Kristen kulturarv sniger sig ind i fransk valgkamp: ”Frankrig er formet af kristendommen, om man vil det eller ej”

Nationalkonservative præsidentkandidater forsvarer en statue af Sankt Michael, som en domstol har beordret fjernet i en lille, vestfransk badeby

Eric Zemmour har besøgt Sables d'Olonne og ses her foran statuen af Sankt Michael, som en domstol ønsker fjernet. Foto: Ritzau Scanpix.
Eric Zemmour har besøgt Sables d'Olonne og ses her foran statuen af Sankt Michael, som en domstol ønsker fjernet. Foto: Ritzau Scanpix.

En statue af Sankt Michael i den lille vestfranske badeby Sables d’Olonne er kommet i centrum i en af den franske valgkamps første identitetspolitiske kampe.

Fredag besøger den nationalkonservative præsidentkandidat, Marine Le Pen, byen for at støtte det lokale bystyres ønske om at bevare den formastelige statue i bybilledet. Og i sidste uge var det den ultrakonservative Eric Zemmour, der aflagde besøg i byen sammen med et udpluk af kendte nationalkonservative personligheder.

Alle kritiserer den domstolskendelse, som i december slog fast, at den dragedræbende Sankt Michael skal fjernes fra pladsen foran den katolske privatskole, hvor den har stået siden 2018.

”Det er ikke bare en statue, det er symbolet på vore traditioner og på en tusindårig kristen forankring. Frankrig er formet af kristendommen, om man vil det eller ej,” sagde Eric Zemmour foran Sankt Michael, der kæmper mod dragen.

For den lokale domstol i byen Nantes er Sankt Michael dog ikke et kulturelt symbol på traditioner, men derimod et religiøst symbol. Og ved at stille figuren op på en offentlig plads overtræder bystyret loven om adskillelse af stat og kirke fra 1905.

Den siger udtrykkeligt, at det er forbudt ”at rejse eller anbringe et hvilket som helst religiøst tegn eller symbol i det offentlige rum,” undtagen hvis det sker på kirkelige eller andre religiøse bygninger, på gravsteder, kirkegårde, eller på museer og udstillinger.

Domstolen hæfter sig blandt andet ved, at statuen, der indtil 2018 stod inde i den katolske friskole, blev velsignet af en præst ved indvielsen, da bystyret fik den flyttet ud på pladsen foran skolen.

Det er en lokal afdeling af den franske fritænkerorganisation Libre Pensée, der har anlagt sagen. Og den glæder sig over dommen. Samme organisation har tidligere med held involveret domstolene for at få fjernet for eksempel julekrybber fra rådhuse. I den lille by Ploërmel i Bretagne har den fået fjernet korset fra en statue af pave Johannes Paul II.

”Man kan godt sige, at vi repræsenterer en strammerlinje omkring verdslighedsloven. Vi ønsker, at den bliver strengt håndhævet,” siger Christian Eyschen, talsmand for Libre Pensée, til det katolske dagblad La Croix.

Denne konflikt mellem det katolske og det sekulariserede Frankrig er en århundreder gammel kamp om Frankrigs sjæl. For den ene del af Frankrig er sekularisering og oplysningstidens opgør med den katolske kirke selve fundamentet for den moderne nation. For den anden er det den kristne kultur, der udgør Frankrigs historiske rygrad.

Og denne historiske kamp glider nu ind i en moderne identitetskamp.

Borgmester i Sables d’Olonne Yannick Moreau har anket domstolens afgørelse, som han kæder sammen med den såkaldte cancelkultur og forsøg på at fjerne statuer af omdiskuterede historiske personer.

”Frankrig er et kulturkristent land. Jeg ved, at det irriterer visse personer, men sådan er det. Det er vores kulturarv, man vil vælte, når man vil vælte statuen af Sankt Michael,” siger Yannick Moreau til BFMTV.

Også Eric Zemmour ønsker at skrive sagen ind i den moderne identitetsdebat som en konflikt mellem flertalskultur og den såkaldte woke-kultur om diskrimination mod minoriteter.

”Sekularisterne er woke-kulturens nyttige idioter. Loven fra 1905 har til formål at adskille kirke og stat, ikke at udradere den katolske religion,” sagde han under sit besøg i Sables d’Olonne.

Marine Le Pens besøg fredag er ligeledes et forsøg på at sætte identitetspolitikken i fokus i en spirende fransk valgkamp, som indtil videre især domineres af debatten om corona og vaccinationspas, et spørgsmål der splitter højrefløjens vælgere.

Ingen kandidater har omvendt støttet kravet om at fjerne Sankt Michael. Men borgmester Yannick Moreau har lovet at gennemføre en lokal folkeafstemning i marts, så byens borgere kan give udtryk for, om de er for eller imod at fjerne statuen.