Knap 3500 kristne er blevet dræbt i Nigeria i år

Kristne slås ihjel af terrorister og i kampe om græsgange til kvæg

Flere af de mange drab kan tilskrives den militante islamistiske gruppe Boko Haram, som længe har været til stede i Nigeria. Her ses en mindegudstjeneste fra 2012, hvor folk stimler sammen, efter en selvmordbomber angreb St. Theresas Church i Madalla i udkanten af Nigerias hovedstad Abuja.
Flere af de mange drab kan tilskrives den militante islamistiske gruppe Boko Haram, som længe har været til stede i Nigeria. Her ses en mindegudstjeneste fra 2012, hvor folk stimler sammen, efter en selvmordbomber angreb St. Theresas Church i Madalla i udkanten af Nigerias hovedstad Abuja. Foto: Afolabi Sotunde/Reuters/Ritzau Scanpix.

I første halvdel af 2021 er der blevet dræbt 3462 kristne i Nigeria. Det fremgår af en ny rapport fra den nigerianske borgerrettighedsorganisation Intersociety. Antallet af dræbte kristne i Nigeria ligger tæt på det antal dræbte, som anslås dræbt i landet i Åbne Døres årsrapport, ”World Watch List”, som følger udviklingen i de 50 lande, hvor kristne er mest forfulgte. Drabstallet kommer ikke bag på Jonas Adelin Jørgensen fra Det mellemkirkelige Råd og Tænketanken for Forfulgte Kristne.

“Desværre er tallet nok retvisende. Det amerikanske udenrigsministerium har også tal, der peger i retning af en eskalering af volden i landet,” siger Jonas Adelin Jørgensen.

Mission Afrika har i de seneste måneder udvidet sit udviklingsarbejde i Nigeria til også at omfatte nødhjælp, da organisationens partner, den lutherske kirke i landet, er presset af volden.

“Sidste år blev 11 kirker brændt ned i de områder, som vi arbejder i,” siger Clement Stephen Dachet, partnerkoordinator i Mission Afrika.

Clement Stephen Dachet er netop vendt hjem fra Nigeria. Han fortæller, at det ikke udelukkende er en religiøs konflikt, der udspiller sig. En del af volden mod de kristne i landet bunder i en konflikt mellem bønder, som primært er kristne, og nomader, som primært er muslimske.

“Klimaforandringer og tørke presser nomadestammerne mod syd, da græsgangene i nord er udtørret. Det skaber konflikter, for nomadernes kvæg spiser og nedtramper afgrøder. Og regeringen har ikke gjort noget for at afhjælpe de svære vilkår, som nomaderne lever under, og den svage stat i Nigeria gør, at folk udøver selvtægt,” siger Clement Stephen Dachet og fortsætter:

“Detreligiøse aspekt af konflikten mellem de to grupper er med til at gøre konflikten værre, og det gør det nemmere at skabe fjendebilleder,” siger Clement Stephen Dachet.

Drabene skyldes ikke kun konflikten mellem kvægdrivere og bønder. Den islamiske terrorbevægelse Boko Haram hærger i den nordøstlige del af Nigeria.

“Vi arbejder med den lutherske kirke i Nigeria. En stor del af menighederne ligger i det nordlige Nigeria, og vi har derfor mistetmange præster, der er blevet dræbt eller kidnappet, siden Boko Haram kom frem,” siger Clement Stephen Dachet.