Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår, hvor jeg var et halvt år på en kristen højskole. Jeg havde en dyb depression og følte mig forkert, fordi jeg var homoseksuel. Jeg forstod ikke, hvorfor Gud havde skabt mig på en måde, så jeg ikke kunne leve et fuldkomment liv med en mand, og jeg var sikker på, at jeg ville ende i helvede. Selvom mine kristne venner ville mig det bedste, kunne jeg mærke, at mange af dem var bange på mine vegne, og jeg kunne se på internettet, at mange kristne mente, at homoseksualitet var en synd og en sygdom. Jeg havde svært ved at se en vej frem.
Men så udgav det amerikanske kristne rockband Casting Crowns et nyt album, og da jeg hørte det, skete der noget. Sangene på det nye album havde nogle tekster, som virkelig provokerede mange af de traditionelle kristne fællesskaber. Især sangen ”Start Right Here” gjorde indtryk på mig. Den handler om, hvorfor kirkerne går ud og missionerer alle mulige steder i stedet for at starte lige uden for døren med at gøre noget for dem, som kalder på at blive elsket og omsluttet af Guds kærlighed. Det gav mig håb. Min depression begyndte at lette, og jeg fordybede mig i bøn og begyndte at læse Bibelen selv.
Det var, som om mine øjne blev åbnet, og jeg så Guds kærlighed i de mennesker, jeg var omgivet af – familie og venner, som havde stået ved min side, siden de kom ind i mit liv – også selv om jeg var sprunget ud som homoseksuel. Jeg tænkte ”hvordan kan jeg tro, at jeg ikke er elsket, når de bliver ved at være der?” Gennem deres kærlighed lærte jeg Guds kærlighed at kende, og gennem Guds kærlighed kunne jeg lære at elske mig selv. Kærligheden fik mig til at tro på, at jeg er elsket, som jeg er.
Jeg er vokset op i et indremissionsk miljø. I min familie bad vi bordbøn og aftenbøn, og jeg lærte Fadervor som ganske lille. Vi gik i kirke hver søndag, og min lillesøster og jeg kom i en kristen ungdomsklub.
Selvom troen fyldte meget, blev der ikke sat så mange ord på, hvordan vi erfarede Gud hver især, og der blev heller ikke talt om svære emner som seksualitet og kønsidentitet. Da jeg kom på en kristen efterskole, mødte jeg til gengæld unge, som kunne sætte masser af ord på deres tro. Men samtidig blev det svært for mig at forstå, hvad Gud ville med mig, og hvad meningen med mit liv var. For jeg begyndte at mærke, at jeg var anderledes.
Jeg satte ikke selv ordet homoseksuel på det til at begynde med. Jeg mærkede bare en stor smerte og også en vrede mod Gud, fordi jeg følte, at han havde skabt mig forkert, og jeg følte mig alene, når jeg så de andre have heteroseksuelle kæresteforhold. En aften gik jeg udenfor og råbte til Gud og skældte ham ud. Jeg følte, at han havde skabt mig på en måde, så jeg kun kunne lide i denne verden, og det kunne jeg ikke forstå, for jeg havde jo lært, at Gud var kærlig. Jeg var sønderknust og græd og græd, til jeg næsten ikke kunne stå på benene mere.
Efter efterskolen gik jeg på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing og var meget aktiv i Indre Missions Ungdom. Jeg tænkte, at det ville nære min relation til Gud, og det gjorde det på en måde også. Men det var også en måde at distrahere mig selv. Jeg gemte mig bag traditioner og strukturer, som jeg kendte. Jeg gik til møder, hvor vi spiste kage og drak kaffe og sagde de rigtige bønner, og man kunne blive populær på at have en dyb relation med Gud.
Hvis nogen talte om homoseksualitet, blev det omtalt som noget, man kunne blive helbredt for eller måtte lade være med at udleve. En af mine venner forærede mig en bog om, hvordan Jesus kunne helbrede homoseksuelle. Han gjorde det helt sikkert af kærlighed, men det fik mig bare til at føle mig endnu mere forkert. En anden gang bad jeg en kvinde om forbøn for at finde ud af, hvilken vej Gud ønskede for mig. Hun lyttede slet ikke, men bad bare om, at Gud ville helbrede mig – som om hun kunne regne ud, hvad Gud ønskede. Siden har jeg haft det meget svært med at blive bedt for.
Til gengæld har det hjulpet mig selv at gå til kilden ved at læse i Bibelen og tale med Gud. På den måde har jeg opdaget, at Bibelen er én lang fortælling om Guds kærlighed til mennesket. Det er blevet klart for mig, at Gud er meget større, end vi ofte gør ham til. Gud er meget større, end kirken og de kristne fællesskaber gør ham – eller hende eller dem – til.
Jeg har mødt mange homoseksuelle, der er blevet såret i et kristent fællesskab og har lagt afstand til kirken. De har det virkelig svært og mangler fællesskaber, hvor der er plads til den åndelige dimension. Når jeg ser det, kan jeg godt blive vred på kirken. Men jeg tror på, at forandring skal ske indefra – ikke ved at man står udenfor og råber. Derfor vil jeg gerne bygge bro mellem kirken og lgbt+-miljøet. Så andre ikke skal igennem samme smerte som mig for at finde ud af, at Gud elsker dem.
Hvad har udfordret din tro?
Det har de menneskelige strukturer i kirkelige fællesskaber, hvor der er en tendens til at lave en rangering af synderne, så nogle synder er værre end andre – og der bliver homoseksualitet ofte fremhævet som en af de værste synder. Jeg kan godt forstå, at vi som mennesker har behov for at skabe noget struktur i kaos, og vi kan ikke være lige så fuldstændigt forstående som Gud. Men jeg bliver ked af det, når kirkerne skaber en perfekthedskultur. Det skaber tabuer og skam.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At tale ærligt med Gud om sine følelser – og skælde ham ud, hvis det er nødvendigt, og vise sin sårbarhed. Det gør Gud meget mere nærværende.