Københavns biskop: Jeg er glad for, at vi har fået coronapas i stedet for arealkrav

Biskop Peter SkovJakobsen ser coronapasset som en god løsning på et stort problem, fordi det stadig er muligt at komme i kirke, hvis bare man vil lade sig teste. Det kan vi som fællesskab godt leve op til, siger han

"Coronapasset er noget, der tager udgangspunkt i den enkelte, men det skal beskytte fællesskabet og er vedtaget for fællesskabets skyld. Det mener jeg er godt. Men det kan godt være, jeg er uraffineret,” siger biskop Peter Skov-Jakobsen.
"Coronapasset er noget, der tager udgangspunkt i den enkelte, men det skal beskytte fællesskabet og er vedtaget for fællesskabets skyld. Det mener jeg er godt. Men det kan godt være, jeg er uraffineret,” siger biskop Peter Skov-Jakobsen. . Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Når det i morgen er anden søndag i advent, vil der i mange kirker landet over stå et medlem af menighedsrådet i døråbningen med en telefon klar til at scanne coronapas. Siden barren for, hvornår der skal vises coronapas ved offentlige forsamlinger, blev sænket fra 200 til 100, er muligheden for at sætte et loft over antallet af deltagere og på den måde komme uden om at skulle tjekke coronapas også forsvundet mange steder. Og rundt omkring i kirken, blandt både præster og biskopper, ulmer nu en utilfredshed over, at det er nødvendigt at skulle vise en personlig adgangsbillet for at komme i kirke. Det beskrev Kristeligt Dagblad tidligere på ugen.

Men spørger man Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, er det den umiddelbart bedste løsning i den situation, samfundet står i lige nu.

”Kirken skal helst være åben for alle. Det er mit store princip. Vi er bare i en meget særlig situation, som vi bliver nødt til at se nuanceret på. For hvem er de svage, der skal tages hensyn til? Det er både dem, der er helbredsmæssigt svage, for hvem det er farligt at komme i nærheden af smittebærere. Men der er også de svage, der ikke kan håndtere at få et coronapas. Så det er meget vanskeligt at sige, at den ene gruppe er vigtigere at tage hensyn til end den anden,” siger han.

”Jeg tror, det er godt, at vi i den nuværende situation skal vise coronapas. Især fordi myndighederne gør det klart, at det ikke er et krav, at man er vaccineret, så længe man er testet. Det mener jeg godt vi som fællesskab kan leve op til,” siger han.

For knap en måned siden sendte Peter Skov-Jakobsens kollega i Aarhus, biskop Henrik Wigh-Poulsen, et nyhedsbrev ud, hvor han opfordrede præster og menighedsrådsmedlemmer til at udvise ”skønsomhed” i kirkedøren og tage de menneskers ord for pålydende, som af tekniske årsager ikke kan fremvise et coronapas, selvom de er vaccineret. Samme tilgang vil Peter Skov-Jakobsen ikke lægge i sit stift, uden at han vil forholde sig til, om han er enig med Henrik Wigh-Poulsen eller ej.

”Overordnet vil jeg sige, at myndighederne har gjort det nemt for kirken. Jeg er som udgangspunkt glad for, at det er et coronapas, vi skal vise, og at vi ikke skal stille op til arealkrav, som vi har set det tidligere. Det kan selvfølgelig komme, for vi har med en pandemi at gøre, hvor det kan blive nødvendigt. Men gudskelov er der ikke rygter om noget som helst af den slags lige nu.”

Det er blevet sagt, at coronapasset er mere vidtgående end forudgående restriktioner, idet det hviler på betingelser for individet og ikke kollektivet. Hvad mener du om det?

”Jeg kan ikke se problemet. Coronapasset er noget, der tager udgangspunkt i den enkelte, men det skal beskytte fællesskabet og er vedtaget for fællesskabets skyld. Det mener jeg er godt. Men det kan godt være, jeg er uraffineret.”

Da coronapasset blev sat ind i kampen mod opadgående smittekurver i november, lød der en advarsel fra professor Michael Bang Petersen, der har forsket i danskernes tillid under coronakrisen. På Twitter har han argumenteret for, at regeringen bruger restriktioner som en strategi til at presse de uvaccinerede til at lade sig vaccinere ved eksempelvis at kræve, at de lader sig teste for at kunne deltage i offentlige arrangementer.

Peter Skov-Jakobsen, er det hensigtsmæssigt, hvis kirken bliver brugt som værktøj til at lægge pres på de uvaccinerede?

”Jeg tror ikke, at man kan bruge kirken i den sammenhæng. Det tror jeg heller ikke, der er nogen, der gør.

Jeg mener personligt, vi skylder dem, der ikke er vaccinerede, at have et nuanceret billede af dem. Der kan være tale om mennesker, der har en personlig angst over for vacciner, men som så går hen og bliver testet hele tiden. Jeg har fulgt debatten i pressen om udskamning, og jeg er meget enig i, at vi skal være påpasselige. Vi må holde det sagligt og bruge gode argumenter til at overbevise folk om at lade sig vaccinere. Der er ikke noget, der tyder på, at man rykker noget ved at tage hårdhændet fat. Til gengæld er der risiko for, at man med tvang og udskamning ryster noget i den demokratiske sjæl.”