en redegørelse for sin ledelse fra Kirkeministeriet.
Der er også stigende krav om ordentlige arbejdsforhold fra de ansattes side. Flere underskriftsindsamlinger viser, at man ikke vil finde sig i det. Tænk bare på tiltaget "Vi vil bryde tavsheden", der opfordrer til at gøre noget ved problemet.
Samtidig bliver det sværere og sværere overhovedet at finde kandidater til menighedsråd. Man er i mange sogne nødt til at tage dem, der vil stille op, og det øger sandsynligheden for at få konfliktskabere og problemelementer ind, som man dårligt kan komme af med igen.
Derfor er det ikke en reel mulighed for kirkens ledelse at fortsætte den relativt passive linje. Man har længe sagt, at det skulle gøres bedre. Man har længe talt om mere rådgivning. Og man har længe gjort småting, der intet har forandret i arbejdsmiljøet.
Det er ikke en mulighed at blive ved med at afvise ændringer i ledelsesstrukturen uden at komme op med noget andet, der giver bedre kår for de ansatte.
En ledelse, der ikke løser så store problemer, bliver på et tidspunkt selv en del af problemet. Og i en skatteyderfinansieret virksomhed har politikere det med at handle på den slags. Ikke mindst når det handler om en vindersag, som tålelige arbejdskår for ansatte i folkekirken er.