Komponist og kirkemusiker: Vi skal inddrage den musik, menigheden hører uden for kirken

Kirken skal tage det bedste af den musik, som mennesker lytter til uden for kirken, og bruge den i sin forkyndelse, mener Hans Dammeyer. For ham har musik altid handlet om møder, fællesskab og kvalitet. Den 3. maj fylder han 60 år

Kirkemusiker og og organist Hans Dammeyer fylder 60 år. Han er ikke nervøs for at blande kirkegang og rytmisk musik, så længe kvaliteten er i top.
Kirkemusiker og og organist Hans Dammeyer fylder 60 år. Han er ikke nervøs for at blande kirkegang og rytmisk musik, så længe kvaliteten er i top. Foto: Liv Høybye.

I 1992 havde et elevhold fra Silkeborg Højskoles ulandslinje været i Brasilien i flere måneder og kom hjem med oplevelser og erfaringer, de skulle formidle videre til mennesker i Danmark. Det gjorde de blandt andet i et samarbejde med højskolens musiklærere og eleverne på musiklinjen, som skabte det musikdramatiske værk Missa do Povo, ”Folkets messe”, til kor og orkester. Der indgik bossanova- og sambarytmer og folkemusikalske toner, og undervejs blev der spillet og sunget en nadversalme, ”Vi mindes ham”, med melodi af Hans Dammeyer og tekst af Lars Busk Sørensen. I løbet af de næste to-tre år blev Missa do Povo opført rundt omkring i kirker i hele landet, og senere blev nadversalmen optaget i salmebogstillægget 100 salmer. 

For Hans Dammeyer er det et eksempel på, hvad musik kan, når friheden til at eksperimentere og viljen til at lade mødet med det fremmede inspirere får plads. Derfor er det også en af de erfaringer fra sin karriere som underviser, komponist og musiker, som Hans Dammeyer tænker tilbage på med stor glæde. På samme måde glæder det ham, når han i det daglige arbejde som rytmisk kirkemusiker og organist i Skjoldhøj Kirke ved Aarhus oplever, at der er mulighed for, at både den rytmiske og klassiske musik kan få plads i forkyndelsen og kirkens liv.

”Min holdning er, at vi som kirke skal møde menigheden med et udtryk, der er i øjenhøjde med den musik, de hører uden for kirken. Vi skal ikke nødvendigvis spille den samme musik, men jeg ser det ikke som en kvalitet i sig selv, at musikken i kirken skal være anderledes. Vi skal bruge det bedste af det, der findes uden for kirken, og så skal vi sørge for, at kvaliteten er i orden,” siger han.

Hans Dammeyer er uddannet cand.phil. i musik og var i mange år lærer på Silkeborg Højskole. Siden var han rytmisk kirkemusiker og organist ved Abildgård Kirke i Frederikshavn, der som en af de første kirker i landet for alvor satsede på den rytmiske musik. Også i Skjoldhøj Kirke, hvor han har været siden 2011, har den rytmiske musik høj status, og han arbejder med både rytmisk og klassisk musik til almindelige højmesser - med respekt for traditionen og de rammer, som kirkerummet sætter.

”Skjoldhøj Kirke er et højloftet rum, hvor efterklangstiden er for lang til, at jeg kan spille sambarytmer. Men når vi holder friluftsgudstjeneste, blandt andet 2. pinsedag, kan vi bruge de hurtige rytmer. Det handler om at tilpasse sig tid og sted,” siger han og tilføjer, at mange af de faste kirkegængere er på hans egen alder og er vokset op med rytmisk musik, som det derfor for dem er naturligt at høre under gudstjenesten. 

Hans Dammeyer er vokset op med rytmisk musik. Som barn blev han FDF’er, kom med i et messingblæserorkester og blev engageret i alt fra at skrive melodier til at redigere FDF’s sangbog.

”Når man står 20.000 mennesker sammen og synger på FDF-lejr og oplever, at der opstår noget, som er så meget større end den enkelte, er man ikke i tvivl om, at det er i mødet og fællesskabet, at livet virkelig leves og bliver til. Det er der, det er bøvlet, men også der, det bliver vigtigt og godt,” som han sagde i et interview her i avisen i 2018.

Med tanke på at blive musiklærer søgte han i gymnasiet ind på musikvidenskab på Aarhus Universitet, og selv om han syntes, at de skriftlige opgaver fyldte meget, og at ambitionerne i de praktisk-musikalske elementer af uddannelsen var for lave, holdt han ved. Han kom dog aldrig til at undervise i gymnasiet, for allerede mens han var ved at færdiggøre studierne, blev han via kontakter i FDF-miljøet bedt om at træde til som musiklærer på Silkeborg Højskole, der netop var blevet opført af en kreds af FDF-folk i 1969 – med Hans Dammeyers far som den ene af to arkitekter. 

På højskolen var musiklivet præget af tilknytningen til FDF, og der blev lavet utallige musikalske samarbejder mellem højskolen og FDF, blandt andet i 1991, hvor der blev skrevet nye salmer med livet i byen som tema. Et resultat af det projekt blev salmen ”Du kom til vor runde jord” med tekst af Sten Kaalø og musik af Hans Dammeyer, der siden kom med i Den Danske Salmebog.

I miljøet omkring højskolen blev Forum for Rytme i Kirken, FRIK, dannet, og her blev Hans Dammeyer også en af de drivende kræfter sammen med blandt andre Leif Rasmussen og Hans Holm.

Efter 17 år på Silkeborg Højskole havde Hans Dammeyer lyst til at bevæge sig ind i folkekirkens maskinrum i stedet for at påvirke udviklingen udefra, så da han blev opfordret til at søge en ny stilling som rytmisk kirkemusiker i Abildgård Kirke i Frederikshavn, gjorde han det. Fem år senere søgte han sydpå til Skjoldhøj Kirke, og familien fulgte med. De beholdt dog et sommerhus nord for Frederikshavn, hvor familien nyder at samles, og hvor kontakten til nogle af de nordjyske venner også holdes ved lige.

Hans Dammeyer har fortsat kontakt med venner fra FDF, studiet og forskellige musikalske sammenhænge, så det bliver en blandet flok, der kommer til herrefrokost for at fejre hans fødselsdag. Selve dagen fejrer han med familien og nogle kolleger. I sin fritid spiller han i bigband, cykler og løber, og hele familien drager fortsat på en årlig skitur i Østrig sammen.

”Det siges, at liftkortet bliver gratis, når man fylder 75 – det sigter jeg efter,” siger han.